Biografanmeldelse
20. juni 2019 | 16:59

De frivillige

Foto | Christian Geisnæs
Niels (Anders Matthesen) og Peter (Søren Malling) sorterer garnnøgler i alskens farver, mens de snakker om de temmelig alvorlige grunde til, at de sidder i fængsel.

Anders Matthesen træder i karakter som seriøs skuespiller i alvorskomedie om et fængselskor, der skiftevis gør ondt i hjertet og sender lattermusklerne på arbejde.

Af Nicki Bruun

”Du skal synge meget hurtigere,” siger korlederen Niels (Anders Matthesen) til det nyankomne medlem af koret, forretningsmanden Markus Føns (Jacob Lohmann). 

Niels presser Markus ud i et helt vanvittigt tempo, før han er nogenlunde tilfreds med leveringen af et af nationalklenodierne fra højskolesangbogen. 

Det er på mange måder et atypisk mandekor, der er samlet i Frederikke Aspöcks komediedrama De frivillige

Koret hører til på den lukkede afdeling af et fængsel, hvor de indsatte er spærret inde for eksempelvis overgreb på børn. De sidder i isolation for ikke at få bank af de andre fanger. 

Markus Føns er ”bare” blevet fængslet for svindel, men han vælger at flytte over blandt pædofile og mordere, da andre indsatte prøver at banke penge ud af ham. 

Det resulterer i en ofte morsom, men også alvorlig magtkamp, når Markus forsøger at skifte korets lettere bedagede repertoire ud med noget så moderne som Rasmus Seebach. Den selvbestaltede chef Niels skal nemlig ikke nyde noget af forandring, og Anders Matthesen styrer komedieshowet for vildt, når han er skiftevis pernittent irriterende og sympatisk sårbar. 

En anden af filmens mange sjove scener foregår i fængslets lille arbejdsrum, hvor Niels og Peter (Søren Malling) står og sorterer garnnøgler i alskens farver. Anders Matthesens frustration over, at nogle mennesker kan finde på at sende dårligt samlede garnstykker videre i systemet, står i skærende kontrast til de to mænds samtale om, hvorfor de sidder i fængsel. 

Det er nemlig ret alvorlige sager, så deres godmodige snak om død og garn er urkomisk, samtidig med at man forstår forbryderne som almindelige mennesker. 

Det er styrke ved De frivillige, at filmen tvinger os til tænke på vores medborgere i de danske fængsler som komplekse mennesker. De har måske nok begået forfærdelige handlinger, men alligevel kan man godt finde glæde i deres fortolkning af den danske sangskat. 

Frederikke Aspöck har siden den fremragende kortfilm Får (udgivet på Ekko #10) bevæget sig i et grænseland mellem det tragiske og det humoristiske. Men i instruktørens første to spillefilm – Labrador og Rosita – virkede hun til at kæmpe med at finde balancen og den rette tone mellem de to poler. 

Begge har hun i den grad fundet i De frivillige, der skruer op for komikken og på den måde får den indlejrede tragik til at stå stærkere frem. Aspöck giver den ganske enkelt mere gas i skildringen af en flok vattede mænd, der prøver at begå sig i et aparte fællesskab. Og hele emsemblet fungerer vitterligt som et harmonisk orkester med forskellige instrumenter. 

Det er værd at fremhæve Anders Matthesen, der ikke overraskende har usvigelig sikker komisk timing, men også skaber en dybfølt klangbund i Niels, hvis kone kæmper med følgerne af hans fængselsophold. 

Men også Jacob Lohmann brillerer med skift mellem forstående fyr og et regulært dumt svin, mens Christopher Læssøe som den glade dreng Simon bliver slået rundt som en tennisbold mellem de to duellanter. 

Sidst, men ikke mindst er der Anders Brink Madsen, hvis rørende fængselsbetjent Morten er en omvandrende undskyldning for sig selv. Hans kone bliver ”apatisk af hans fysiske tilstedeværelse” og så elsker han Helle Helles bøger, fordi der ”ikke sker en skid”. 

Midt i alle de forrygende præstationer er det en skam, at filmen mod slutningen taber sine personer lidt i spørgsmålet om, hvilken forbrydelse der egentlig er værst. Spørgsmålet er selvfølgelig oppe i tiden, men har vi brug for en gradbøjning af den økonomiske kriminalitets skadevirkning i forhold til den voldsbaserede? 

Alligevel er De frivillige en glimrende film, netop fordi det er svært at sige, om den er et sjovt drama eller en alvorlig komedie. Den er begge dele på én gang – gør skiftevis ondt i hjertet og sender lattermusklerne på arbejde.

Trailer: De frivillige

Kommentarer

Titel:
De frivillige

Land:
Danmark

År:
2019

Instruktør:
Frederikke Aspöck

Manuskript:
Lars Husum

Medvirkende:
Jacob Lohmann, Anders Matthesen, Christopher Læssø, Søren Malling, Anders Brink Madsen

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
13. juni

© Filmmagasinet Ekko