Stenrige fars sofistikerede datter Jennifer i San Francisco interesserer sig for kunst og kultur. Og ballet især. Det sidste i form af den spændstige Fernando. Et naturtalent og hurtigt anset for en særegen danser med egen stil.
Men det første vi ser af ham, er, da han sammen med andre illegale mexicanere ankommer i en lastbil til USA. Fernando er som så mange andre syd for den amerikanske grænse drevet af den amerikanske drøm. Og med de penge, Jennifer har givet ham, har han nu betalt for at blive smuglet ind i mulighedernes land.
Han finder faktisk selv vej til Jennifers bolig og navnlig seng. Fernando er den ældre og mere modne Jennifers seksuelle besættelse. Men er han blot en belejlig bolleven eller en ægte elsker?
Det er motivkredsen i instruktøren Michel Francos fascinerende Drømme. Om et umage par, som har noget seksuelt kørende, der ligger et sted mellem lidenskab og liderlighed. Men som filmen ekspliciterer sin historie i impressionistiske glimt, nok mest det sidste.
Fernando er smækker, hans kød er redebon, og Jennifer er en frigjort kvinde. Eller er hun nu også det? Hendes mexicanske elsker, for hvem hun har finansieret en danseskole i Mexico, er han blot et stykke erotisk legetøj, som overklassekvinden har råd til, men helst når andre ikke ser det?
Når vi forlader filmen, gør vi det i mørke. Et stort og sort spørgsmålstegn er historiens punktum.
Umiddelbart synes Drømme at være aktuel som et bundt nyheder på tv-skærmen. Fernando er sådan en immigrant, præsident Trump jagter med sit korps af skalpejægere kaldet ICE. Den stakkels indvandrer tåles kun af sin mæcen, så længe han leverer varen på lagnet. Eller andre steder, hvor sex kan forekomme.
Drømme er fuld af lækre sexscener, hvor kun fantasien sætter grænser. Men på en underlig kuldslået og krystalklar måde. Samlejer som fast food.
Filmen er helt klart Jessica Chastains store nummer som Jennifer, født med en guldske i munden, men kold som en ispind nederst i kummefryseren.
Hun har selv peget på franske Isabelle Huppert (Pianisten) som sit skuespillerikon. Ud over det røde hår og det stålsatte blik har de begge sort bælte i at spille kvinder som varmblodede reptiler, der i feber og temperament kan slå om fra heftige hedeture til iskolde afvaskninger.
Sågar på den grandiose facon, som kendetegner Hollywoods store divaer i guldalderen. Det var dengang, Bette Davis og Joan Crawford tryllebandt publikum med deres melodramatiske tour de force.
Jessica Chastain er lige på kanten til parodien som passioneret kvinde. Danseren Isaac Hernández har som Fernando ikke meget at gøre godt med ud over sin krop og sin dans, men det er vel meningen.
Jennifer ønsker rå sex, men kun inden for rammerne af sin liberale borgerlighed og den kreative klasses velkendte dobbeltmoral. Det bliver tydeligt, da hendes bror får nys om affæren, mens resten af familien – med patriarken i spidsen – fortsætter med at spille for galleriet i bogstavelig forstand: De klapper af kunsten, men vender ryggen til menneskeligheden.
Humanismen reduceres til et checkhæfte snarere end reel medmenneskelighed. Pointen hamres konsekvent fast gennem filmens halvanden time. De rige er ligeglade. De handler frit, uden konsekvenser, og former verden efter eget forgodtbefindende.
Drømme er underholdende på begavet facon. Udstillingen af det liberale borgerskab som prangende samtidig moralsk anløbne mæcener er dog grumset. Ikke mindst i mødet med de mexicanske indvandrere, der frister en krank skæbne i dagens USA.
Filmens egentlige force ligger i dens impressionistiske dekonstruktion, hvor det klassiske drama udebliver, og de store følelser fordamper i noget, der mest af alt fremstår som tidsfordriv for de velhavende.


Kommentarer