De seneste uger er der blevet talt vidt og bredt om det kåde og våde ishockeydrama Heated Rivalry. Og der er noget om snakken. Serien holder sig ikke tilbage og tør at være både liderlig, romantisk og let på tå i et miljø, hvor klassisk maskulinitet normalt er hårdt optrukket.
Udgangspunktet for Jacob Tierneys canadiske streamingserie baseret på Rachel Reids Game Changers er to sportsrivaler, der forelsker sig i hinanden.
Canadieren Shane Hollander (Hudson Williams) følger en makrobiotisk diæt og lever under opsyn af sin dominerende mor, der også fylder rollen som hans manager. Mens russiske Ilya Rozanov (Connor Storrie) ryger smøger og er fanget mellem sin offentlige persona som en skørtejagende bisse og en ultrakonservativ familie i Moskva.
Og som seere er vi tilskuere på første række, når de to muskuløse mænd giver hinanden intense blowjobs i mørklagte hotelværelser og dampende brusekabiner.
Serien viser, hvordan konkurrencen og begæret filtres sammen – og det lykkes for det meste.
Allerede i de første to afsnit presses tempoet hårdt. Der springes uger og måneder frem, før relationen mellem Shane og Ilya for alvor får sat sig i kroppen.
Serien har så travlt med at nå sine højdepunkter, at den indimellem ofrer opbygningen. Det ”længe ventede” øjeblik, hvor Shane og Ilya første gang har fuldbyrdet sex, sker allerede otte minutter inde i andet afsnit.
Heated Rivalry fungerer bedst i de stille, intime glimt. Som når Ilya vender hjem til Moskva på grund af farens bortgang og dropper badboy-facaden i en lang monolog på russisk.
Her fortæller han første gang, at han føler sig udnyttet, alene og tynget af skyld over sin familie. Han erkender, at den eneste, han virkelig elsker, er Shane. Vi fornemmer pludselig den risiko, han lever med som queermand i Rusland.
Man får samme følelse, når Shane omgivet af sponsoraftaler og blitzlys sidder alene på et anonymt hotelværelse og fremstår mere fanget end privilegeret.
Det er oplagt at sammenligne Heated Rivalry med Challengers, hvor begæret mellem hovedpersonerne og deres indbyrdes konkurrence også spejler hinanden. Kameraet dvæler ved svedige kroppe, det er sitrende, når pikante sexscener flettes sammen med barske hockeykampe. Men selv om det er heftigt, bliver det aldrig pornografisk.
Kendingsmelodien med den passende titel Rivalry er en susende synth-hymne, der understøtter tempoet og energien. Og kendte popsange som My Moon My Man af Feist placerer tydeligt handlingen i perioden fra 2008 til 2018.
De kulturelle spændinger lurer konstant under overfladen med Ilyas frygt for russisk homofobi og Shanes interne kamp mod machokulturen. Men frem for alt spreder serien oprigtig queer glæde.
”Nogle gange føles det, som om vi stadig fortæller historier om McCarthy-æraen eller hiv/aids-epidemien. Vi fortjener at have en homoseksuel serie, der er sexet, liderlig og sjov,” har instruktøren udtalt.
Slutningen tør stå ved den ambition. Den er rørende, men måske også lidt for pæn. Som seer kan man godt savne et sidste greb, der kunne have givet fortællingen den tyngde, som den hele vejen har kredset om.
Uanset hvad vil man gerne være en flue på væggen igen, hvis rivaliseringen fortsætter.
facebook
twitter
Kommentarer