Frasier

Udfordringen med at genoplive Frasier er, at den er fra en anden tid. 

Serien om den snobbede psykiater og radiotalkshowvært samt hans excentriske og behandlingsmodne familie udspiller sig i 1990’ernes USA, som den blev oplevet af den højere middelklasse med caffe latte, skinnede habitter og masser af indenrigsflyvning. 

Den verden findes ikke mere, og serien sluttede da også i 2004. Ligesom med Lars von Triers Riget vil fans have mere af det samme, men det kan de bare ikke få. 

John Mahoney, som spillede far til Frasier og hans psykiaterbror Niles, afgik ved døden i 2018 (hvorfor den nye Frasier er dedikeret til ham). 

David Hyde Pierce spillede fænomenalt den topneurotiske, jaloux og fysisk svage Niles. Han huskes for kongereplikken ”Jeg er ikke én, der løfter!” i en scene, hvor farens grimme recliner-lænestol skulle rykkes lidt. Men skuespilleren gider ikke være med mere. 

Med lillebrorens exit forsvinder også Jane Leeves, der spillede hushjælpen Daphne Moon, som Niles var forelsket i. Læg dertil at Kelsey Grammer, som spiller Frasier selv, er blevet tyve år ældre og synligt dårligt gående, selv om han kun er 68. 

Det sætter holdet bag serien i en meget vanskelig situation. Hvordan fortsætter man noget, der er endegyldigt slut, og hvor halvdelen af rollebesætningen er væk? 

”På en ret sjov måde ledte det os bare videre til et helt nyt sted, som egentlig også var vores oprindelige plan, nemlig at give Frasier en tredje akt. Det her er et helt nyt liv for ham,” har Kelsey Grammer udtalt til People Magazine. 

Manuskriptforfatterne er igen dem, der løber med hele æren. For serien er fremragende skrevet – både som koncept og i de små detaljer. 

Figuren Frasier, der siden fik sin egen spin-off-serie, begyndte som en bifigur i serien Sams bar. På amerikansk havde serien bare navnet på baren, Cheers, og den kunne ses fra 1982 til 1993. 

På Cheers i Bosten var Frasier stamkunde. Psykiateren sad og talte om alle sine problemer med bartenderen. Og den samme humor – med spejlinger, dad-jokes og call-backs – er også grundstenen i den nye serie. 

Frasier flytter nemlig tilbage til Boston, hvor han oprindelig har gået på universitetet – og bar. Hvor hans far engang flyttede ind hos ham, flytter Frasier nu ind hos sin søn Freddy (spillet rutineret af Jack Cutmore-Scott), der til sin fars store skuffelse kun er brandmand. 

Freddy overtager raffineret nok faren Martins rolle som arbejderklasserepræsentant, og vittigheder om dårlig smag og lav stil kan fortsætte uafbrudt igennem alle de følgende afsnit, hvor sønnen for eksempel insisterer på, at der skal være et airhockey-bord midt i stuen. 

Niles er skiftet ud med sin egen søn David (søde Anders Keith), og et nyt sidekick til Frasier er hans gamle studiekammerat Alan (Nicholas Lyndhurst), der er drikfældig, doven og meget britisk. 

Serien er ikke den gamle serie, og man skal se igennem en hel del mangler og brister i skuespillet, hvor særligt Kelsey Grammer virker præget af alderen. 

Men kan man tilgive dét, er forbavsende meget af ånden den samme. Ikke mindst manuskriptet, som mange steder er hylende morsomt og ligner fortidens satiriske tilgang til den talende og kreative klasse. 

Og vittighederne er faktisk lige så sjove. 

Som når Frasier råber ”min ex-kone Lilith!” i en pubquizz, hvor det rigtige svar er ”den arktiske cirkel”. Og man skal selv regne ud, at spørgsmålet må have været noget i retning af: Hvad er det koldeste i hele verden? 

Den slags knaldhætte-smældende humor er serien overstrøet med, ligesom den flyder over med referencer til litteratur, psykologi, humaniora, kunst og fine dining. 

Når Frasier siger ”Hvis du ellers er færdig nu, Oedipus, så vil jeg gerne sige noget …”, tænker man uvilkårligt, at det egentlig er ret sjældent at forudsætte den slags akademisk viden i en sit-com. 

Serien byder på de klassiske forviklinger, og der er masser psykologiske temaer: far-søn-forhold, kærlighedskvaler, akademisk ambition, selvforståelse, narcissisme. 

Samtidig er metaplanet virkelig sjovt. 

Der bliver lavet tykt grin med dr. Frasiers succes, som er vokset til Dr. Phil-agtige højder, fordi han omsider har fået sit eget tv-show. Og der gøres grin med hans rigdom. Frasier køber hele huset i stedet for bare en lejlighed, men bliver ikke lykkeligere af det. 

Optagelserne er lavet som den traditionelle ”kasse uden en fjerde væg”, så vi kigger direkte ind i stuen. Skuespillet vakler indimellem, ligesom det også ofte gjorde i første generation af Frasier, men folk falder aldrig helt ud af rollerne. 

Meget er væk eller forandret, men skaberne af serien har besluttet at bygge videre på mange af dens styrker. Der er lagt humor ind i sprog, interiør og tøj. Og da man pludselig opdager, at tapetet ved trappen i Frasiers nye lejlighed er billederne fra psykologernes klassiske Rorschach-test – bedre kendt som ”blækklatter” – ved man, at der er tænkt over detaljerne. 

Enten elsker man bare Frasier, og så vil man også elske dette nostalgiske og lettere sentimentale gensyn med figuren og universet. Eller også må man – ak – søge professionel hjælp.