Toves værelse

Tove Ditlevsen udgav i 1975 sin selvbiografiske roman Vilhelms værelse. For de fleste stod det klart, at forfatteren i virkeligheden beskrev – eller simpelthen afslørede – det helvede, hun i 22 år havde levet i sammen med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen.

Hovedpersonen Lise Mundus og hendes mand er decideret filtret ind i hinanden i en skiftevis gensidig ophidselse og en indbyrdes altædende afsky.

Tove Ditlevsen mente selv, at hun i Andreasen så noget af sin mor, og at det var årsagen til bindingen.

Romanen om hendes fjerde og sidste ægteskab var forlæg, da Jakob Weis skrev et teaterstykke med titlen Toves værelse, som til blændende anmeldelser havde premiere i 2016 med Paprika Steen og Lars Brygmann i de bærende hovedroller.

På scenen udfoldede de to den modbydelige og klaustrofobiske stemning i et kammerspil, der var iscenesat engang i 1960’erne med pressefolder og drinks og smøger ad libitum.

Vi er dybest set i ét rum.

Ikke bare i dagligstuen, men også i et mentalt indelukke. De eneste andre i stykket var ved repremieren i 2019 Kasper Leisner, der spillede Klaus Rifbjerg, og Bente Eskesen som den afskyvækkende hushjælp i det borgerlige hjem.

Tove Ditlevsen nyder i disse år et stort litterært comeback. Hun er blevet oversat til engelsk og overvældende modtaget i den engelsktalende verden.

Hun er blevet genopdaget af en ny generation af feminister, som dyrker hendes særegne kombination af menneskelig sårbarhed og kønnet styrke. Men også af mere bredt interesserede læsere, herunder mænd, som bare nyder at genhøre en krystalklar stemme fra et helt andet socialt lag, end vi er vant til at møde i litteraturen.

Ditlevsens jordnære poesi taler direkte ind i det, man kunne kalde Glenn Bech-bølgen, som byder på en ny klassebevidsthed. Men hos hende er den tankevækkende nok ikke nødvendigvis meget politisk rød.

Timingen kunne med andre ord ikke være bedre for en film baseret på teaterstykket. Den er instrueret af Martin Zandvliet, der dirigerede Paprika Steen i spillefilmdebuten Applaus og har erfaring med biopic-genren fra Dirch.

Og skuespillet er i verdensklasse.

Paprika Steen leverer som Tove en af sine bedste præstationer nogensinde, hvilket ikke siger så lidt. Men hun bliver næsten overgået af Lars Brygmann, der som Victor spiller sig ind under huden på én.

Joachim Fjelstrup skinner i rollen som Rifbjerg, og det samme gør Sonja Oppenhagen i en nærmest uigenkendelig mundering, med et tudseagtigt look og slimet hår. Der er meget lidt Matador over hendes hushjælp.

Det formidable ved filmen er detaljerne i skuespillet og manuskriptet. Præcise kadencer, bittesmå forskydninger, lynhurtige stemningsskift.

Unge Rifbjerg, borgerskabets pæne forfatterdreng, bliver væltet ind midt i et giftigt ægteskab, som er drevet af en satanisk had-kærligheds-dynamik.

På den ene side en sammenfiltret og egentlig ret kinky seksualitet, på den anden side en rå psykisk og verbal vold. De viser sig at være to sider af samme sag.

Derfor er det virkelig farligt. Sammenvikling, som moderne psykologer benævner et forhold, der som en gordisk knude skal hugges over med en skilsmisse.

Toves nedbrudte sindstilstand indfanges i mareridtssyn af hushjælpen, der forvandles til et krybdyr. Imens repræsenterer Rifbjerg det omgivende samfunds normer med et rationelt blik på det hele.

Rifbjerg prøver at sige fra, men det er i sagens natur for sent. Og i øvrigt umuligt.

Zandvliet – og måske især Weis – viser, at hvis man tør gå ind i dette værelse, er det et sted, som ikke kan være på andre måder. Nogle kærlighedsforhold er og bliver betændte. De er en slags spejlede tiltrækninger, negativt komplekse, ja, man havde nær sagt bagvendt poetiske.

Toves værelse er en barsk oplevelse, fordi man i 75 minutter bliver tvangsindlagt til at være inde i Tove Ditlevsens bevidsthed. Selv blev hun flere gange spærret inde på sindssygehospitaler, som de hed dengang, inden hun i 1976 tog sit eget liv med en overdosis af piller.

Der var frygteligt i Toves hoved, men indimellem også ubeskriveligt lyrisk. Og man sidder tilbage med en taknemmelighed over, at hun levede og gav os enestående litteratur, der så hudløst skildrer, hvad det vil sige at være menneske.

Det samme kan man sige om denne film.