GLAZE & Alt for god

David Lynch sagde engang, at man aldrig vil kunne opleve en film fuldt ud på en telefonskærm. Det havde han givetvis ret i, når det gælder produktioner, som er beregnet til at blive set på det store lærred i biografmørket.

Men i takt med at teknologien omformer vores hverdag og medieforbrug, virker det kun naturligt, at fiktionslandskabet også ændrer sig.

Så hvordan er det med fiktion, der er designet til at blive set på telefonen? Nu har vi fået to danske bud i det format, der kaldes ”mikrodramaet” eller ”vertikalt drama”. Det lille format er allerede blevet stort i udlandet, især i Kina, og anses for at være en industri i rygende vækst.

Der er tale om serielle fiktionsfortællinger udsendt i korte bidder på få minutter og filmet på højkant, så det passer til glasrektanglet i hånden. En konkurrerende genre til et visuelt rum, der oftest domineres af influencere eller gakkede memes.

Det første eksempel skabt af et større dansk mediehus er TV 2 Østjyllands GLAZE, instrueret af Milan Ganesan, kendt fra Ekko Shortlist.

Over fjorten afsnit følger vi lærervikaren Helin og hendes veninder, der tumler med datinglivet i Aarhus som unge minoritetsdanskere. Helins mor presser gevaldigt på for at få hende gift, men samtlige fyre, hun kommer i nærkontakt med, viser sig at have en eller anden komisk brist.

”Mikodrama” synes at være en misvisende betegnelse. Man burde snarere kalde det ”mikrokomedie”, for fortællestilen er skåret efter mockumentary-sitcom-genren med interviews fra hovedpersonerne blandet med scener fra den bøvlede hverdag.

Det korte format giver nogle helt specifikke dramaturgiske udfordringer. Som de sociale medier foreskriver, skal tingene gå stærkt, og det jumpcuttende mockumentary-format virker som den oplagte genvej til at få forklaret afsnittets setup hurtigt. Resultatet er som små vignetter eller anekdoter, der kan ses uafhængigt af hinanden.

Desværre virker spilletiden ikke overraskende som en spændetrøje. Der er hverken plads til at udfolde mere komplicerede forviklinger end dem, der kan forklares med en enkelt replik, eller dykke rigtigt ned i forholdet mellem veninder.

Snackbidder mætter ikke, og det bliver kun til et overfladisk bekendtskab, selv om det er et momentvist muntert et af slagsen.

Lina Csillags Alt for god – hun spillefilmdebuterede med Hood og har desuden flere kortfilm på Ekko Shortlist – har en anden tilgang til den serielle fortælling. De syv afsnit udgør én samlet historie, der udspiller sig over en aften på Victors Bar, hvor den usædvanligt overbærende bartender Victor holder til.

Vi er også her i den humoristiske afdeling, men der er gjort plads til en snert af dybere karaktertegning. Blandt barens gæster er Rasmus Botoft som den oprørte Lars, der mistænker, at hans kone boller udenom. Og Rasmus Borg Olesen som Oscar, en business-karlsmart, der vil rådgive bartender-Victor i at være mere selvhævdende.

Med det vertikale format er det personerne, der optager størstedelen af billedet, og Kristian Halken render med opmærksomheden som den lune Victor. Han vælger at se lyst på tilværelsen, men små detaljer i fortællingen peger på en bagvedliggende ensomhed.

Episodeopdelingen virker dog lidt arbitrær, og det samlede indtryk er af en udmærket kortfilm, der er klippet i stykker, så man ikke får lov at blive i barlokalets stemning længe nok til at mærke det skitserede miljø.

Fælles for begge eksempler er den frustrerende følelse af at blive lovet mere, end der faktisk bliver leveret. Indlevelsen og det følelsesmæssige engagement udebliver, fordi man hele tiden aner en større fortælling, end det smalle billedformat og den knappe spilletid tillader. Det flygtige forbliver luftigt uden at hægte sig fast i følelserne.

De to mikrodramaer fungerer måske nok som adspredelse på farten, og det er der bestemt ikke noget galt i. Øjensynligt trives det korte format bedst med det sjove indhold. En spændende udfordring kunne være at afprøve, om det også kan bære det virkelig dramatiske eller det tragiske.

Kan man forestille sig en mikrodramaets svar på Breaking the Waves? Eller kræver en tåre mere tålmodighed end et grin?

Vi lever i en accelereret brydningstid for visuelle medier. Skærmene er overalt, alt filmes og deles, og vi har kun set begyndelsen på AI’s indtog.

I biografens verden er det Christopher Nolans IMAX-produktioner, der stjæler overskrifterne og slår sig op som den ultimative filmiske oplevelse. Samtidig oplever vi mere og mere gennem telefonens seks tommer-skærm. Det ene udelukker ikke det andet, og mangfoldighed i udtryksformer er kun godt for de kreative talenter, der skal forme fremtiden.

Selv om de første danske forsøg på mikrodramaet ikke overbeviser om formatets muligheder, kan man kun håbe, at fortælleformen fremover vil byde på vilde eksperimenter og nye vertikale horisonter.