Tv-anmeldelse
27. feb. 2016 | 20:02

Hænderne mere end fulde

Foto | Michael Yarish
Det er dine, mine og vores børn, når D.J. Tanner (Candace Cameron Bure, t.v.) lader sin søster Stephanie (Jodie Sweetin, midt) og veninden Kimmy (Andrea Barber, t.h.) flytte ind og hjælpe med opdragelsen af poderne.

Opdatering af 90’er-hyggelig sitcom er en tåbelig idé, der for fans af den gamle serie må føles som at se nogen forgribe sig på et familiemedlem.

Af Nicki Bruun

Hænderne endnu mere fulde – som er den meget lidt mundrette danske titel på fortsættelsen af 90’er-serien Hænderne fulde – er rædselsfuldt ringe, og det ved samtlige involverede forhåbentlig også godt.

Faktisk er der ikke så meget tale om en serie. Det er snarere en meningsløs tv-begivenhed, der udelukkende er sat i verden for at glæde håbløse nostalgikere.

Den manglende originalitet gennemsyrer hele opdateringen af serien. Dengang fulgte vi enkemanden Danny Tanner (Bob Saget), der efter konens pludselige død får hjælp af svogeren Jesse (John Stamos) og barndomsvennen Joey (Dave Coulier) til at opfostre sine tre unge døtre. De gamle drenge medvirker alle i den nye series første afsnit og viser sig på skift i gæsteoptrædener i de efterfølgende.

29 år efter forgængerens start tilfalder samme traurige skæbne den ældste datter D.J. (Candace Cameron Bure). Hun mister sin mand og havde derfor stået med hænderne fulde, hvis ikke søsteren Stephanie (Jodie Sweetin) og veninden Kimmy (Andrea Barber) havde trådt til og ageret hjælpende hænder.

Undertegnede var ikke født, da Hænderne fulde havde premiere i 1987, og jeg var blot seks år, da serien stoppede i 1995. Jeg stifter derfor helt usentimentalt bekendtskab med den nye Tanner-familie og konstaterer, at serien er en tidslomme af Dirty Dancing-referencer, voksne mænd på rulleskøjter og trætte catchphrases.

Som udenforstående har man dog ingen problemer med at forstå, hvad der foregår. Ved enhver henvisning til forgængeren bliver der nemlig blinket så voldsomt til publikum, at selv nyfødte vil fange pointen.

Den tandløse familiekomik er langt over bæltestedet – også selv om bukserne er trukket højt op om livet a la Steve Urkel fra en anden 90’er-serie, Family Matters. Lødig humor fejler ingenting, tænk bare på moderne kvalitetsserier som Broad City og Silicon Valley, men disse vittigheder må allerede have været bedagede for 25 år siden.

De seneste år har budt på helt fantastiske serier, der udspringer af andet materiale. Fargo og Better Call Saul har demonstreret, at der kan komme guld ud af at genbesøge allerede velkendte universer. Men det modsatte kan også være tilfældet, hvilket Hænderne endnu mere fulde er et graverende eksempel på.

Serien viser også ganske ufrivilligt, hvor meget der er sket inden for tv-serier i løbet af de seneste ti-femten år. Vi har oplevet en guldalder med overflødighedshorn af kvalitetsserier produceret til alle mulige mennesker, inklusive nichehit som en af Netflix’ bedste serier, Master of None.

Det kan virke uretfærdigt at bedømme en sæson af tretten afsnit ud fra kun de første tre. Selvfølgelig er der en teoretisk mulighed for, at de resterende ti afsnit er regulært serieguld, men det kan også tænkes, at man bliver ramt af en større, mental nedtur.

Vi tager ingen chancer og føler med de indviede, for hvem serien må føles som at se nogen forgribe sig på et familiemedlem. For os andre er det bare en serie, der aldrig skulle have været lavet.

Trailer: Hænderne mere end fulde

Kommentarer

Titel:
Hænderne mere end fulde

Original titel:
Fuller House

Land:
USA

År:
2016

Serieskaber:
Jeff Franklin

Medvirkende:
Candace Cameron Bure, Jodie Sweetin, Andrea Barber, John Stamos, Bob Saget, Soni Nicole Bringas, Michael Campion

Spilletid:
Tretten afsnit af cirka 30 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
26. februar 2016 på Netflix

© Filmmagasinet Ekko