Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.

Publikum sidder naglet til sædet, mens den klaustrofobiske stemning følger én gennem sportsdramaet om en iransk judobryder, der uden for ringen kæmper med præstestyrets fangarme.

Det er Jennifer Lawrences vilde og eksplosive præstation, der gør Lynne Ramsays uforsonlige drama om ulykkeligt moderskab mere interessant end egentlig gribende.