Biografanmeldelse
05. okt. 2020 | 21:20

Familien Bigfoot

Foto | nWave
Med fuld fart i en minevogn er Bigfoot og hans kone Shelly samt deres søn Adam på vej for at stoppe skurkens onde planer.

Humor og alvor blandes fortrinligt i animeret familiefilm, som har et vigtigt budskab om naturens balance til det unge publikum.

Af Astrid Maan Thomsen

Der er skurke, helte, bomber, kærlighed, god musik og familieforhold for alle pengene i efterfølgeren til belgisk-franske Bigfoot Junior fra 2017.

Med glat og fin animation starter historien ganske simpelt.

I Bigfoot Junior finder unge Adam ud af, at hans forsvundne far rent faktisk er selveste Bigfoot. Nu lever han sammen med sin far, mor og en lille hær af talende dyr.

Faren er blevet en berømthed i byen, og alle vil gerne tjene penge på ham. Men han vil hellere hjælpe naturen og bruge sin berømmelse til noget godt. Så han forlader den lille familie for at støtte demonstranter, som vil forhindre, at firmaet Xtrakt borer efter olie i et naturreservat.

Men da Bigfoot pludselig forsvinder fra jordens overflade, er det op til den unge Adam, moren og deres dyrevenner at finde frem til sandheden om, hvad oliefirmaet egentlig har gang i, og samtidig finde Bigfoot.

Instruktørerne Ben Stassen og Jeremy Degruson har samlet holdet fra den første film og frembragt en actionfyldt og spændende familiefilm, som vil underholde både børn og voksne.

Det er ikke nødvendigt at have set den første film, men kvaliteten af Familien Bigfoot vil give publikummer lyst til at se etteren.

Animationen er fejlfri i Familien Bigfoot og skabt med et træfsikkert, komisk talent. Åbningsscenen er en hæsblæsende kamp på liv og død mellem en ulv og en lille kanin. To elementer, som vi får flere gensyn med i filmen.

I et iskoldt vinterlandskab flygter kaninen ned ad bjerget med ulven lige i hælen. Da alt håb ser ud til at være ude for det lille dyr, sker der noget, som fanger ulvens opmærksomhed, og kaninen kan i denne ombæring ånde lettet op.

Familien Bigfoot er et forfriskende originalt bud på en moderne familieflm, hvor skurkene er som taget ud fra James Bond-universet, og hvor man faktisk gang på gang bliver overrasket af handlingen.

Skurene er skurke med stort S, og den unge Adam får virkelig sin sag for.

Og præcis som i James Bond-filmene er der god brug af teknologiske virkemidler såsom flyvende dræberdroner, hurtige motorcykler og massive, sprængfarlige bomber.

Midt i underholdningen glemmer filmen ikke kampen for at stoppe overgreb på naturen, men også det oppustede, glamourøse liv på de sociale medier får én over snuden.

Desværre er monologer og samtaler figurerne imellem ikke synderligt velskrevne, og når en figur snakker løs, føles det ofte mest som støj i baggrunden.

Der er de sædvanlige floskler om ungdomskærlighed, og at man skal turde tro på sig selv. Ikke videre opfindsomt, men for en børnevenlig film er det, som det skal være.

Børn vil også finde glæde i magiske elementer såsom Adams helbredende kræfter, hans hurtighed og de mange talende dyr. Der er tænkt over enhver detalje, og Familien Bigfoot har held med at proppe mange forskellige figurer ind i historien, uden den føles overfyldt.

Resultatet er en sjov rutsjebanetur inden for forskellige genrer. Den begynder som en typisk børnefilm, glider over i en roadfilm og ender nærmest som en klassisk spion-thriller.

Men frem for alt formår instruktørerne midt i den flotte animation at viderebringe et vigtigt budskab til deres unge publikum.

Trailer: Familien Bigfoot

Kommentarer

Titel:
Familien Bigfoot

Originaltitel:
Bigfoot Family

Land:
Belgien, Frankrig

År:
2020

Instruktør:
Jeremy Degruson, Ben Stassen

Manuskript:
Bob Barlen, Cal Brunker

Medvirkende:
Malte Milner Find, Sebastian Jessen, Natalie Madueño, Mads Knarreborg (danske stemmer)

Spilletid:
89 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
8. oktober

© Filmmagasinet Ekko