Biografanmeldelse
06. dec. 2018 | 09:37

Engle går i hvidt

Foto | Shuo Feng
Den femtenårige stuepige Mia (Vicky Chen) bevidner en aften et overgreb på det motel, hvor hun arbejder. Det sætter gang i en grum række af begivenheder.

Modig kinesisk independentfilm skildrer korruption og kvindeundertrykkelse med en stærk fortælling om overgreb på unge piger.

Af Wendy Ide

Social uretfærdighed er et tilbagevendende tema i kinesiske independentfilm.

Men det er sjældent, at en kinesisk produktion går så åbenlyst i clinch med de skruppel- og ansvarsløse samfundsstrukturer, der koster samfundets mest sårbare ofre dyrt. Vivian Qus exceptionelle, uforfærdede anden film er stilistisk mådeholden, men frygtløs i de emner, den tager op.

Uden for den sydkinesiske millionby Xiamen er strandpromenaden på et feriested i lavsæson overskygget af en gigantisk gipsstatue af Marilyn Monroe. Hun står fastfrosset med hænderne for kjolen i den berømte positur fra Den søde kløe, med nederdelen i vejret og trusserne til skue.

Et ti meter højt sexobjekt og en lummer opfordring til vovede selfies.

Det er et tørt, lettere surrealistisk og meget grumt billede på de holdninger til piger og kvinder, som gennemstrømmer Engle går i hvidt.

Filmens hovedrolle er den femtenårige stuepige Mia, der spilles med bemærkelsesværdig selvsikkerhed af Vicky Chen. Mia begår sig i en verden filtreret gennem et eftertrykkeligt mandligt perspektiv, hvor kvindelig ungdom og renhed er værdsat, men også anses for noget, der kan købes.

Eller som det sker i filmens mest fatale scene: tages ved magt.

Mia arbejder på et motel tæt ved havet, og da hun en aften tager over ved receptionen, tjekker en af de lokale pinger ind med to mindreårige skolepiger på slæb. De booker separate værelser, men på overvågningsskærmene ser Mia manden trænge ind på pigernes værelse. En pludselig indskydelse får hende til at optage forløbet på sin telefon.

De to tolvårige piger, Wen og Xin, virker begge meget unge og skrøbelige, da de næste morgen går (for sent) i skole. Vivian Qu træder taktfuldt uden om de begivenheder, der sker mellem denne scene og den næste – hvor pigerne, flankeret af deres chokerede forældre, bliver afhørt, og en voldtægtsanklage rettes mod manden, der viser sig både at være Xins gudfar og hendes fars chef.

Med forældrenes skænderi og gensidige beskyldninger i baggrunden holdes kameraet fastlåst på Wen. Det er et rystende øjeblik. Malet i den lille piges ansigt er smerte, skam og – mere end noget andet – frygt for, hvad der nu kommer til at ske.

Vivian Qus samarbejde med sine unge skuespillere er gennemgående fremragende, men denne scene er særligt imponerende.

Wen har god grund til at være bange.

Fotograf Benoît Dervaux’ varsomme, håndholdte kameraarbejde (han har ofte været fotograf for Dardenne-brødrene) skaber en dirrende utryghed. Hendes krænker er en mand med magt og forbindelser. Mia har videoen, der kan bevise Wens historie, men hun er selv en immigrant i en prekær situation. Og empati er en luksus, hun ikke kan tillade sig.

Filmen har et ufarligt, ensformigt udseende, og den matte, let udvaskede farvepalet af falmet blå og grøn skaber en kommunefarvet kontrast, efterhånden som filmen bliver stadigt mørkere.

Vivian Qu fremkalder en nøgtern resignation, når hun viser børn blive undergravet og endda bebrejdet af de folk, der burde holde en hånd over dem. Korruptionen siver fra samfundets top til bund og rammer alle, fra regeringsfolk og politiet til de lokale gangstere og alfonser. I den ulmende, retfærdige harme over kinesisk kvindeundertrykkelse er her et slægtskab med Yang Lis svidende Blind Mountain.

Og hvad med Marilyn, det overdimensionerede ikon for kvindelig varegørelse? Som ugerne går, og hendes velskabte ben dækkes af graffiti og plakater, mister hun sin glans af friskhed. Nu hvor hun ikke længere er uberørt, taber hun værdi i byen. I en afsluttende sekvens ser vi statuen løftet med en kran fra promenaden og kørt væk i skam på en blokvogn.

Det er et slående poetisk billede af en bogstavelig talt falden kvinde, der kasseres – og en uafrystelig symbolsk kommentar til det kinesiske samfund og den værdi, det tilskriver unge kvinder.

Trailer: Engle går i hvidt

Kommentarer

Titel:
Engle går i hvidt

Originaltitel:
Jia nian hua

Land:
Kina

År:
2017

Instruktør:
Vivian Qu

Manuskript:
Vivian Qu

Medvirkende:
Vicky Chen, Meijun Zhou, Ke Shi

Spilletid:
107 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
6. december

© Filmmagasinet Ekko