Det store søslag

Gode koncepter skal man gentage. Men kun, hvis de kan bære fragten og ikke tager vand ind. Samtidig skal man huske at udvikle dem. 

Det sidste gør Gitte Sønderby og Emil Abrahams fra Kompagniet med Det store søslag, hvor de endnu engang kører den ind med provinsielt nærvær, sød ironi, mild satire og en varm folkelighed, der klæder dansk tv. 

Det her er ret godt fjernsyn, der på en i grunden elegant måde kombinerer både oplysning, let underholdning og spændende story telling. Det fænger faktisk. 

Gudenåen i Midtjylland går igennem den lille by Ans lige syd for Viborg. Den beskrives i denne miniserie i to dele som en beboelse, der faktisk kun lige akkurat er en by. Så hyggelig er den. 

Ved Ans ligger Tange Sø, som egentlig er en kulturkonstruktion. Man ville lave strøm med opdæmmet vand, fordi der er et naturligt fald på Gudenåen. Og derfor lavede man Tangeværket, der i sine velmagtsdage producerede al den strøm, som en tredjedel af Jylland havde brug for. 

Det synspunkt har mange naturelskere og forkæmpere for vild natur og naturfredning. De ser for sig, at den drænede ådal bliver et virvar af biomasse, der summer og flagrer og svømmer og blopper og lever. 

Fronterne er derfor trukket op, når vi – i tiden omkring kommunalvalget i 2025 – ser de lokale holde folkemøder, spise hjemmebagte sø-kager og lave fakkeloptog, omend med lommelygter. Den lokalt opstillede politiker laver jammerlige AI-sange – ”og jeg har fået lavet 25 forskellige, både blues, country og rock” – om søen og dens overlevelse. 

Samtidig laver biologer og aktivister visualiseringer af Tange Ådal, som den jo så ville blive, hvor man kan se hele området drænet og fuld af dejlige myg. Altså det stik modsatte af det, som beboerne rundt om søen ønsker. For deres udsigt giver dem livskvalitet hver morgen. Måske også bedre huspriser, men som én siger, jo ikke så gode. 

”Hvis jeg ville lave en god investering, skulle jeg købe et hus i Aarhus Ø eller en lejlighed inden for Søerne – i København.” 

Mønstret bliver hurtigt tydeligt. De lokale vil have søen. De fisefornemme københavnersnuder vil have den drænet. De sidder i deres saloner inde på Christiansborg og bestemmer over jyderne, der bor ude i virkeligheden. Og de vil have, at der bliver vist hensyn – til dem! 

Men som Danmarks bedste biologiske formidler – det har han fået en pris for – siger, så har man jo siden opdæmningen vist hensyn til netop menneskerne i Ans og ikke til naturen. 

Konflikten er hårdt trukket op. Og bliver ekstra morsom – eller latterlig – fordi der hele tiden i billedet er en indikator på, hvor langt fra søen den talende bor. Og de, der bor længst væk, er faktisk oftest mest kritiske over for søen. 

Fra serierne om Balladen om kolonihaven over Slaget om Tisvilde er vi nu nået til Det store søslag. Det ville være forkert at sige, at kvaliteten er dalet. 

Men konceptet var mere skarpt i den allerførste. Konflikten var lidt mere karikeret i den anden. Og her i den tredje er det, som om den finder et nyt leje. Den er blevet mere folkeoplysning end reelt konfliktstof, mindre drama og mere sandkage. 

Der er flere almindelige mennesker, men også svagere og mindre gakkede karakterer. Og det er på trods af syngende socialdemokrater, hollandske indvandrere, der brygger sø-øl, og en bagedystvinder, som i tv-konkurrencen faktisk lavede Tangeværket – som kage med vand i lyseblå glace! 

Måske er der ikke så forfærdelig meget mere energi tilbage i denne provinskonflikt? Måske skal det bare drænes, så dets natur kan udvikle sig vildt? Det er stadig godt tv, men skabelonen begynder at virke lidt vandet.