Streaminganmeldelse
11. okt. 2025 | 15:27

Famous Last Words: Dr. Jane Goodall

Foto | Netflix

Menneskeabeforskeren Jane Goodall blev den første afdøde kendis, som kom i den amerikanske pendant til Mikael Bertelsens program Det sidste ord.

Mikael Bertelsens evne til at være både omsorgsfuld og skarp som samtalepartner bliver tydelig, når man ser den salvelsesfulde og forblændede vært i den amerikanske kopi.

Af Kristian Ditlev Jensen

Jane Goodall, den berømte menneskeabeforsker, er ikke alkoholiker. Det slår hun fast, da hendes allerede næsten skeletagtige kvindekrop – vaklende og svagelig – bliver fulgt ind til en magelig stol i det ubemandede tv-studie af værten Brad Falchuk. 

Årsagen til den insisterende udtalelse kommer, fordi Falchuk har sørget for, at der står en stiv whisky. Den har hun selv bedt om. For ellers bliver hun så tør i halsen af at snakke, siger hun. 

Famous Last Words – som Netflix-udsendelsen hedder - rummer, ligesom sit danske forlæg Det sidste ord, både afsløringer, overraskelser og sårbarhed. Kommentaren ovenfor er et eksempel på det sidste. Ikke at det gør noget, om hun var alkoholiker. For når vi ser programmet, er hun død, hvilket jo er hele programmets idé. 

Menneskeabeforskeren og især -formidleren Jane Goodall blev den første afdøde kendis, som kom i den amerikanske pendant til Mikael Bertelsens program. 

Hvor Bertelsen er loyal og omsorgsfuld, men også kølig, skarp og konfronterende, er Brad Falchuk nærmest bare en superfan. Hele programmet er sovset ind i en underligt påtaget hyldest og gudfrygtighed, som gør det næsten kvalmende. 

”Jane, du er et ikon …” lyder en af de første sætninger. 

Og selv om Jane Goodall vitterligt har været meget banebrydende, bliver det lidt for salvelsesfuldt. Og overforklarende. For hvis hun ikke var et ikon, var hun jo slet ikke med. 

Der er kulturforskelle imellem USA og Danmark, som vi kender det fra andre melodramatiske og opkørte tv-shows. Det er amerikanerne i deres gode ret til at lave, men det giver bare en helt anden udsendelse end den dybere samtale, som Bertelsen leverer. 

Vi kommer ind, bevares. Vi kommer ned i sjælen, men slet ikke på samme intime måde. 

Der er dog skønne momenter i udsendelsen. Jane Goodall lirer nærmest sin livshistorie af, ligesom hun plejer at gøre ved dyre sponsormiddage, fornemmer man. Og vi hører om pigen Jane, der tog regnormene – og jorden! – med ind i seng for at passe på dyrene. 

Senere hører vi også om en forbavsende kynisk indstilling til kærlighed. Jane Goodall giftede sig med to mænd og tog helt bevidst dem, der kunne give hendes sag kontant støtte og fremme hendes karriere. 

Hun giftede sig ikke med den mand, hun var forelsket i, selv om det var gengældt. Og hun afslører ikke, hvem denne gifte mand var af respekt for hans familie. Det virker meget civiliseret. Men hårdheden i misbruget af kærligheden er samtidig noget nær bestialsk. 

Flere steder, når hun taler om menneskeaber, studser man over den gamle hun-menneskeabe, der sidder og taler. Hendes sag – formidlingen af abernes lighed med os – får os til at se alt på en ny måde. Måske en mere videnskabeligt præcis måde? 

Vi er, når alt kommer til alt, bare endnu et dyr. 

En af de mere forbløffende ting er en længere passage, hvor primatologen og antropologen begiver sig ud i store udredninger om Guds væsen. Det kommer lidt bag på intervieweren, men det er meget smukt, fordi Goodall kobler sit gudsbillede med et spirituelt new age-natursyn og med de mange år i Afrika, hvor hun, fornemmer man, har fået en lidt anden og mere animistisk indstilling. 

Gud er livet i mennesker, dyr og planter og så videre. 

At den venstreorienterede dyre- og klimaaktivist ønsker at sende Trump og Musk til Mars med en måneraket, er uklædeligt aggressivt, men i det mindste ærligt. Her bruger Goodall idéen om, at gæsten ikke kan røres for sine udtalelser, når hun endegyldigt har sluppet sin lian. Noget, man har savnet i de danske programmer, hvor næsten aldrig er de store afsløringer. 

Men her får vi da én, nemlig at Goodall hader the far right. Også på den måde er hun lidt af et vilddyr. 

Og hendes famous last words? Det er en teleprompteropsang om, at vi skal passe på Jorden. Det virker umiddelbart forlorent, men tåren i hendes ene øjenkrog rammer én hårdt. Hun sørger. Hun er bange. Og hun ved, hvad hun taler om.

Trailer: Famous Last Words: Dr. Jane Goodall

Kommentarer

Titel:
Famous Last Words: Dr. Jane Goodall

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Brad Falchuk

Medvirkende:
Jane Goodall, Brad Falchuk

Spilletid:
55 minutter

Premiere:
3. oktober på Netflix

© Filmmagasinet Ekko