Kærlighed

Med Kærlighed sættes der et flot punktum for Dag Johan Haugeruds hyldest-trilogi (der også tæller Drømme og Sex) til moderne kærlighed, lyst og ikke mindst smukke Oslo.

Det er ligesom Joachim Triers Oslo-trilogi (Reprise, Oslo, 31. august og Verdens værste menneske) et hovedværk i moderne norsk filmkunst. Og denne gang er temaerne om intimitet, lgbt-kærlighed, nutidens parforhold, skam og fordomme rykket ind i det offentlige sundhedsvæsen. Nærmere bestemt Oslo universitetshospital, hvor vi møder urologen Marianne og sygeplejeren Tor. 

En vigtig, omend trist del af deres arbejde, er at fortælle mænd i alle aldre, at de har fået kræft i prostata, og at behandlingen herfor vil få store konsekvenser for deres liv og især sexliv. Disse patientsamtaler samt Tor og Mariannes mere private samtaler om sex og relationer bruges både til at indramme fortællingen og sætte filmenes temaer på spidsen.

Privat er Marianne ugift og har aldrig ønsket sig hverken mand eller børn, men har dog sagt ja til en blind date med en fraskilt geolog. Hans navn er Ole Harald. Det er ikke til at sige, om det skyldes den indfølende klavermusik, men i en scene, hvor han fortæller om Oslos undergrund, bliver man selv lidt forelsket i stenmanden.

Det er altså helt forståeligt, at den ellers så kontrollerede Marianne til en komsammen får en ubærlig trang til at tage ham på numsen og starte romancen. 

Tor har heller ikke meget til overs for faste forhold og bor på den lille halvø Nesodden, hvor færgeturen frem og tilbage er blevet hans favoritsted til at hooke op med mænd via sexappen Grindr. En dag møder han den ældre psykolog Bjørn, der ikke umiddelbart virker interesseret, men som alligevel bliver ved med at dukke op i Tors verden.

Har man ikke set Sex og Drømme, kan man sagtens begynde med Kærlighed. Filmene har hver deres separate historie, selv om de tematisk overlapper hinanden. 

Bjørn var også med i Drømme, og han spilles med masser af sårbarhed af Lars Jacob Holm. Man kan bestemt godt forstå, at Haugerud har skrevet en større rolle til ham denne gang.

Tor spilles af Tayo Cittadella Jacobsen med glimt i øjet og stort menneskeligt overskud. Han er flot på sådan en 70’er-agtig måde, der aldrig rigtigt går af mode. Tor bevarer en mystik omkring sin person ved at være en af de eneste karakterer i filmen, der holder igen med at dele ud af sig selv.

Andrea Bræin Hovig giver liv til Marianne, som indtager ethvert rum med en autoritet, der er meget troværdig for en læge såvel som en selvsikker singlekvinde.

Stilen går igen fra de andre film, hvor kameraet enten står stille og observerer eller præsenterer samtalescener i klassisk krydsklipning. Dermed får manuskriptet og skuespillerne lov til at skinne igennem, og når der er brug for en pause, krydres dialogscenerne med prægtige panoramabilleder af Oslos bjerge og fjorde.

Dag Johan Haugerud er også forfatter og bibliotekar, og man mærker kærligheden til det skrevne ord hele vejen igennem. Han har virkelig flair for at skrive dialoger.

Der tales meget i filmen, og det er gennem samtalescenerne, at vi lærer personerne at kende og undersøger deres forhold til hinanden. De fører historien videre, og Haugerud bliver ved med at finde nye måder at gøre samtalerne interessante, så de aldrig føles ens. 

Der er følsomme samtaler og større, samfundsmæssige diskussioner. Nu og da bevæger filmen sig over i parodien. Som da Marianne møder en selvretfærdig tømrer, der på bizar vis argumenterer for, at hans trang til at være sin kone utro er berettiget, fordi han voksede op på landet!

Marianne præsenterer den to gange fraskilte Ole Harald for det interessante synspunkt, at ægteskaber er uetiske, eftersom forældrene kan forlade det, mens børnene er fanget i et brudt ægteskab for evigt.

Midt i snakkeriet er der også plads til store beslutninger og handlekraft. Kærlighed ender som en næstekærlig film om, at man skal blande sig i omverdenen og sørge for at gribe sine medmennesker. Både Tor og Marianne får naturligvis udfordret deres modvilje mod forpligtende forhold, men på overraskende måder. Og det er langt fra givet, hvem der ender med at gøre hvad i sidste ende.