F1

Brad Pitt spiller Sonny Hayes, en racerkører med speederen i bund, et talent for uortodokse strategier og et impulsivt, enerådigt sindelag, der kan føre til halsbrækkende ulykker. En ensom ulv på kollisionskurs i overhalingsbanen.

Da en gammel ven (Javier Bardem) overtaler vores helt til at køre Formel 1 for et hold med et ry for at komme sidst i mål, bliver det en kamp op ad bakke. 

Og ikke uden gnidninger med resten i holdet.

Især bekymrer Sonny holdets yngre racerkører Joshua Pearce (Damson Idris), der ser ham som en trussel mod sin position. Pearce er dygtig bag rattet men også noget umoden. Mentalt er han endnu ikke flyttet hjemmefra og ville have sin mor med i racerbilen, hvis der var plads.

Det er der som bekendt ikke. Men som tilskuer får vi takket være fiskeøjeoptik alligevel lov til at være med i cockpittet hos Brad Pitt. 

Mens disse lynglimt af titanium og testosteron suser af sted mod målstregen, klipper filmen dynamisk mellem subjektive indstillinger, hvor vi ser med som en fartdjævel på Pitts skulder, og andre dynamiske skud, typisk med kameraet fastspændt på karosseriet eller susende af sted lige over asfalten. 

Det er gammelkendt kameraarbejde, udført så flot som teknisk muligt, og en nydelse at se på det store lærred. Heldigvis bliver filmen flere steder vist i IMAX. 

Handlingen følger F1-holdet fra racerbane til racerbane, fra land til land. Det har kostet 300 millioner dollars – cirka 1,9 milliarder kroner – at lave, og pengene kan ses på lærredet.

Men trods en episk spilletid på to en halv time har F1 kun minimal handling og ingen større overraskelser. 

På teknikerholdet er der for eksempel to kvinder, hvor den ene (Kerry Condon) ”kun” er tyve år yngre end Pitt, så den del går, som det ville gå i stort set enhver anden Hollywood-film.

Bortset fra teknisk bilbøvl, sportslig konkurrence og skæbnens benspænd i form af pludselig nedbør er der ingen egentlige skurke.

Alle medvirkende er menneskeligt sympatiske. Det kunne gå dem skidt, men F1 er en feel good-film, der lover et smil, fylder benzin i tanken, træder speederen i bund og leverer varen. Ja, den sætning var til plakaten.

Filmmediet har altid elsket at lade prægtige fartøjer passere tæt forbi kameraet. Startskuddet lød i 1896 med L’Arrivée d’un train en gare de La Ciotat af de franske filmpionerer Auguste og Louis Lumière. Og var man biografgænger i 1 1977, vil man aldrig glemme det indledende skud af stjernekrydseren i den første Star Wars og hele biografsalen spontane jubel.

Specifikt i racerbilgenren kommer den japanske, kultdyrkede animeserie Mahha GoGoGo, også kendt som Speed Racer (1967–1968), tidligt fra start. Lige i hælene på Elvis-filmen Viva Las Vegas (1964), der kulminerer på samme racerbane som F1.

Lige bag dem i feltet – denne paragraf bør læses i Gunnar Nu Hansen-stil med entusiastisk åndenød – følger de vesterlandske udfordrere Le Mans (1971) med Steve McQueen, og John Frankenheimers Grand Prix (1966) med innovativ brug af diagonale kameravinkler i svingene, fulgt af Ron Howards Rush (2013), James Mangolds Le Mans ’66 (2019) samt hele Fast and the Furious-franchisen med The Rock og Vin Diesel bag rattet fra 2001 og frem.

Fra en særligt høj piedestal troner Ivo Caprinos stopmotion-mesterværk Bjergkøbing Grand Prix fra 1975 med håndværkersnilde og excentrisk charme, der gør den til en livslang kærlighed. F1 bliver aldrig mere end højst en god ven.

Kim Bodnia har i F1 en større, gennemgående rolle som holdleder.

Den karismatiske mand af folket er godt valgt som den, der holder peptaler og ikke er bange for at rulle ærmerne op, når splitsekunderne tikker, og der mellem runderne skal foretages endnu en lynreparation.

Efter roller i tv-serierne The Witcher og Killing Eve er F1 Bodnias hidtil største rolle i en international produktion. Med alle hans stærke danske præstationer i det mentale bakspejl ønsker man ham fortsat god fart også ned ad sSunset Boulevard.