En ven, en morder

Emilie Meng. 

Sig navnet højt. Husk det. 

Det er navnet på den syttenårige pige, der i 2016 blev kidnappet, voldtaget og dræbt af Philip Patrick Westh, som i dag afsoner en livstidsdom. 

At lave en ”dokumentar”, hvor Emilie Meng anonymiseres, er meningsløst. Hele Danmark ved, hvem hun er. Og jo mere serien forsøger at undgå navnet, desto mere tåkrummende bliver det. 

Det andet store problem i Netflix-serien En ven, en morder er måden, man roder tingene sammen på. Serien handler angiveligt om relationerne omkring en drabsmand. Om at ingen kunne gennemskue ham. Om menneskeligt svigt. 

Vi genser politiinspektør Kim Kliver, der svigtede fatalt i efterforskningen af Emilie Mengs forsvinden. I 2023 fortæller han med bævende stemme, at en trettenårig pige er fundet i live. Endnu et af Philip Patrick Wesths ofre. Vi får billeder af gerningssteder, effekter og sexlegetøj. Serien dvæler ved perverse pornosider, nekrofili, pædofili og snuff. 

En stor del af serien er i virkeligheden blot en genfortælling af kriminalsagen. 

Inde i alt dette forsøger serien også at fortælle historien, som den egentlig siger, at den handler om: venskabernes sammenbrud og nærmiljøets rædsel. Havde man holdt fast i det spor – og foldet det endnu mere ud – kunne resultatet formentlig være blevet langt bedre, måske endda rigtigt godt. 

Det er den samme idé, som en anden dansk Netflix-dokumentar, Into the Deep, forsøgte at udfolde. Men den måtte Netflix senere klippe om, fordi flere i kredsen omkring ubådsmorderen Peter Madsen ikke ønskede at medvirke. Den version, der endte på tjenesten, satte mere fokus på morderen og fremstår som en dårlig version af det oprindelige værk. 

I En ven, en morder følger vi præsten Anna Helleberg Kluge, der fungerer som en slags talerør for lokalsamfundet omkring Emilie Meng-sagen. Hun taler om syndebukke, om ondskabens natur og om, hvad den gør ved os mennesker. 

Samtidig dykker holdet bag serien – instrueret af den erfarne instruktør Christian Dyekjær (Fantasten, Julemandens datter) for selskabet GODT Media – ned i tre konkrete relationer. 

Amanda er kæreste med Philips ven. Kiri Kamilla Olsen var kæreste med en anden af hans venner. Og Nichlas Kruse er i dag Kiris kæreste og var selv tæt på morderen i mere end femten år. Det er deres historier, der giver serien dens stærkeste øjeblikke, og som for alvor rører publikum. 

De to sidstnævnte har sammen med en journalist skrevet bogen Korsør 04:07, der udkom på Gyldendal i 2025. 

Amanda tør ikke længere gå alene hjem – heller ikke i København, langt fra Emilie Mengs hjemby Korsør – og virker næsten ældet af sagen. Kiri fremstår rystet i sin grundvold og har mistet en grundlæggende tillid. Og Nichlas, der stadig er på medicin, plages af mareridt og bærer tydelige spor af traume. 

Da Nichlas fortæller, at han stadig tvivler på sin egen dømmekraft, gør det ondt at høre. Ikke fordi han vurderede forkert, men fordi han så præcist sætter ord på følelsen af at være blevet snydt. 

En stor del af serien handler om de mange mennesker, der deltog i eftersøgningen af Emilie Meng. Det er på en gang bevægende og dybt urovækkende. Tusindvis af mennesker engagerer sig, men ofte med vidt forskellige og til tider besynderlige dagsordener. 

Nogle drives af medfølelse med de pårørende. Andre ender på mærkværdig vis selv i centrum. Nogle optræder som en slags amatørbetjente. Andre er fyldt til randen med konspirationsteorier og galopperende paranoia. Og drengene fra Korsørs daværende ghettoområde Motalavej vil mest af alt have de andre til at forsvinde.

Helt absurd bliver det, da en kvinde pludselig mener at høre stemmer fra et hus. Politiet splitter huset ad og sender hendes optagelser til eksperter i udlandet. De kan ikke høre noget som helst.

Det er rent massehysteri og rå indbildning – en slags Reddit i virkeligheden, hvor mennesker udtaler sig skråsikkert om ting, de intet ved om. 

Familien Meng er selvsagt meget ked af, at serien overhovedet har set dagens lys. Og Gud, hvor man forstår dem. Den er grænseoverskridende i hele sin etos. For hvad vil den her serie egentlig? Mest af alt er den markedspladsgøgleri i sin moderne form. True crime, glosuppe, kigge-kø. 

Det interessante om venskaber og miljøer, der bryder sammen, kommer alt for sent. Resten er plat. Meget af serien er velproduceret og faktisk ret smukt filmet. Indtil de sidste scener, hvor alt pludselig sovses ind i slowmotion, barnelatter og yndige farver.