Højskolen

Homo sapiens er et socialt dyr, og intet er mere ødelæggende for et menneske end udstødelse. Faktisk væmmes vi ved outsidere, fordi deres manglende popularitet smitter.

Af den helt basale grund blev det flamske reality-koncept Het Conclaaf (Konklavet)ifølge Berlingske en betydningsfuld del af den belgiske parlamentsvalgkamp i 2024.

I programmet, hvor landets partiledere tilbringer et døgn sammen, blev højrefløjskandidaten Tom Van Grieken synligt betragtet af kollegerne som den kiksede dreng i klassen, og det resulterede angiveligt i færre stemmer end forventet.

Så der er grund til at holde øje med TV 2’s medrivende version af konceptet, Højskolen. De fire afsnit viser tolv danske partiledere, sammen i et døgn på Ryslinge Høj- og Efterskole. Det fandt sted kun en uge, før valget blev udskrevet, og har Natasja Crone som vært.

Den flamske titel rimer lidt på et andet TV 2-format, Forræder, men i den danske version lægges der mere op til højskoleånd end sociale attentater.

Sangen om, at politikerne sagtens kan være venner, selv om de er uenige, har vi hørt mange gange. Alligevel pirrer formatet, fordi sociale evner her bliver til en konkurrencesport. Hvem er bedst til at gå på højskole?

Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance har altid ærgret sig over ikke at have oplevet et højskoleophold, siger han. Hvem ved, hvilket parti han var endt i, hvis han som ung og påvirkelig var udsat for de danske højskolers venstreorienterede charmeoffensiv?

Radikale Venstres Martin Lidegaard er åbenlyst på hjemmebane med sine bløde værdier, højskoleopvækst og Arne Nougatgren-stemme. Han er blandt de stærkeste i første afsnit, selv om Pelle Dragsted (Enhedslisten), Franciska Rosenkilde (Alternativet) og Pia Olsen Dyhr (SF) tidligt overgår ham ved droppe bilen og ankomme med bus fra Ringe.

Morten Messerschmidt demonstrerer sit klaverspil, og Pelle Dragsted og Alex Vanopslagh går sammen om en lille kamsportssekvens, da de begge er med i Folketingets karateklub.

Alle deltagerne gør sig store anstrengelser for at virke overskudsagtige, men noget af det mest underholdende ved første afsnit er, hvor akavet det hele føles.

Overtegnede tilbragte selv et år i Ryslinge som efterskoleelev, og det er komisk, at partilederne ved ankomsten til de gamle, snedækkede bygninger virker lige så usikre som hormonelle teenagere.

I stedet for forældre er det pressechefer, der har sendt eleverne til Midtfyn med passende tøj i bagagen og strenge instruktioner om at opføre sig ordentligt. Og det gør de virkelig. I første afsnit kommer alle fint ud af det med hinanden.

Valgændrende konflikter udebliver.

De eneste, der halter lidt i starten, er den erklærede introverte Pia Olsen Dyhr, som kikser sin velkomstreplik til Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), der brokker sig over kvaliteten af drikkevarer, og Franciska Rosenkilde, der overhovedet ingen taletid har i første afsnit.

Til gengæld fylder formanden for miniputpartiet Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, ganske meget, og det er svært at sige, om det er godt for hans kampagne.

Højrefløjsbulderbassen virker menneskelig, da han fortæller om sin hjemve, men hans fans bliver nok skuffet over, hvor venligt han taler til Mette Frederiksen i programmets afslappede debatscener. Man må minde sig selv om, at han faktisk hende dømt i Rigsretten for minksagen.

Troels Lund Poulsen (Venstre) og Mona Juul (Konservative) gør hver især en fin figur, selv om sidstnævnte helst havde været programmet foruden. De lyder som almindelige reality-deltagere, når de går tur i sneen og sludrer om, hvordan de har det med hinanden.

Mette Frederiksen viser sig fra en blødere side end tidens krigsgrimasse, men kan tabe det hele på gulvet, hvis hendes musikquiz i et senere afsnit er lige så tåkrummende, som den lyder.

Samlet er det nok højrefløjspolitikerne, der vinder mest på første afsnit. Især Inger Støjberg, der har sin vovse med og får lov at sørge over sin rigsretsdom til tonerne af trist violinmusik.

Meget af programmet går med debatter i veloplyste rum, hvor politikerne forfriskende forsøger at blive enige frem for at spille med musklerne. Der er nok noget konfliktdæmpende over højskolens lokaler, hvor unge mennesker i 170 år har sameksisteret på deleværelser uden at rive hovederne af hinanden.

Men diskussionerne er også lidt tamme, og hvis programmet for alvor skal kunne påvirke stemmerne, får vi brug for mere plads til fri leg og akavede pauser.

Egentlig burde valget jo handle om politik og ikke likeability, men det er umuligt at komme udenom, så hvorfor ikke gå hele vejen? Lad os få en fællessang, hvor valget potentielt kan afgøres af, hvem der bedst rammer de høje toner i Se, nu stiger solen.