Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba Infinity Castle

1994 var året, hvor anime – japansk animation – endelig nåede Danmark. Det skete med en bredside af vhs-udgivelser fra firmaet Manga Entertainment. Blandt disse en film klippet sammen af scener fra tv-serien Fist of the North Star, der bygger på en manga og primært består af exceptionelt blodige slåskampe. 

Med Danmarkspremieren på animefilmen Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba Infinity Castle (herefter blot kaldet Infinity Castle) er vi tilbage, hvor vi startede. For også denne er baseret på en animeret tv-serie, der bygger på en manga, kendt for sine voldsomme kampscener. 

Begge hører til den genre, vi i 1970’erne – uanset hvilken kampgren der var tale om – kaldte for karatefilm. 

Kamptypen burde i teorien være nem at hitte rundt i, eftersom genren har en tradition for at lade kombattanterne oplyse den kampteknik, de anvender. I praksis dog sjældent noget så simpelt som ”karate”, ”kungfu” eller ”judo”, men i stedet det mest langt-ude-eksotiske, manuskriptforfatteren har kunnet hitte på. 

Jævnligt gennem Infinity Castle krydres tvekampene således med drabelige kampråb såsom ”snitsværm!”, ”tordenåndedræt!” og ”vildsvinestormløb!” Med omtrent samme dramatiske effekt som ”expelliarmus!” og lignende besværgelser i Harry Potter. 

I skrivende stund har Infinity Castle solgt over 22 millioner billetter og er et af japansk films største publikumshits nogensinde. Men det er en indforstået film for seriens fans. Og det er ikke helt nemt sådan bare lige at forklare handlingen i en to en halv time lang mytologisk og tætbefolket saga, der allerede har fire års tv-afsnit samt to biograffilm bag sig. 

Faktisk er der fem biograffilm: Mugen Train (2020), Tsuzumi Mansion Arc (2021), To the Swordsmith Village (2023), To the Hashira Training (2024) og Infinity Castle (2025). Men de tre midterste er sammenklip af materiale fra tv-serien. Kun et og fem, hvor The Movie indgår i den komplette engelske titel, fortæller nye historier. Og så er Infinity Castle planlagt som første del af en biograffilmtrilogi. 

Franchisens gennemgående hovedperson er Tanjiro Kamado, dæmonbekæmper under oplæring. Han har hvide pupiller samt et Harry Potter-pandear. Dæmonkongen Muzan Kibutsuji er hovedskurken og har røde øjne.

I den nye film lokker Muzan dæmondræberkorpset ind i sin fæstning, titlens Infinity Castle, hvor det meste af handlingen foregår. Her konfronteres heltene Tanjiro (der har søsteren Nezuko), Zenitsu og Inosuke med diverse modstandere, mens de forsøger at lokalisere Muzan. 

Ligesom i F.W. Murnaus klassiker Nosferatu fra 1922 skal Muzan holdes beskæftiget til solopgang, da han kun kan dræbes af solens stråler. 

Serien henvender sig til et ungt publikum, men er ganske barsk med skadefro replikker som: ”Blodet løber ned i dine lunger og laver grumme gurglelyde. Det må gøre ondt.” Ligesom i Kurosawas samuraifilm følges et ultrakort sammenstød mellem fægtere af en kunstpause og så en fontæne af blod. 

Der er også et omvandrende lig med indvolde synlige via gabende sår. 

Indledningsvis kan filmen virke generisk. Der er de sædvanlige animeansigter filmet med de sædvanlige panoreringer hen over tegningerne, men instruktørerne Haruo Sotozaki og Hikaru Kondô har et trick i ærmet. Romerne kaldte teknikken ”litotes,” og ser man andet end blot Miyazaki, vil man støde på den i de fleste animefilm: Start på det jævne, så publikum sænker forventningerne og får blæst sokkerne af, når det går løs. Og løs går det! 

Visuelt er filmen blændende. Store dele består af nærkampe med sværd og næver i Muzans labyrintiske fæstning, skabt med computergrafik, så den forekommer endeløs og nærmest folder ind over sig selv a la drømmebyen i Christopher Nolans Inception. 

Filmens perspektivlege er i familie med de drilsk desorienterende træsnit af hollandske M.C. Escher, der er inspireret af italienske Piranesis kobberstikserie fra 1700-tallet med enorme, labyrintiske rum. Vi kender også stilen fra David Bowies troldslot i Labyrinth (1986), der respektfuldt nævnte Escher i rulleteksterne. 

I Demon Slayer-filmen fylder Eschers arv næsten hele værket og retfærdiggør betegnelsen ”Infinity Castle”. 

Undervejs klippes der til et kommandorum, hvor strateger forsøger at kortlægge dæmonslottet. Good luck! Der er også en mængde flashbacks, som er mindst lige så svære at holde styr på, men er en visuel nydelse: glødende ildskær mellem dalende snefnug og mahognisal med store træsøjler badet i gyldent aftenskær skønt omringet af måneblå tusmørke. 

Hvad mange ikke ved er, at også vi filmanmeldere har vores særlige teknikker og tilhørende kampråb. Således sker det, at en anmelder bøjet over sit tastatur nu og da udbryder eksempelvis ”adjektivalliteration!”, ”intertekstualitetsnørderi!” eller ”huskstjernekarakter!” Det sidste råbte jeg ekstra højt, mens jeg med min ninjafinger trykkede på asterisktasten og gav Infinity Castle fire stjerner.