Den amerikanske kunsthistoriker og litterat, Willard Huntington Wright, var berømt bestsellerkrimiforfatter under pseudonymet S.S. Van Dine. I dag er han mest berømt for bogen Twenty Rules for Writing Detective Stories fra 1928, hvor han udstikker tyve regler for den klassiske guldalderkrimi i mellemkrigstiden.
Det er ham, der står bag den uskrevne lov om, at butleren aldrig må være morderen. Han var også med til at fastlægge princippet om fair play: At læseren skal have mulighed for selv at opklare forbrydelsen ud fra de spor, fortællingen lægger frem.
Van Dines regelsæt er siden blevet overhalet af den moderne psykologiske thriller, hvor uforudsigelighed og gådefulde design er blevet genrens store styrke i populærkulturen. Her er næsten alt tilladt. Fortællingen er gådefuldt fragmenteret og fordækt som en skjult skuffe i et chatol.
Fremfor alt drejer det sig om at servere en cocktail af sex og spænding, mord og mysterier.
Det gælder også for den labyrintiske ramasjang, som serien His & Hers udgør. Interessant nok er kernen bemærkelsesværdigt gammeldags. Ægteparret Anna Andrews og Jack Harper, der er hårdt ramt af deres spædbarns død, finder hinanden omkring opklaringen af et bestialsk mord på en selskabskvinde. Hun havde affærer på kryds og tværs, og hendes ægtemand vidste angiveligt besked.
His & Hers er drejet over en bestseller af britiske Alice Feeney, som her takket være Netflix er blevet plantet om til staten Georgia USA. Nærmere bestemt byen Dahlonega, et overvejende hvidt velhaverområde.
Men der er også plads til sorte såsom Anna, der er ankerkvinde for en nyhedskanal. Men da hun kommer tilbage til jobbet oven på sit sorgarbejde, er pladsen blevet overtaget af en blond kvinde, som på en prik og megen brintoverilte ligner præsident Donald Trumps pressekvinde, Karoline Leavitt.
Ikke nok med det.
Annas husbond og detektiv har selv haft en heftig affære med mordofret, så både mand og kone har motiver til mordet. Især da Anna gik på en dyr pigeskole med den myrdede, som dengang var en mobbeled heks.
Serien er en handlingsmættet simreret, hvor plottet buldrer derudaf med mistanke fra væg til væg. Og selvfølgelig er der den obligatoriske sexscene, hvor ruder dugger, mens der knaldes højlydt og suk og støn falder som forårets morgendug.
Undervejs møder vi også Jacks håbløse søster, som har fordækte aktier i dette uheldssvangre foretagne. Naturligvis trækker fortiden lange skygger, fatale og sinistre som skæbnen med stort s.
Serien er sådan set underholdende i sit flow, men føles alligevel mærkelig uforløst og kuldslået. Problemet er, at Jon Bernthal og Tessa Thompson ikke passer sammen.
Benthal ligner en mand fra en film, hvor bøllebank og cirkelspark er dagens ret, mens Tessa Thompson, som tænker højt i en lommefilosofisk voiceover, virker for intelligent til de rustikke karlfolk. Hendes forhold til bollevennen, en båtnakket kameramand, er overflødigt.
Serien er krydret med flashbacks. Vi bringes tilbage til den fornemme pigeskole, hvor man lærer fransk med manerer, men først og fremmest, at kvinde er kvinde værst.
Genren er domestic noir, krimien som mest beskæftiger sig med ægteskabelige trakasserier forklædt som thriller, mens pertentligheden og pænheden krakelerer.
Men det er Sunita Mani som Jacks politipartner, detektiven Patel, der ikke blot er historiens bedste efterforsker, men også det eneste sympatisk og kloge menneske. Resten af skuespillerne er overvejende kun interessante som fejlcastet personer i en søgt affære.
Og mordhistorien er selv med sit allersidste opklarende afsnit lige så vedkommende som et fordums fotoalbum hos en fjern slægtning.
facebook
twitter
Kommentarer