Half Man

Der begynder at tegne sig et billede af Richard Gadd som én, der er dybt optaget af dysfunktionelle forhold, som er umulige at slippe ud af.

Efter den storhittende, selvbiografiske stalkerserie Baby Reindeer på Netflix, som Ekko gav topkarakter, er den skotske komiker, skuespiller og manuskriptforfatter nu klar med den svære toer. Og Gadd er ingenlunde en døgnflue.

Half Man hedder hans nye dramaserie på HBO Max, og det er et stærkt og psykologisk komplekst drama om afhængighed, seksualitet og maskulinitet.

Det er en historie om to brødre. Eller rettere to stedbrødre, der er dybt forskellige og så alligevel hænger uløseligt sammen gennem årtier. Både i hinandens nærvær og fravær.

Niall er en undseelig og forsagt dreng, der bor med sin mor i Glasgow i 1980’erne. Moren er kærester med kvinden Maura, og da Mauras søn Ruben kommer ud af ungdomsfængslet, tvinges Niall til at dele teenageværelset med gøgeungen.

Ruben er alt det, Niall ikke selv er. Stærk, brovtende, selvsikker og eksplosivt voldelig. Snart udvikler de to et tæt forhold, der dog kompliceres af Nialls gryende biseksualitet, som han ihærdigt prøver at holde hemmelig for omverdenen og ikke mindst Ruben.

Efter et voldeligt overfald ender Niall med at skulle vidne i Rubens retssag, og konsekvenserne hjemsøger ham gennem hele voksenlivet. Stedbroren bliver som en skygge i Nialls bevidsthed, der konstant spænder ben for hans videre udvikling som menneske.

Det er Richard Gadd og Jamie Bell (Dear Wendy, Nymphomaniac), der spiller de voksne versioner af Ruben og Niall, mens Stuart Campbell og Mitchell Robertson gestalter teenageudgaverne. Begge konstellationer er intet mindre end fremragende.

Robertson er spinkel og følsom med øjne som et rådyr i billygternes skær, og Campbell er overbevisende som utilpasset rod med et skræmmende og ukontrolleret raseri bag den skrøbelige machofacade.

I de senere afsnit, hvor Jamie Bell portrætterer Niall som småforhutlet forfatterspire, kan årenes ophobede bekymringer aflæses i pinefuld mimik og spag stemmeføring. Han udtrykker skam, paranoia og indestængt vrede med stor præcision.

Richard Gadd har gennemgået en fysisk forvandling. Den afpillede skikkelse fra Baby Reindeer er erstattet med et testosteronsydende muskelbundt med knagende læderjakke og intenst olme øjne. En type, der fylder i ethvert lokale ved sin blotte tilstedeværelse.

Samspillet mellem de to slår gnister, og i de mest følelsesladede scener spiller de røven ud af bukserne, så det fyger med spyt, snot og tårer.

De tos uløselige forhold finder genklang i titlen, der gennem serien antager flere betydninger. ”I er den samme person på den måde, Jekyll og Hyde er den samme,” siger en på et tidspunkt til Niall. Det er en tematisk understregning af, at de to tilsammen former et psykologisk hele – et blotlagt spektrum af mandlig skyld, skam og vold.

Mens Ruben gør vold på andre, gør Niall vold på sig selv med sine eskalerende desperate forsøg på at skjule sin seksualitet for offentligheden. Det giver endda mindre og mindre mening, efterhånden som handlingen bevæger sig op i 00’erne og 10’erne, hvor det står klart for flere af karaktererne, at det efterhånden kun er Niall selv, der står i vejen for egen frihed og lykke.

Samtidig får scenerne med Ruben et ekstra lag af spænding fra alt det usagte mellem de to. For er det alt sammen i virkeligheden en undvigende dans rundt om den egentlige tiltrækning?

Ruben reagerer påfaldende aggressivt over for enhver opfattet trussel mod sin mandighed, men er altid ekstremt kropslig i sine interaktioner med Niall. I Rubens univers er der ikke langt mellem slag og kærtegn.

Half Man er en fortælling om tætte bånd, der bliver kvælende. Om selvhad, misbrug og mislykkede forsøg på at bryde med generationernes arv. Den er dybfølt og velfortalt og cementerer Richard Gadd som en af tidens mest talentfulde serieskabere.