Biografanmeldelse
03. aug. 2025 | 20:33

Hypnosen

Foto | Garagefilm International

André (Herbert Nordrum) går mere op i, at de to ligner et ideelt, professionelt par, end at Vera (Asta Kamma August) føler sig set. Men efter hypnosen får hun et djævelsk glimt i sine store, brune øjne.

En patologisk pleaser vender efter hypnoseterapi sin indgroede underdanighed til social sabotage i en forunderlig parodi på privilegerede storbysvenskere.

Af Rikke Bjørnholt Fink

En af filmmediets mange kvaliteter er at vise os fantastiske ting, vi ellers aldrig ville opleve: en fjern planet, en kriminel underverden, en fortidsverden hundrede år tilbage i tiden. Den svenske satire Hypnosen viser os en skandinavisk kvinde, der holder op med at interessere sig for sociale koder og god opførsel. 

Vera og André er et par i 30’erne, som har udviklet en app, der skal redde kvinder i udviklingslandene. Hvordan den fungerer, er ikke glasklart, men det er noget med at holde styr på menstruationer.

Parret står nu over for en stor chance i form af et udviklingsseminar med mulighed for at træne med en såkaldt pitchcoach og mingle med investorer – en slags Løvens hule uden kameraer. 

Men André kan ikke lide, at Vera ryger, så før seminaret beder han hende tage på hypnoseklinik for at få hjælp til at stoppe. Hypnoterapeuten mener bare ikke, at hendes problem er cigaretter, men derimod at hun er en patologisk pleaser, der har klemt sig selv op i et hjørne, hvor hun kun kan sige ”ja” og ”undskyld”. 

Det får hypnosen eftertrykkeligt kureret. 

Først tror man, at Vera blot har fået mere selvtillid. Da hun ved et netværksarrangement på seminariet insisterer på, at hun har en usynlig chihuahua, omfavner de andre iværksættere hende som excentrisk og kreativ. Lige indtil hun højlydt anklager en kvindelig investor for dyrplageri. 

Mens Vera opfører sig mere og mere outreret, må André sætte alt ind for, at de to ikke fryses helt ude af det svenske iværksættermiljø. 

Den svenske spillefilmdebutant Ernst de Geer har både skrevet og instrueret Hypnosen,og man fornemmer, at hans mål er at pille glansen af alle forretningsverdenens forlorne frelsere. Undervejs sår han tvivl om, hvorvidt Vera reelt er hypnotiseret, eller om hun blot korrigerer års underdanighed med social sabotage. 

Det gør ondt indeni, når man genkender følelsen af ikke at vide, hvor meget plads man har lov til at tage i et rum. 

Vi er langt fra den grænseoverskridende pinlighed i eksempelvis Klovn, men helt klart i Ruben Östlund-territorie, hvor det akavede dukker op, mens en veldresseret skandinaver forsøger at holde på formerne.

Stilistisk har man fået det hele til at ligne en ganske almindelig dag. Farveskemaet er neutralt, kamerabevægelser og klipning er rolige, og den konstante markering af, hvor trivielt det hele er, forstærker Veras grænseoverskridende opførsel, fordi man kan se sig selv stå der i rummet og være næsten lige så forarget som pitchcoachen. 

Vera og André er dysfunktionelle på en smerteligt genkendelig måde. Begge angler efter andres anerkendelse, og de er et godt filmpar. Man køber ømheden, der slides bort, indtil André på drastisk vis beslutter sig for at gøre hvad som helst for at redde deres store pitch fra sin uforudsigelige kæreste. 

André går mere op i, at de to ligner et ideelt, professionelt par, end at Vera føler sig set. Han spilles dygtigt af Herbert Nordrum, der var et markant mere charmerende bekendtskab som Eivind i Joachim Triers Verdens værste menneske, hvor han sparker benene væk under hovedpersonen. I Hypnosen ligner han altid ligner én, der forgæves forsøger at vejre stemningen i rummet. 

Asta Kamma August har man til gengæld lyst til at give et langt kram, da hun som Vera i starten bare tager imod Andrés bebrejdelser med et bøjet hoved. Men efter den skæbnesvangre hypnose får hun et djævelsk glimt i sine gigantiske brune øjne. 

Uden ligefrem at gøre Vera til et eksempel til efterfølgelse giver filmen effektivt en følelse af, at en kvinde uden skam er uovervindelig. 

Hypnosen er ikke kun en glimrende parodi på privilegerede storbysvenskere, men også en meget oprigtig skildring af, hvor meget man kan mase sig selv i forsøget på at tilfredsstille alle andre. Dét og en spektakulær slutning, som er lige så tilfredsstillende og forunderlig som resten af filmen, gør hele filmen værd.

Trailer: Hypnosen

Kommentarer

Titel:
Hypnosen 

Land:
Sverige, Norge

År:
2024 

Instruktør:
Ernst de Geer 

Manuskript:
Ernst de Geer, Mads Stegger

Medvirkende:
Asta Kamma August, Herbert Nordrum, Andrea Edwards Edwards, David Fukamachi Regnford, Alexandra Zetterberg

Spilletid:
98 minutter 

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
21. august

© Filmmagasinet Ekko