Serieanmeldelse
25. sep. 2020 | 16:45

Fargo – sæson 4

Foto | Matthias Clamer
Chris Rock er sæsonens frontfigur som den driftige gangsterboss Loy Cannon, der forsøger at udmanøvrere den italienske mafia i Kansas City i 1950.

De første fire timers spillebrikker lufter fascinerende spørgsmål om loyalitet og diskrimination, men forhåbentlig stikker serien igen en kæp i hjulet på sig selv.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

”Hov, det er den forkerte dør!” råber en fortørnet vagt, da gangsterbossen Loy Cannon og hans sekundant – vise, gamle Doctor Senator – går ind i en bank ad hoveddøren i stedet for den med skiltet ”Farvede”.

De har et møde for at pitche en revolutionerende ny opfindelse, kreditkortet, men når ikke langt i præsentationen, før bankdirektøren mister interessen.

Racisme har før spillet en rolle i Noah Hawleys antologiserie over Coen-brødrenes mesterværk Fargo. Men i fjerde sæson trækkes den frem som det tematiske omdrejningspunkt.

Den amerikanske drøm oprulles med afsæt i Kansas City i 1950 som én lang, moralsk fordærvet bandekamp mellem forskellige etniciteter, hvor kun de hvide protestanter har loven i ryggen.

Loy Cannon – spillet med bombastisk mådehold af komikeren Chris Rock – er en driftig forretningsmand, der i første afsnit bytter søn med lederen af den lokale mafia for at sikre en skrøbelig bandefred.

Men kort efter bliver der alligevel erklæret bandekrig med et startskud gennem halsen på Don Fadda.

Så overtager sønnen Josto styringen, men han har – i Jason Schwartzmanns spinkle skikkelse – svært ved at sætte sig i respekt. Især da hans mordlystne bror Gaetano ankommer fra Italien som en rabiesfrådende muskelhund i et hønsehus.

Den eskalerende bandekrig føles som et hovedspor i de fire afsnit, der er stillet anmeldere til rådighed, og det er en skam.

Noah Hawley hviler nemlig ofte på den genres logik og indbyggede spændingsoptrapning frem for at ryste posen med de bizarre skæbnepuds, der altid har forankret Fargo-universet i absurd tilfældighed.

Bandekrig var også et bagtæppe i seriens anden sæson, der stadig er et højdepunkt. Her løsrev Hawley sig for alvor fra Coen-brødrenes forlæg og kastede sig ud i en mere samfundsfilosoferende og spraglet fortælling.

Han fortsætter i samme spor i fjerde sæson, der dog er decideret overlæsset. Særligt de første par afsnit (som Hawley selv har instrueret) føles som pensumlæsning, før historien går i gang.

Vi skal lige introduceres til den OCD-ramte, stammende detektiv Odie Wheff og den dydige mønsterelev Ethelrida og hendes umage familie, der driver en begravelsesforretning i kælderen. Hendes hvide far ligger under tøflen på den sorte mor.

Der er også den selvretfærdige mormon-præst og federal marshall Dick ”Deafy” Wickware, en pure Coen’sk karakter spillet af Timothy Olyphant med et glimt i øjet.

Og den morderiske sygeplejerske Oraetta Mayflower (Jessie Buckley) er et festfyrværkeri af snerpet utilregnelighed.

Ikke mindst, da hun nærmest med magt indleder en affære med Josto og river ham af på forsædet, mens hun synger borgerkrigssangen The Battle Hymn of the Republic.

Alle personer har talegaverne i orden, og Noah Hawleys dialog er lige så melodisk og ekvilibristisk, som den altid har været.

50’ernes økonomiske boomtider er fornemt genskabt med prangende produktionsdesign, ligesom seriens tilbagelænede, jazzede rytme og smag for to-tre-firedelte billeder får fans til at føle sig i gode hænder.

Men Hawley beder om meget tålmodighed, når man efter fire timer stadig ikke har fundet en fængende retning i historien. Også selv om det på mange måder er en historie til tiden.

Siden Frances McDormands elskelige, højgravide politichef i filmen har Fargo-universet altid budt på en moralsk retskaffen politiofficer, der kan skelne mellem godt og ondt. Men denne sæson er mere bevidst end tidligere om, at ikke alle har samme forudsætninger for at vælge rigtigt mellem de to.

Det er en stærk pointe, og de første fire timers spillebrikker lufter fascinerende spørgsmål om diskrimination og loyalitet i lille og stor målestok.

Heldigvis har Fargo for vane at stikke sig selv en kæp i hjulet halvvejs igennem sæsonen. Så der skulle være gode forudsætninger for, at de sidste syv afsnit kan indfri de ambitioner, der luftes i de første fire.

Niveauet kan stadig hæves fra underholdende til fremragende.

Trailer: Fargo – sæson 4

Kommentarer

Titel:
Fargo

Sæson:
4

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Noah Hawley

Medvirkende:
Chris Rock, Jessie Buckley, Jason Schwartzman, Glynn Turman, Ben Whishaw, Timothy Olyphant

Spilletid:
Elleve afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
28. september på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko