I Want Your Sex

Filmkritikeren Manny Farber skrev i 1962 et berømt essay om to dominerende tendenser inden for film og kunst, som han døbte henholdsvis termite art og white elephant art.

Den hvide elefant beskrev han som den prætentiøse filmkunstner, der dyrker et stramt, forfinet formsprog og har en kølig distance til karaktererne. Elefanten er drevet af sin besættelse efter at skabe det store mesterværk.

Termitten har derimod en rå, legesyg og uprætentiøs tilgang til filmmediet. Den er sulten og ikke bange for at skabe kaotiske og ufuldkomne værker fulde af liv og vanvid.

Farber ville uden tvivl klassificere Gregg Araki som en termit. Kultinstruktøren blev særligt kendt som en af stemmerne i new queer cinema-bølgen i 90’erne sammen med blandt andre Gus Van Sant.

Hans tidlige film – for eksempel trilogien Totally F***ed Up, The Doom Generation og Nowhere – er frække, grænsende til det groteske og somme tider hysterisk morsomme.

Derfor irriterer det mig grænseløst, at I Want Your Sex er så forbløffende uoriginal, kluntet og tandløs.

23-årige Elliot (Cooper Hoffman, søn af den afdøde Philip Seymour Hoffman) får arbejde for den omkring 40-årige provokunstner Erika (Olivia Wilde) på hendes galleri. Det gør han udelukkende, fordi Erika synes, han er lækker.

Man forstår ikke tiltrækningen, for Elliot fremstilles som en ængstelig, pseudo-venstreorienteret type, der har travlt med at demonstrere sin maskulinitet. Tilmed er han doven og smådum.

Hans intellektuelle kæreste Minerva (en ikke særligt overbevisende Charli XCX) er ligeglad med ham og deres sexliv. Hun faker ufortrødent sine orgasmer og gider ikke engang lade, som om hun begærer ham. Hendes resignation er massiv.

Erika vil i modsætning til Minerva have sex med Elliot, og det kan ikke gå stærkt nok. Det er MeToo, men med omvendt fortegn.

Eliott finder sig tydeligvis til rette i rollen som Erikas muse og forelsker sig lynhurtigt i hende, men hun gengælder ikke hans følelser. Hvad der starter med sjov og spas, udvikler sig snart til en grænseoverskridende affære for Elliot, der må sande, at Erika udnytter ham.

Plottet drives frem af en tynd mordgåde, og filmen åbner med et billede af Erika, som flyder nøgen og livløs rundt i en swimmingpool. Kameraet kan ikke få nok af hendes bryster.

Det eneste tilnærmelsesvis interessante ved filmen er Erikas refleksioner over Gen Z. Hun mener, at ungdommen er blevet kysk og kedelig. Gen Z er en generation, som aldrig har sex og er bange for både intimitet, romantik og vildskab. De er blaserte og går kun op i, hvordan andre opfatter dem.

Det kan der være en vis sandhed i, og Araki lægger da også op til, at vi skal debattere ungdommen. Men debatten udebliver.

Paradoksalt nok er Erika tydeligvis også bange for ægte intimitet og holder altid en kølig distance til sine underdanige partnere. Dildoen og pisken er hendes våben. Ingen må komme for tæt på. Hun penetrerer de unge elskere med sine våben, men ingen får lov til at penetrere hende tilbage. Hun er altid i kontrol.

Man kan måske udlægge det, som om jeg – der selv er født på kanten af Gen Z – mener, at den 66-årige Gregg Araki er blevet for gammel til at lave film om og til ungdommen. Men det er ikke min pointe.

Gregg Araki burde som en termit med sin livserfaring have evnen til at gnave sig ind i det forfinede, polerede, selvbevidste og korrekte og efterlade noget skævt, beskidt, levende og uforudsigeligt.

Men han er meget mere interesseret i Olivia Wildes karakter: hendes monologer om seksuel frihed, hendes vanvid og de psykopatiske træk, hun besidder. Erika bliver et kedsommeligt talerør for Araki.

Locations ser billige ud, og replikkerne lyder indimellem som en chatbots forsøg på ungdomsslang. De mekaniske og ofte usjove dialoger gør filmen decideret trættende.

Hvis meningen er, at vi skal grine, griner man mest, fordi filmen er tåkrummende. Til sidst ved man ikke, hvad man skal stille op med sig selv.

Man kan enten gnægge eller gabe.