Streaminganmeldelse
01. okt. 2025 | 20:28

Highest 2 Lowest

Foto | David Lee

Musikmagnaten David King har det hele og spilles af Denzel Washington, der for længst er blevet mere end en skuespiller – han er en legende og en urkraft.

Spike Lee går usikkert til kidnapnings-thrilleren og leverer en rodet, blodfattig storbykrimi, hvor Denzel Washington stadig er seværdig.

Af Flemming Kaspersen

Spike Lees forrige film, Da 5 Bloods (2020), var i mine øjne en mærkværdigt amatøragtig og ufrivilligt komisk fuser fra en instruktør, der ellers altid har været en af amerikansk films mest muskuløse stilister. 

Highest 2 Lowest er et skridt i den rigtige retning, men Spike Lee har stadig ikke helt genfundet sin mojo

Efter den uheldige ekskursion til Vietnam i Da 5 Bloods er Lee ellers tilbage på hjemmebane i Brooklyn. Og det er solidt og velafprøvet materiale, han arbejder med. 

Filmen er baseret på Akira Kurosawas klassiske kriminalfilm Himmel og helvede (1963), som var en filmatisering af den amerikanske forfatter Ed McBains roman King’s Ransom. Steven Soderbergh anvendte i øvrigt samme inspirationskilder til sin miniserie Full Circle i 2023. 

Highest 2 Lowest starter med en fejende dronetur over Brooklyn. Øverst i en skyskraber står musikmagnaten David King (Denzel Washington) og beskuer sit rige. Han har det hele: en smuk kone, Basquiat på væggen i sin vildt lækre lejlighed, en søn, der snart er klar til at arve imperiet – og industriens mest gyldne ører. 

En dag ringer en mand og siger, at han har kidnappet Kings søn. Løsesummen er enorm. Politiet bliver prompte tilkaldt, men man opdager hurtigt, at kidnapperen har taget fejl af sønnen og hans kammerat, der er søn af Kings chauffør og bedste ven Paul (Jeffrey Wright). 

Her har vi det centrale dilemma. Kings søn er trygt tilbage i familiens favn. Men skal King lade sin vens søn dø, eller skal han ofre hele sin formue for at redde ham? 

Det er en kidnapnings-thriller og samtidig en moralsk fortælling om at gøre det rigtige, selv om det kan koste én alt. 

Spike Lee har for femte gang allieret sig med fotografen Matthew Libatique, som med stor dygtighed kontrasterer varmen i Kings retro-lejlighed, fuld af mørkt træ, kunst og musik-memorabilia, med forretningsverdenens kolde glasfacader, labyrintiske kontorbygninger og stejle stålkonstruktioner. 

Det er en rigtig New York-film, hvor byen bliver en levende del af plottet. 

Genforenet med Denzel Washington har Spike Lee et konstant fascinerende centrum for historien. Denzel er for længst blevet mere end en skuespiller – han er en legende og en urkraft. 

Kameraet elsker ham. Få har Denzel Washingtons tyngde på lærredet. Han kan om nogen få maksimal effekt ud af de mindste virkemidler: den rette indramning af hans store krop, det dér mærkelige drag om munden, der ligner en blanding af en snerren og en hjerneblødning. 

Men Spike Lee kender ikke til de små armbevægelser, så han har tilsyneladende bedt Denzel om at skrue op for det hele. Det er swagger og krammere og håndtegn og hip hop-Shakespeare. Det er alt for meget, især for en skuespiller, der mestrer det stille. Det bliver trættende i længden. 

I en af filmens mærkeligste scener skal han sågar rappe og demonstrere, at han stadig kan følge med de unge. 

Highest 2 Lowest er gjort af et grundmateriale, som David Fincher ville kunne instruere røven-ud-af-bukserne på. Og Steven Soderbergh har allerede været der med sin egen lavmælte, kølige stil. 

Spike Lee går derimod sært usikkert til historien. Han får aldrig karakterstudiet af David King til at gå op en højere enhed med krimiplottet og dets moralske dilemma. I stedet er filmen blevet en rodet, lidt blodfattig storbykrimi. 

Særligt katastrofalt fumler Lee med sin mest centrale actionsekvens, en ambitiøs sektion af filmen, hvor Denzel og politiet skal overdrage en taske med løsepenge til den ukendte kidnapper. 

Her har Spike Lee besluttet, at New York for alvor skal spille hovedrollen, så vi får en endeløs køren rundt i byen, uelegant krydsklippet med en puertoricansk gadefest. Man forstår intentionen, men udførelsen er slap. 

Det er kultselskabet A24, som har koproduceret filmen, men der er ærlig talt ikke meget af deres hippe ”elevated genre”-stil over Highest 2 Lowest. De kunne med fordel være gået til den legendariske Spike Lee med mindre ærefrygt og mere genrekontrol.

Trailer: Highest 2 Lowest

Kommentarer

Titel:
Highest 2 Lowest

Land:
USA, Japan

År:
2025

Instruktør:
Spike Lee

Manuskript:
Alan Fox

Medvirkende:
Denzel Washington, Jeffrey Wright, Ilfenesh Hadera, ASAP Rocky

Spilletid:
133 minutter

Premiere:
5. september på Apple TV+

© Filmmagasinet Ekko