It Was Just an Accident

Et uheld. En bil, en hund, en mand med et ar på benet. Og pludselig et moralsk afgrundsdyb.

Med Guldpalmevinderen It Was Just an Accident leverer Jafar Panahi endnu et urovækkende bidrag til sit livsværk.

Alle hans film handler om livet i skyggen af et iransk regime, der begrænser menneskelig frihed. Fra fodboldglade skolepiger over kurdiske kvinder til midaldrende filminstruktører og nu også – og det er et interessant spring – blodtørstige dissidenter på jagt efter hævn.

Det er en film, der starter med en banalitet og ender med et spørgsmål, som sidder i én bagefter: Hvad stiller man op, hvis man midt i den grå hverdag finder det menneske, som har ødelagt ens liv?

Panahi har aldrig været bange for at stille farlige spørgsmål. Det gælder den seismisk mærkbare debut i 2000 med Cirklen, selvportrættet This Is Not a Film, der blev smuglet ud af landet på et usb-stik (muligvis endda gemt i en kage), og kvindefrihedsskriget 3 kvinder.

Siden 2010 har han endda trodset et officielt forbud mod at lave film, give interviews og forlade Iran. Hele vejen har Panahi gjort den personlige modstandskamp æstetisk og filosofisk. Hver film er både et kunstnerisk udtryk og en aktiv respons på det system, der forsøger at lukke munden på ham og andre.

Med It Was Just an Accident føjer han ambitiøst en ny genre til oeuvret: det psykologiske hævndrama.

Automekanikeren Vahid (Vahid Mobasseri) genkender en tilfældig aften sin tidligere torturbøddel blandt værkstedets kunder. Han opsøger og bortfører ham.

Hævnen kribler i ham. Der er bare ét problem. Eghbal (Ebrahim Azizi) benægter, og gør det overbevisende. Og Vahid har altid haft bind for øjnene under torturen. Bødlen, der nu er offer, smides bag i en varevogn, og Vahid opsøger flere tidligere indsatte for at bekræfte hans identitet.

En boghandler, en fotograf, et kommende brudepar på fotosession, en hævngerrig bølle. Det hele udvikler sig som et moralsk kammerspil forklædt som roadmovie.

Stemningen er sort, tør og surrealistisk. En iransk pendant til Little Miss Sunshine med statsvold som understrøm og brudekjolen som tragikomisk kontrapunkt.

Men filmen er mere end bare satirisk absurdisme. Den trækker tråde til Hannah Arendts begreb om ”ondskabens banalitet”. Arendt argumenterede for, at de værste ugerninger ofte ikke begås af sadister eller monstre, men af almindelige mennesker inden for et destruktivt system.

Bøddelen er et menneske med familie, bekymringer og fysisk sårbarhed. Hans opførsel er afdæmpet, rationel, empatisk. Er han den mest humane stemme i det rullende galehus? Og kan man overhovedet slå nogen ihjel, hvis man ser deres menneskelighed?

Panahi tvinger os til at dele Vahids tvivl. Der gives ingen entydige svar, og filmen leger bevidst med vores forventninger, vores identifikation og vores behov for moralsk balance. Vi skifter, ligesom karaktererne, hele tiden ståsted.

Ikke alt er lige troværdigt.

Det gælder især en lidt fortænkt hospitalsafstikker. Det er også svært at købe, at så sammensat en gruppe hurtigt skulle stå klar til afstemning ude i bjergene. Og Panahi kunne med fordel have sendt en lille tak for inspiration til Ariel Dorfman for skuespillet Death and the Maiden, som Roman Polanski i 1994 filmatiserede med Ben Kingsley som mulig torturbøddel og Sigourney Weaver som hævner.

It Was Just an Accident er hverken Panahis mest personlige, originale eller formfuldendte film. Alligevel føles den uomgængelig og som hans moralsk mest påtrængende film.

Den er kun blevet mere aktuel af Israels angreb på Iran i juni 2025 og de seneste ugers demonstrationer mod regimet i landet. Vi er storpolitisk i en sitrende mellemøstkrise, hvor et iransk systemskifte ikke længere er urealistisk. Og dermed spørgsmålet: Hvordan bygger man et demokratisk retssamfund på en kogeplade af historisk uret?