Ringen på Mads Brüggers finger, som er lånt fra Fantomet-tegneserien, afslører noget vigtigt om ham. Den frihedselskende redaktør og dokumentarist i verdensklasse er melodramatiker. Han elsker det kontrasterende, det binære.
Det er nemlig afdækningens dybeste æstetik. Ud af mørket og frem i lyset. Lys er en af de ældste metaforer for sandhed.
Det kan ses igen i anden ombæring af Den sorte svane. De to nye kapitler – Mediespion og Sorteper – er ligesom de tidligere afsnit filmet som en nordic noir med tilstræbt sort-hvid-effekt, selv om der samtidig er jordslåede, dæmpede farver.
De dybe, douche farvetoner virker på én gang som realisme-fremmende og stiliserende.
Plottet i de to afsnit er ikke helt så jordrystende som de første fem afsnit. Men de er rystende. I det første af de nye afsnit bliver journalisterne fra TV 2 aflyttet, affotograferet og udleveret til politiet af en af politiets informanter.
Det er den dobbeltbundede erhvervsjurist Amira Smajic, som – instrueret af politiet – begår, hvad der ligner et digitalt indbrud i journalistens gemmer. Det er at se stort på kildehemmeligheden, men vi taler også om et regulært strafbart forhold.
Som en dommer siger i afsnittet: Man må ikke gå i en journalists dagbog uden en dommerkendelse. Og det er svært at forestille sig, at man får sådan én, eftersom journalister er sat i verden for at holde magthavere, politi og domstole i skak.
I det andet afsnit bliver det vildere endnu.
Amira Smajic ses igen i rollen som informant, men denne gang beder politiet hende angiveligt om at lyve under en afhøring, fordi de vil smide en anden kriminel under bussen.
Manden, som – igen lidt tegneserieagtigt, selv om det nu er Smajic’ idé – kaldes for Sorteper, laver fusk ved at påstå at slette forbryderes skattegæld. Smajic lyver, og efterfølgende idømmes Sorteper tre års ubetinget fængsel. En dom, som en pensioneret dommer takserer til at være tæt på et egentligt justitsmord, da manden kommer til at fremstå som bagmanden.
At politiet instruerer informanter i at gå i journalisters gemmer eller instruerer dem i at lyve lodret over for politikolleger, får hele systemet til at vakle.
”Det må ikke finde sted,” som dommeren siger.
I de første fem afsnit af serien så vi, hvordan kriminelle udnytter systemet. I de to nye ser vi, at systemet selv er pilråddent. For afsløringerne peger op i et cheflag, som man må håbe afdækkes af kommende afsnit.
Der har undervejs i forløbet været en ret intens kritik af Den sorte svane, og det ville også være underligt, hvis en så kritisk og grænseoverskridende serie selv gik fuldstændigt fri.
Ekko har eksempelvis i en større artikel i det aktuelle #98 beskrevet, hvor speget og problematisk det er at benytte en kriminel og utroværdig hovedkilde som Amira Smajic.
Et interessant problem i de nye afsnit er, at både en norsk underviser på Politihøgskolen i Oslo og den danske tidligere betjent og PET-agent, Stiig Wæver, giver udtryk for, at videre beføjelser til politiet måske faktisk var en idé, fordi et hav af sager ville komme for dagens lys.
Det koster imidlertid borgernes retssikkerhed, så det skal afvejes, som én i serien siger.
Og systemet synes ikke – officielt – at være på samme side. I hvert fald har justitsminister Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet onsdag indkaldt Folketingets retsordførere til et møde om Den sorte svane.
Klokken 12.30 på premieredagen for seriens to nye afsnit står han skoleret, og den har dermed allerede få timer efter sin lancering haft en enorm indflydelse.
facebook
twitter
Kommentarer