Historiens største tv-serie Game of Thrones sluttede som historiens største skuffelse, men med spinoff-serien House of the Dragon fik fans igen en værdig serie-indgang til George R. R. Martins univers.
Den lovende, men sjældent prangende første sæson begyndte 200 år før den oprindelige serie med optakten til landet Westeros’ mest berygtede borgerkrig: Dance of the Dragons.
Det krævede en del akavede tidspring og en håndfuld googlesøgninger for at følge med, men nu er vi endelig ankommet til punktet, hvor storkonfliktens gnist bliver til drageild.
Derfor vil det nok skuffe nogen, at anden sæson bevæger sig i snegletempo.
De stridsomme halvsøskende Dronning Rhaenyra Targaryen (Emma D’Arcy) og Kong Aegon Targaryen (Tom Glynn-Carney) bruger det første lange stykke tid af sæsonen på at diskutere strategi i bålbelyste slotsrum med hvert sit mopsede hof og uden de store resultater.
Ingen vil være de første til at trykke på drageknappen og starte dette univers’ svar på en atomkrig.
Den stædige langsommelighed er en herlig tilbagevenden til de første fremragende sæsoner af Games of Thrones, hvor krig er bøvlet, langsomt og dyrt. Og hvor brugen af drager kræver overvejelser om foderlevering og flyve-hviletider.
Mytologi og pragmatik går op i en højere enhed, og det er en fornøjelse at se hærføreren Criston Cole (Fabien Frankel) vade bittert rundt med sin armé i det samme lille område i flere afsnit og slås om bittesmå militærmål.
Samtidig gør den rigide realismedyrkelse det kun mere spektakulært, når den monumentale og velanimerede kæmpedrage Vhagar og dens artsfælder endelig spreder vingerne og sætter ild til skærmen.
House of the Dragon er baseret på den del af George R. R. Martins fiktive historiebog Fire and Blood, hvor forskellige kilder kommer med modsigende beretninger om begivenhederne under Dance of the Dragons.
De indviede i bogen kan vælge at se serien som de ”virkelige” begivenheder og fornøje sig med at lægge mærke til, hvordan historikerne senere har misforstået det hele.
Men man kan også anskue det som en historisk serie a la The Crown eller Rome, lavet af et tv-hold i Westeros engang i fremtiden. Begge dele tilføjer et rigt metalag og spænding til begivenhederne, selv hvis man kender udfaldet på forhånd.
De små forskelle mellem bog og serie blomstrer, efterhånden som anden sæson bygger op til Dance of the Dragons’ mest berømte begivenheder. Især den kaotiske prinsgemal Daemon (Matt Smith) er i den forbindelse værd at holde øje med.
Når House of the Dragon alligevel ikke lever helt op til sin forgænger, er det, fordi dens karaktergalleri stadig ikke er på niveau.
Alle personer er komplekse og velspillede, nogle endda pirrende, men ingen udløser samme øjeblikkelige fryd, som eksempelvis Tyron Lannister gør det i Game of Thrones. Problemet er kun tydeligere i anden sæson, hvor seriens bedste karakter, Kong Viserys, er død.
Dog har det også en positiv effekt, at monarken har taget sin karisma med i graven. Viserys’ død udløser al den splittelse krig og smerte, sæsonen har at byde på, og på grund af Paddy Considines monumentale præstation i første sæson føles savnet næsten lige så voldsomt for seeren som for Targaryan-familien og Westeros’ borgere.
Som et stunt har HBO lavet to trailere til anden sæson, en for hver side af konflikten. Så kan seeren selv vælge hold. Men det er en falsk præmis, for når serien er bedst, hepper man på begge to grupper ildspyende royale.
Serien er grundlæggende historien om en konflikt mellem to fejlbarlige og meget forskellige tilgange til at beskytte en nation og en familie.
Har Westeros’ folk og Targaryen-familien bedst af en idealistisk, mønsterbrydende dronning som Rhaenyra, der vil beskytte landet mod fremtidige trusler på bekostning af menneskeliv?
Eller har de bedre af en pragmatisk, konservativ konge som Aegon og hans mor Alicent, der vil redde folket og familien fra kaos – også på bekostning af menneskeliv?
Alle begår frygtelige krigshandlinger, men man har altid forståelse for, hvorfor de gør det, og det har alle dage været styrken i George R. R. Martins univers.
facebook
twitter
Kommentarer