It: Welcome to Derry

Hvis du kan lide groteske scener, fyldt med cgi og kunstigt blod, og ikke nødvendigvis går så meget op i historien, er serien It: Welcome to Derry måske noget for dig. 

Den er skabt af blandt andet Andy Muschietti, og det er meningen, at den skal fungere som en prequel til Muschiettis to film – It: del 1 (2017) og It: del 2 (2019) – baseret på Stephen Kings mesterværk It. Og allerede her deler den vandene: Er man fan af bogen eller af Muschiettis film? 

Hvis det er førstnævnte, vil man nok ligesom denne anmelder blive pænt frustreret. 

Serien foregår – ikke overraskende – 27 år før den første film, for som vi ved, så kommer It, også kendt som klovnen Pennywise (Bill Skarsgård), til byen Derry hvert 27. år for at mæske sig i skræk og rædselsslagne børn. 

Året er 1962, og den omkring elleveårige Matty (Miles Ekhardt) sidder i biografens mørke. Hans ansigt er dækket af blå mærker, og i munden har han en sut. Et absurd syn hos en dreng på hans alder, men scenen antyder alt, hvad man behøver at vide: Matty har det svært og søger trøst, hvor han kan. For hjemmefra får han den næppe. 

Han bliver jaget ud af biografen, da det viser sig, at han har sneget sig ind uden billet. Måske var biografen hans sidste fristed og denne ydmygelse dråben, der får ham til at ville forlade det hele. Trods den kolde vinternat og den sene time stiller han sig ud til vejen og rækker tomlen frem. 

En familie samler ham op, og de sætter ikke spørgsmålstegn ved, at en ung knægt stikker af hjemmefra. Det er mærkeligt, så selvfølgelig stikker det helt af. 

I de tidligere fortællinger om It skræmmer og dræber Pennywise som regel ved at tage form af det, barnet frygter. Drengen Eddie har sygdomsangst og ser en spedalsk. Pige Beverly får sit badeværelse fyldt med blod, et symbol på hendes snarlige pubertet. Bill ser sin dræbte lillebror. 

Her manifesterer It sig som en familie, hvor moren i bilen føder en dæmonbaby, som slår Matty ihjel, efter man har set den flække kvindens skræv i en kaskade af blod. Var Matty bange for det? 

I andet afsnit forvandles pigen Ronnies seng til hendes afdøde mors livmoder. Her må hun kæmpe sig fri, mens navlestrengen trækker hende tilbage mod maven, der pludselig åbner sig som et gabende hul – foret med rækker af sylespidse tænder. 

Det lyder væmmeligt, og det er da bestemt kreativt. Det er bare ikke spor uhyggeligt. Der er ikke kræset for stemningen og opbygningen af livet og venskabet mellem børnene, som netop er det, der gør bogen så mesterlig. 

Dertil er der nu en del voksne, som spiller en større rolle i serien – de voksne, som ellers tidligere ikke rigtigt ser Itog hans skræmmende magi. 

Major Leroy Hanlon (Jovan Adepo) – bedstefar til Mike Hanlon fra The Lover’s Club, der kæmper mod det onde væsen – kommer til byen. Og han har en slags superkraft. 

På grund af en krigsskade i amygdala, der fungerer som menneskets følelsescenter, mærker han ikke frygt. Hans overordnede kan derfor bruge ham til at finde det, som han håber, er en form for våben. En ting dybt i Derry, der kan dræbe et menneske med frygt alene. 

Hvor lyder det dog dumt. 

Samtidig ligger handlingen langt fra Stephen Kings forlæg, som netop strækker sig over årtier, fordi Pennywise vender tilbage efter en fast cyklus. 

I bogen – og i de to nyere film – er det de oprindelige indbyggere, der først støder på monstret for mange årtier siden. Det ser ud til, at de også kommer til at spille en større rolle i den nye serie. Andy Muschietti og hans team virker dog ret ligeglade med bogen og plukker bare de elementer, de finder interessante. 

Major Hanlon får sin familie til Derry, og hans kone går vagtsomt rundt i byen og prøver at aflæse, hvor fjendtlige borgerne er over for sorte. Umiddelbart er byen meget venligsindet, men der lægges op til en grov racisme. 

I de to første afsnit bliver børn massakreret til højre og venstre, så det er svært at gisne om, hvem der er de egentlige hovedpersoner. 

Serien er dog sindssygt smukt filmet, og der er gjort meget ud af, at det ser autentisk 60’er-agtigt ud med tøj, musik og selve billedfiltret, der ligner en vintage Kodak-reklame. Den har også en af de flotteste intro-sekvenser, som virkelig rammer bogens ånd og er en reklame for byen Derry, der dog viser sig at være et totalt forskruet sted at opholde sig. 

Desværre kan man lige så godt slukke, når introen er ovre. Resten af de to afsnit er næsten tidsrøveri, og Andy Muschietti og Co. får virkelig travlt, hvis serien overhovedet skal nå op på niveauet ”hæderlig”.