Historien om Maria

Sekstenårige Maria har opsøgt sin far, den berømte franske skuespiller Daniel Gélin, som hun knap nok kender. Hun vil være som ham: excentrisk, fri, frembrusende og cool. Snart får hun foden indenfor i filmbranchen, og via farens agent bliver hun kontaktet af den unge instruktør Bernardo Bertolucci.

På en fortovscafé fortæller han begejstret om sit nye filmprojekt, der handler om et destruktivt forhold mellem en purung kvinde og en ældre mand, spillet af Marlon Brando. Han har udset sig Maria som sin kvindelige hovedrolle, men det kræver, at hun overgiver sig helt til Brando. Uden forbehold.

Allerede under prøverne til den berygtede klassiker Sidste tango i Paris bliver det ubehageligt. Brando og Maria kravler rundt på alle fire på gulvet i et filmstudie. Brando brummer som en gorilla. Maria miaver og gør sig lille som en kattekilling. Det er Brandos show – han har magten, hun er hans redskab. 

Under et af de første takes improviserer Brando ved at tage fat i Marias krøller og presse hendes hoved under vandet i et badekar. Bagefter roser Bertolucci Brando for hans mod til at afvige fra manuskriptet. Maria er der ingen, der tænker på.

Når kameraet er slukket, virker Brando tilbagelænet og nonchalant. Han kalder hende ”kiddo” med en blid, nærmest faderlig ømhed i stemmen. Matt Dillon er fremragende som den tunge, mumlende og utilgængelige Brando. I filmens mest urovækkende scene udfører han en simuleret voldtægt. Han og Bertolucci havde på forhånd aftalt at overraske Schneider i håb om at indfange en ægte reaktion foran kameraet.

Ingen informerer hende om, hvad der skal ske. Brando presser hende ned på gulvet, placerer sig oven på hende med al sin vægt, mens han mekanisk gnubber sig op ad hende. Maria skriger og hulker. Filmholdet står som lammede. I enkelte blikke anes en snert af skam, men ikke i Brandos og heller ikke i Bertoluccis. 

Overgrebet er filmens knudepunkt, og vi oplever det fra offerets perspektiv, ikke krænkerens. Det er Historien om Marias store styrke, men herfra mister filmen desværre hurtigt grebet om sin hovedperson.

Sidste tango i Paris bliver straks efter premieren i 1972 både berømt og berygtet. Maria dæmoniseres af pressen såvel som af biografgængere, mens Brando og Bertolucci går fuldkommen fri.

Maria trækker sig ind i sig selv. Hun kommer i forbindelse med suspekte typer og begynder at skyde heroin. Men vi mærker hverken desperation eller en egentlig længsel efter at slippe væk. Hun virker nærmest indifferent. Ansigtet er lagt i cool, mimikfattige folder.

Det unge talent Anamaria Vartolomei får aldrig mulighed for at udfolde sit potentiale. Instruktøren Jessica Palud virker næsten berøringsangst, som om hun ikke ved, hvordan hun skal arbejde med sin hovedperson. Alt fra afleveringen af replikker til Marias stikken kanyler i armen fremstår koreograferet og kunstigt.

Måske er det overlagt, at vi skal forstå, at Maria er helt slukket, men det opleves, som om instruktøren mister følingen med filmens Maria og dermed også med publikum. 

Hvor filmens første halvdel skildrer ulige magtforhold med nøje præcision, bliver anden halvdel uengagerende og repetitiv. Vi ved, at Marias deroute skyldes overgrebet og den grove seksualisering, hun oplever efterfølgende, men filmen insisterer på distance og en kulde, der føles misforstået.

Havde filmen turdet lægge sin typisk franske, prætentiøse stil fra sig og i stedet dvæle ved Marias skam, vrede og ambivalens, havde den været en langt stærkere fortælling. Det, der begynder som et isnende studie i magt og mænds evige misogyni, ender som en forholdsvis forudsigelig biopic.

Da Historien om Maria forlader optagelserne til Sidste tango i Paris, mister den også sin nerve og nødvendighed.