Den charmerende Iqbal (Hircano Soares) er igen endt i problemer. Han har lidt for meget krudt i røven til, at den indædte lærer Jeppe (Martin Brygmann) kan styre ham, og derfor bliver han sendt op til skolepsykologen Jeanette (Ditte Hansen) med bemærkningen: ”Jeg tror, du har ADHD.”
Hvad værre er, så er skurkene Æselmand (Rasmus Bjerg) og Svinet (Andreas Bo) blevet løsladt. I en morsom homage til Olsen Banden ser vi Æselmand og Svinet komme ud af fængselsporten. De er blevet benådet for at have hjulpet regeringen med at lukke en handel om Grønlands-olien.
Æselmand og Svinet er blevet byggematadorer og vil renovere hele Blågårdsgade i et storstilet byfornyelsesprojekt. Men i virkeligheden handler projektet om den olie, de har spottet under den farverige gade, og som kan gøre dem til milliardærer, hvis de bare lige får verfet alle beboerne ud af gaden.
Enorme huslejestigninger er tricket, og det er nu op til Iqbal og vennerne at finde ti millioner kroner, så de kan redde boligblokken.
Ligesom i den første filmatisering af Manu Sareens børnebøger, Iqbal & den hemmelige opskrift, er det de voksne, der gør filmen til rendyrket underholdning for hele familien.
Martin Brygmann gør det godt som den hysteriske folkeskolelærer, der med manisk udspilede øjne forsøger at få bare ét sekunds ro i klassen. Ditte Hansen er morsom som skolepsykologen, der er fascineret af fremmede kulturer – og i særdeleshed af Iqbals onkel Rafiq. Og heldigvis er det stadig Dar Salim, der gestalter rollen som den kriminelle onkel med lige dele charme og komisk timing.
De to største stjerner er dog stadigvæk Rasmus Bjerg og Andreas Bo, hvis komiske begavelse er en fryd at følge. Rasmus Bjerg er den perfekte skurk, der som en ny Egon Olsen udtænker skumle planer, mens hans mere tungnemme makker stiller alle de dumme spørgsmål, der får både børn og voksne til at grine.
Når Æselmanden begynder en svada om, hvor dumme og grimme børn er, og hvor meget han hader dem, er Svinets respons i ren Brian Nielsen-snøvledialekt: ”Ja, vi hader børn. Børn og de der fyldte oliven, hvem fanden har opfundet dem?”
Manuskriptforfatter Renée Toft Simonsen, der blev nomineret til en Robert sidste år for Iqbal & den hemmelige opskrift, formår at tildele de voksne skuespillere nok one-liners til, at man morer sig filmen igennem, mens handlingen er lagt i de unges hænder. Og her halter instruktionen desværre stadig.
Der er megen råb og gestik, og knap så megen indlevelse i karaktererne. Heldigvis er Toft Simonsens manuskript så tempofyldt, at det ikke gør det store.
Iqbal kommer på magisk vis i besiddelse af en superchip, der indeholder evig energi, hvilket Æselmand og Svinet ikke er begejstret for, da det vil få oliepriserne til at styrtdykke. På snedig vis får de franarret Iqbal chippen, og så er det op til Blågårdsgadens fællesskab at få chippen tilbage.
Ligesom i etteren er der production value for alle pengene, særligt i sidste halvdel. Her går der næsten Terminator 2: Judgment Day i den, da skurkene forsøger at destruere superchippen i en smeltedigel på et dystert stålvalseværk. Der er god brug af lys og klip til at højne spændingen, og det er forfriskende, at man går i Hollywoods fodspor i stedet for en mere traditionel socialrealistisk stil.
Selv om der er blevet skiftet instruktør, fra Tilde Harkamp i den første film til Oliver Zahle i den anden, er der ikke den store forskel at spore. Rammerne blev fastlagt i den første Iqbal-film med fokus på højt tempo, humor og underholdning, og hvorfor også ændre på konceptet, når det fungerer?
Iqbal & superchippen holder sig til gennemprøvede skabeloner og fortællemønstre, så i den henseende er børnefilmen ikke nyskabende. Men det er en befrielse at se børnefilm, der ligesom MGP Missionen mikser etniske miljøer med danske. Hvis vi alle skal føle os som en del af Danmark, er identifikation på lærredet et godt sted at starte.
Kommentarer