Tv-anmeldelse
21. maj 2026 | 13:52

Tingbjerg-eksperimentet

Foto | Hansen & Pedersen

Maja er danseteater-producenten og nybagt forælder og flytter sammen med sin kæreste Thomas fra Nørrebro til et nyt rækkehus i Tingbjerg, hvor hun håber at kunne gøre en forskel. 

Dokumentar tegner et varmt og nysgerrigt portræt af klassesammenstødet, da resursestærke familier lokkes til ”en hård ghetto” med billige priser og store drømme.

Af Frederik Hoff

”Gentrificering” bruges ofte som et fyord. Især i København, hvor man snart skal være techmillionær for at få en lejlighed med bad.

Men i den todelte DR-dokumentar Tingbjerg-eksperimentet er gentrificering selve målet med det hele. ”Vi vil godt gentrificere Tingbjerg i en opadgående retning,” lyder planen til et møde hos den private ejendomsinvestor Nrep.

Den udskældte københavnske bydel kom i problemer med den daværende regerings kontroversielle Ghettoplan fra 2018, hvor såkaldt hårde ghettoområder skal afmonteres med nedrivninger og lokalt skærpede straffe.

Med det erklærede mål at redde de nedrivningstruede boliger i Tingbjerg besluttede Nrep at bygge rækkehuse midt i det hele og lokke ”resursestærke majoritetsdanskere” – primært hvide akademikere – til området, så det kan fjernes fra Ghetto-listen.

Med en huspris på 40 procent under markedsprisen fik det entusiastiske københavnere til at ansøge i hobetal med store løfter om, hvordan de ville forbedre området. Eneste hage var, at de skulle blive boende mindst fire år for at få lov at sælge med profit.

Instruktøren Louise Detlefsen har før udvist sans for interessante samfundsudviklinger med Fat Front,om tykaktivisme, og den roste Det er ikke slut endnu,om et plejehjems tilgang til alzheimers.

I Tingbjerg-eksperimentet følger hun to af de første familier, som indgår i eksperimentet, med de nybagte forældre Claus og Clara, Thomas og Maja i front. Især sidstnævnte bliver et spændende bekendtskab.

Danseteater-producenten Maja ligner først en perfekt stereotyp på en verdensfjern københavner med alle de rigtige holdninger. ”Man siger ikke tredjeverdensland mere, skat, man siger det globale syd.” Men hun er også reflekteret og bevidst om, at hun er i Tingbjerg for at bidrage med sin hvidhed.

Maja og Thomas kan hurtigt komme på de første mange ting, man kan forbedre området med: ”en lille kaffevogn, et upcyclet genbrugsshow, pop-op-Noma i en lejlighed, et mikrobageri og et mikrobryggeri,” som det opremses – ikke uden selvironi.

De fire hovedpersoner er lokket af den billige bolig. Men samtidig er de oprigtigt sympatiske mennesker, der akter at forsvare en truet bydel mod Ghetto-pakkens racisme og gerne poster penge i lokal fejring af den muslimske højtidsfest eid.

Tingbjerg-eksperimentet er et varmt og nysgerrigt lille portræt af klasseforskelle. Det påstår ikke at have svarene, men nøjes med at gå empatisk til problemerne.

De gamle Tingbjerg-borgere er forståelige, når de råber, at byggeriet er ”noget fis” og ”hul i hovedet” til projektlederne, der gør det bedste, de kan, for at tilpasse sig lovgivningen.

Man forstår også, at Chahira efter tyve år i sin lejlighed er ked af de nye rækkehuse, som kommer så tæt på hendes vindue, at hun ikke længere kan tage hijaben af i stuen uden at blive set.

Man forstår også de nye beboere, der frustreres over at støde hovedet mod en mur, når meningsløst bureaukrati kommer i vejen for deres mange initiativer.

Louise Detlefsen og medfotografen Per Fredrik Skiöld har et godt blik for ironien i scenerne og de små brister i selvforståelsen.

De spotter den velmenende familie, der hellere end gerne vil blande sig med de lokale, men aldrig for alvor får det gjort og afslørende på repeat spiller Specktors’ Hus med det insisterende omkvæd: ”Det vores hus / Det-det-det-det / Det-det-det-det-det-det / Det vores hus.”

Kameraet fanger også den ubehagelige kontrast mellem et rapporteret skuddrab på gaden og rækkehusets trygge interiør, hvor der kun kastes med puder.

Af og til bliver dokumentaren distraheret af underholdningsværdien i Majas rolle som Nørrebrogenser på udebane.

Efter et stykke tid virker det – nok uforvarende – som om der gøres grin med hendes sympatisk overambitiøse forsøg på at revolutionere sprogbruget i vuggestuen og til fastelavn, hvor vinderne nu betitles ukønnet som kattepræsident og katteminister.

Til gengæld er det stærkt, når Maja og de andre får lov at indrømme deres egne usikkerheder over positionen i klassesamfundet, der ikke forsvinder ved, at man skaber en ”ghetto i ghettoen”, som en af de gamle tingbjerggensere formulerer det.

Selv progressive unge har svært ved at sige, at de bor i Tingbjerg, uden lige at tilføje: ”altså i et rækkehus, ikke en lejlighed.” Og for både nye og gamle indbyggere er det åbenbart universelt, at man de første år nøjes med at sige, at man bor i Brønshøj. Det lyder jo finere.

Kommentarer

Louise DetlefsenTitel:
Tingbjerg-eksperimentet

Land:
Danmark

År:
2026

Instruktør:
Louise Detlefsen

Manuskript:
Louise Detlefsen, Babak Vakili

Medvirkende:
Maja, Thomas, Claus, Klara, Chahira

Spilletid:
To afsnit af cirka 40 minutter

Anmeldelse:
To afsnit

Premiere:
21. februar på DRTV

© Filmmagasinet Ekko