I sku’ bare vide, mor og far

I 2012 skete der et markant skift i lovgivningen om børn og forældre efter en skilsmisse. Med den nye forældreansvarslov fik domstolene bedre mulighed for at ophæve den fælles forældremyndighed, hvis forældrene var fanget i en uopløselig konflikt. Barnets trivsel og beskyttelse kom tydeligere i centrum.

Det tilsyneladende lille skift har vidtrækkende konsekvenser. Barnet er ikke længere blot en kastebold i de voksnes konflikt, men et menneske med egne behov, hvis perspektiv må tages alvorligt.

To af landets førende dokumentarister, Louise Detlefsen (Tingbjerg-eksperimentet og Fat Front) og Alexander Lind (Trine on Fire og Lyset), tager med TV 2-dokumentarserien I sku’ bare vide, mor og far konsekvensen af perspektivskiftet.

Det er nemlig barnet, der fortæller historien om forældrenes skilsmisse. Det er et markant brud med den gængse fortælling, hvor barnet spiller en birolle i de voksnes drama.

Serien består af tre afsnit på hver en halv times tid og er først og fremmest sympatisk. Det er en af dens afgørende kvaliteter. I en verden, hvor dokumentarer ofte skruer op for vold, incest, narkotika og forældrekonflikter, følger vi – på godt og ondt – tre mere almindelige skilsmisser, genfortalt af børnene selv.

Sagerne er godt valgt.

Vi møder det lille barn, det præpubertære barn og teenageren. Skilsmisserne har forskellige årsager. I én springer far ud som bøsse, i en anden har far fået en ny kæreste fra Thailand, og i den tredje skal mor for anden gang skilles fra en mand, som hun også har fået børn med.

Der er også en vis social spændvidde. Vi kommer indenfor hos en lægefamilie fra den højere middelklasse og hos to familier fra lavere sociale lag. Uden at karikere nogen tegner serien, der er produceret af Plus Pictures, både forskelle og ligheder mellem familierne.

Og den viser, at det hverken er lettere eller sværere for et barn at rejse frem og tilbage mellem mor og far, fordi familien kører Tesla.

Formen veksler mellem varm, blid realisme – en slags feelgood-reality, der sine steder tangerer kolonihaveidyl, måske som et tiltrængt åndehul – og de mere rå passager, hvor børnene skriver og tegner til deres forældre.

Til sidst bliver forældrene konfronteret med børnenes oplevelser. Undervejs brydes realismen af små animationssekvenser, der skildrer skilsmisserne og andre afgørende begivenheder i børnenes liv. Et vidunderligt greb.

Karakteristisk nok spidser børnenes problemer med skilsmissen til ved højtider og dramatiske møder.

Vi overværer en rørende konfirmation, dagen, hvor fars nye kæreste skal introduceres, og forældrenes reaktioner, når de konfronteres med barnets oplevelse af skilsmissen. Det skaber højspændte situationer – og virkelig godt tv.

Det er tankevækkende, hvor forudsigeligt børnene lider. De har svært ved at pendle mellem to vidt forskellige verdener og plages af en uforklarlig skyldfølelse – en knude i maven, som et af børnene kalder det. De frygter at gøre de voksne kede af det og drømmer om, at forældrene kunne finde sammen igen.

”Så vi var sammen igen,” som et barn formulerer det.

Flere steder i serien bliver man både rørt og bevæget. Ofte er det i de mindste glimt af tragedien, at sandheden står klarest.

Som da en stor pige næsten hviskende siger, at hun bare ville ønske, at forældrene også nogle gange talte lidt ”om … mig”. Eller da små børn næsten kommer op at slås om, hvem der skal sidde ved siden af far.

Også forældrene bliver flere gange tydeligt berørte og græder, når de konfronteres med, at deres livsvalg – mere eller mindre nødvendige, som de måtte være – griber dybt ind i et andet lille menneskes liv.

Med I sku’ bare vide, mor og far får det menneske, som skilsmisser måske mest af alt rammer, nemlig barnet, endelig sin helt egen stemme.