Biografanmeldelse
17. feb. 2026 | 11:11

Hamnet

Foto | Agata Grzybowska

Jessie Buckley når ind i hjertets inderste kroge som Agnes Shakespeare, den berømte dramatikers hustru, der beskrives som ”datter af en skovheks” på grund af hendes særlige forbindelse til naturen. 

Det Oscar-nominerede drama om historien bag Shakespeares Hamlet skaber en næsten meditativ tilstand og en frigørelse af sorg, hvor følelsen af fællesskab bliver overvældende.

Af Tina Jøhnk Christensen

Jeg er faktisk tæt på at hulke. Det samme gælder for mine sidemænd. Alle omkring mig i biografsæderne snøfter sagte, og på lærredet foran os sker der noget magisk.

Tilskuerne i The Globe Theatre i det sekstende århundredes London rækker alle hænderne frem for at nå Hamlet, der sidder alleryderst på scenen.

Der er opstået en særlig forbindelse mellem dem og de ord, som de netop har været vidne til under teaterstykket. Det er kun Agnes Shakespeare, hustru til stykkets forfatter, der rent fysisk får fat i Hamlets hånd. Men forbindelsen og følelsen af at være ét når ud til hele teaterpublikummet og til alle os i biografsalen.

Det er en slags meditativ tilstand, en frigørelse af sorg. Måske den eksistentielle smerte, vi alle føler over at være del af en verden, hvor sorgen fylder så meget. Måske sørger vi over mennesker, vi har mistet. Måske mærker vi, at vores sorg er forbundet, og at vi ikke er alene.

Følelsen af fællesskab er overvældende.

Årsagen til de mange følelser er slutningen på Chloé Zhaos drama Hamnet. Den er baseret på en roman fra 2020 af Maggie O’Farrell, som også har været med til at skrive manuskriptet.

Chloé Zhao står bag den ligeledes hjerteskærende Oscar-vinder Nomadland. Med sin nye film fortæller hun historien om William Shakespeares søn Hamnet, der døde som elleveårig i 1596. Shakespeares berømte tragedie Hamlet – også kaldt The Danish Play – fremstilles her som en måde at håndtere sorgen over sønnens død og opnå heling gennem kunsten.

Man mærker tydeligt Chloé Zhaos stærke tilknytning til både historien og karaktererne. Især til Agnes, Hamnets mor, der beskrives som ”datter af en skovheks” på grund af hendes særlige forbindelse til naturen.

Vi møder hende i fosterstilling blandt et træs omsluttende rødder, som om hun igen befinder sig i en kvindes livmoder. I skoven ved Stratford støder hun på den unge latinlærer Will Shakespeare, der falder pladask for hende.

Som i et andet af dramatikerens værker begynder en intens kærlighedshistorie uden forældrenes accept.

Det er også i naturen, at Agnes allerhelst vil føde sine børn. Det lykkes med den førstefødte datter, men Hamnet og hans tvillingesøster kommer ikke til verden i skovens skød. Måske hans skæbne allerede er forudsagt her.

Will tager til byen for at blive berømt og efterlader Agnes i deres middelalderhjem med de tre børn, der snart bliver til to. Sorgen rammer forældrene som et forgiftet sværd i brystet. De reagerer voldsomt og meget forskelligt.

Paul Mescal er hjerteknusende i rollen som historiens mest elskede dramatiker, der må udtrykke sig gennem kunst frem for ord og handlinger over for Agnes.

Hans gengivelse af de berømte monologer fra Hamlet rammer så dybt, at de får ny mening, lige meget hvor mange gange man har hørt ordene. I skuespillet bliver den titulære prins’ far dræbt af sin egen bror.

Det får Hamlet til at stille sig selv de helt store eksistentielle spørgsmål om ”at være eller ikke at være”, som Will selv kæmper med at finde svarene på.

Jessie Buckley når ind i hjertets inderste kroge, da hun som Agnes holder den døde Hamnet i sine arme og vræler så højlydt, at huden ryster. Men det er hendes øjne og den genkendelige trøstesløshed, der gør størst indtryk.

Buckleys spil er så ægte, at vi nærmest holder den døde søn i armene sammen med hende. Polske Łukasz Żal – der har fotograferet holocaust-mesterværket The Zone of Interest præsterer et kameraarbejde så lyrisk og smukt som Shakespeares ord. Det samme gælder Max Richters melankolske musik, der understøtter den sorgfulde stemning eminent.

Hamnet er en kunstnerisk genistreg, hvor hver del smelter sammen til en højere enhed og skaber en oplevelse, der transcenderer tid og sted. Hvis der er retfærdighed til, bliver det årets store Oscar-vinder.

Trailer: Hamnet

Kommentarer

Titel:
Hamnet

Land:
Storbritannien

År:
2025

Instruktør:
Chloé Zhao

Manuskript:
Chloé Zhao, Maggie O’Farrell

Medvirkende:
Jessie Buckley, Paul Mescal, Emily Watson, Joe Alwyn

Spilletid:
125 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
5. marts

© Filmmagasinet Ekko