Serieanmeldelse
03. apr. 2020 | 17:21

I Am Not Okay with This

Foto | Justin Brown
Den unge kvinde Syd (Sophia Lillis) er det meste af tiden præget af ungdommeligt tungsind, men spærrer øjnene op i chok, da hun ender dækket i blod på en villavej.

Teenageproblemer og overnaturlige kræfter blandes effektivt i Netflix-ungdomsdrama, der låner 80’er-æstetik og mørk humor fra bedre film og serier.

Af Frida Marie Damsgaard

En pige går på en øde gade midt om natten. Hun er iklædt en lang, hvid kjole og er badet i blod fra top til tå på nær de to øjenæbler, der stirrer stift i chok.

”Kære dagbog,” lyder en meget træt, teenage-tung fortællerstemme. ”Du kan rende mig!”

I Am Not Okay with This starter med en visuel henvisning til Stephen Kings Carrie, hvis historie på mange måder er den samme.

Pigen, der skriver dagbogen, hedder Syd. Hun er meget lidt opsigtsvækkende. Med egne ord er hun ”kedelig, syttenårig, hvid”.

Syd bor i en amerikansk industriby, hvor alt står i toner af gråt og brunt. Far har hængt sig i kælderen, mor er følelsesmæssigt lukket ned. Med dobbeltvagter på den lokale diner og hverdagsdruk har moren ikke meget andet end indkøbslister og stikpiller til overs for sin datter.

Dagbogen er blevet stukket i hænderne på Syd af en skolepsykolog som et redskab til at bearbejde farens uventede død. Den bliver seriens adgang til en indre verden af sorg og hormoner, der er lige så kaotisk som kedelig. Den leveres med næsten samme deadpan-monotoni som hos dronningen af desillusion, Daria, der blev kendt i Beavis and Butthead og siden fik sin egen animationsserie.

Syd har ikke mange venner at vælge imellem. Det går heller ikke så godt med skolen, og sejlivede bumser titter frem. Den pubertære håbløshed er skruet helt op.

I Am Not Okay with This er ligesom The End of the F***ing World en Netflix-filmatisering af en af Charles Forsmans tegneserier. Hans pubertetsportrætter handler om utilpassede unge med mørk humor og ok boomer-energi. Men indimellem er det svært at holde med Formans livstrætte teenagere – måske fordi den humor, der skal opveje deres deprimerende dvaskhed, ikke sigter højt nok.

Sløvsindet afbrydes indimellem af venskabet med den sprudlende Dina med dådyrvipperne. Hun er nået til det punkt i puberteten, hvor togskinnerne afmonteres, og brysterne blomstrer op.

Helt uvidende har Dina vundet opmærksomhed hos skolens største sportsidiot, Brad.

Da det kælende kærestepar inviterer Syd på pomfritter og tredjehjuls-komplekser på dineren, sker der noget tilsyneladende tilfældigt. Brad får næseblod. Men Syd har en følelse af, at hun forårsagede det uden at røre ham.

Syd finder langsomt ud af, at hun har telekinetiske evner, og parallellerne til Stephen King-klassikeren bliver tydelige. Serien kan sin filmhistorie og mestrer stilistik og referencer, men har svært ved at fylde skoene ud fortællemæssigt.

Mange forsøg på spænding og gys bliver overskygget af mindet om de værker, der trækkes på.

Da Dina bliver travlt optaget af sin første kæreste, dukker en nabo fra skolen op i Syds indadvendte verden.

Stan, en sjæleven til Duckie fra Pretty in Pink, er nostalgiker og romantiker. Han hører vinyler, danser med sig selv foran spejlet på sit værelse og løfter både den gråmelerede provinsby og serien op af sofaen.

Sophia Lillis og Wyatt Oleff, der har spillet sammen i It (en anden Stephen King-filmatisering), har en sød og underspillet kemi. Men det er svært at leve sig ind i Stans ukuelige interesse i den ofte syrlige og selvhadende Syd.

Parringen af teenageproblemer og overnaturlige kræfter udspiller sig i en gennemført 80’er-kulisse med ivrige vink til The Breakfast Club og en nostalgisk lydside af blandt andet Roxette og Pixies.

Serien er kærlig, velskrevet og vittig i skildringen af pubertet, rygbumser og afdansningsbal, men er ikke på samme måde medrivende i det overnaturlige delplot.

Måske fordi den i sin kombination af pubertetsportræt, kinetiske kræfter og gedigen 80’er-nostalgi konstant leder tankerne hen på den overlegne Stranger Things.

Og hvor Syd bruger halvdelen af sæsonen på at forstå sammenhængen mellem ustyrlige udbrud af telekinetiske kræfter og følelser af frygt og vrede, tager det ikke seeren mere end et enkelt afsnit.

Trailer: I Am Not Okay with This

Kommentarer

Titel:
I Am Not Okay with This

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Jonathan Entwistle

Medvirkende:
Sophia Lillis, Wyatt Oleff, Sofia Bryant

Spilletid:
Syv afsnit af cirka 30 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
26. februar på Netflix

© Filmmagasinet Ekko