Nyhed
27. aug. 2021 | 15:25

Spike Lee ændrer kontroversiel dokumentar

Foto | Satchel Lee
Newyorkeren Spike Lee har skabt stor forargelse blandt kritikere for at give plads til konspirationsteorier om terrorangrebet 9/11.

Efter massiv kritik af at inkludere konspirationsteorier klipper instruktøren om i sidste afsnit af sin HBO-serie om terrorangrebet i New York.

Af Anna Engmann

I sommer afslørede Spike Lee ved en fejl Guldpalme-vinderen Titane før tid ved filmfestivalen i Cannes.

Nu har instruktøren bag perler som Do the Right Thing og BlacKkKlansman endnu engang bragt sig selv i fedtefadet.

Med sin nye serie NYC Epicenters er han kommet i strid modvind. Så strid, at Lee er gået tilbage i klipperummet for at ændre i fjerde og sidste afsnit af dokumentarserien om terrorangrebet på tvillingetårnene den 11. september 2001.

Kritikken kommer fra en række amerikanske anmeldere, der har set serien før premieren. De mener, at instruktøren giver lige lovlig meget taletid til konspirationsteoretikere.

Nærmere bestemt er der tale om gruppen Architects and Engineers for 9/11 Truth. Ifølge dem er måden, som tvillingetårnene kollapsede på, utroværdig og kunne ikke blot være forårsaget af fly.

Den skarpeste kritik af serien kommer fra Jeremy Stahl, der er redaktør på det amerikanske medie Slate. Han kalder sidste afsnit ”grotesk og nedslående”.

Stahl finder det meget problematisk, at Spike Lee dedikerer en halv time af serien til at fremføre argumenter, der gang på gang er blevet afvist.

Vent med at dømme
Spike Lee har også selv i forbindelse med premieren på NYC Epicenters været ude med kontroversielle udtalelser om angrebet på World Trade Center.

”Den temperatur, der får stål til at smelte, blev ikke nået. Og når du ser på måden, som bygningen faldt sammen, og sammenligner med bygninger, der bliver revet ned, ser det helt ens ud,” siger instruktøren i et interview med New York Times.

På Twitter har Spike Lee meldt ud, at folk skal vente med at fælde dom over serien, indtil de har set den færdige version, som han altså stadig klipper nu.

NYC Epicenters er lavet på bestilling af HBO i forbindelse med tyveåret for det dødbringende angreb.

Første afsnit kan ses nu på HBO Nordic. De resterende tre afsnit bliver vist et for hver uge, så sidste afsnit er på skærmen i USA den 11. september. Det kan ses dagen efter herhjemme på HBO Nordic.

Trailer: NYC Epicenters

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko