DTF St. Louis

Vores gennemdigitaliserede tilværelse kan afstedkomme meget, hvad angår jalousi, misforståelser og ulykker. I DTF St. Louis ender det tilsyneladende med mord.

Jason Bateman og David Harbour spiller to midaldrende venner og kolleger, der er halvdeprimerede i deres halvkedelige forstadsliv.

Batemans Clark er den lokale tv-stations vejrvært, og Harbours Floyd er tegnsprogstolken, der oversætter Clarks reportager og femdøgnsprognoser.

Sexlysten er ikke, hvad den har været. Især ikke for Floyd, der har været så uheldig at se sin kone (Linda Cardellini) i baseballdommerudstyr – et uafrysteligt billede, der bremser ethvert optræk til erotik.

Da Clark introducerer Floyd for dating-appen ”DTF (Down to Fuck) St. Louis” for gifte mennesker, ser vennen det som en kærkommen mulighed for at ruske op i den daglige trummerum.

Kort efter findes Floyd død under mystiske omstændigheder på en lukket badeanstalt, og beviserne peger i overvejende grad på Clark. Det viser sig nemlig, at vejrværten også har haft en affære med Floyds hustru, Carol.

Genren er sorthumoristisk whodunit, og gennem efterforskningen af Floyds mord vendes og drejes personernes motiver flittigt. Fortiden genbesøges fra flere vinkler, så intet forbliver, som det først så ud til.

Det er dog ikke opklaringen af krimiplottet, der viser sig som seriens primære styrke. Det er derimod den langsomme åbenbaring af trekantsdramaets personligheder, hvor der tegnes afrundede og menneskelige portrætter. Og det i en genre, hvor der ellers er nok skabeloner og klichéer at falde tilbage på.

David Harbour spiller følsomt og varmt som frustreret ægtemand og stedfar, der har fået galoperende hjerte af sine økonomiske bekymringer og forgæves forsøger at smide de overflødige kilo. Trods den voksende mave nægter han at købe større tøj, for det ville være en psykologisk glidebane, siger han.

Batemans karakter fremstår først slesk og udspekuleret i sine fordækte møder med Carol. Men de seksuelle sessioner udspiller sig komisk og sidenhen overraskende rørende i de akavede forsøg på ægte intimitet.

Det er en dejligt uforfængelig fremstilling af lyst og fantasier. ”Ingen er normal,” siger en af de afhørte mistænkte, og er det i virkeligheden ikke en af menneskehedens største fællesnævnere?

I spidsen for efterforskningen er et umage par.

En gammel, hvid, mandlig chef-efterforsker (Richard Jenkins), der har konklusionen klar, så snart han har set gerningsstedet. Og en ung, sort, kvindelig kollega (Joy Sunday), der straks fornemmer en større uklarhed om motiverne.

Men også her styrer instruktør og manuskriptforfatter Steven Conrad (The Secret Life of Walter Mitty) uden om karikaturer og kunstige konflikter. Ved at lade professionalismen råde mellem de to fremstår arbejdsforholdet langt mere ægte.

Seriens komik er for det meste underspillet og består i skæve indslag og spidsfindige replikker, der giver dramaet og forholdene ekstra farve og tyngde.

Clark og Floyd triller rundt på kiksede liggecykler, mens de rapper om at bestå lægetjekket til livsforsikringen. En vellykket løbende joke er den konstant afbrudte historie om, hvordan Floyd fik en kroget penis, hvor forklaringen hele tiden forhales.

Og så er der den mandlige efterforsker, hvis noter udelukkende består af enkeltbogstaver, som ingen ville have en jordisk chance for at huske, hvad betyder.

Det er et persongalleri, man kommer til at holde af i al deres fejlbarlighed. Man håber derfor næsten, at dødsfaldet bunder i uforsætlige forviklinger frem for ondsindet overlæg.

Med kun fire ud af syv afsnit frigivet til anmelderne er det for tidligt at fælde samlet dom over forløbet. Men hvis de sidste afsnit undgår alt for usandsynlige og udspekulerede planer og holder fast i de gennemgående menneskelige karaktertegninger, kan serien meget vel vise sig at være en lille perle.