The End of Oak Street

Årets Perseidesværm topper i nat, hvor man på afstand af byens lys kan se op mod 150 stjerneskud i timen, dansende hen over himmelbuen som poetisk glødende blændværk i en gammel Spielberg-film. 

I sci-fi-monsterfilmen The End of Oak Street møder vi en amerikansk kernefamilie anført af Hollywood-stjernerne Anne Hathaway og Ewan McGregor. 

Hun forsøger i husets kælder at skrive en roman. Han holder skjult, at han er blevet fritstillet og må ty til en ussel tjans som pizzabud. 

Det er næppe en holdbar plan. For parret bor i et stort, lækkert forstadshus med hund og to teenagebørn, spillet af Maisy Stella og Christian Convery. Dog får familien snart langt større problemer at bekymre sig om, og også her spøger arven fra Spielberg, nemlig i form af computerskabte kæmpeøgler! 

Familiens hund hedder Starbuck, og en filmplakat på sønnens værelse antyder, at den næppe er opkaldt efter overstyrmanden i Moby Dick, men rumpiloten i Battlestar Galactica, en metaforisk fortælling om mormoner på stjernerejse. Vi er i samme 80’er-nostalgiske rille som Stranger Things. 

Handlingen foregår i Atlanta, Georgia, år 1982. Så det er lidt mystisk, at en for længst uddød plante pludselig vokser op af græsplænen. 

Mystikken kulminerer, da en serie skælvende brag sender hele nabolaget tilbage til juratiden, omringet af forhistorisk jungle. Husene står der stadig, men uden el og vand, og alle moderne træk slutter for enden af Oak Street, hvorfra det nu myldrer ind med sultne monstre. 

Datteren har for vane at lægge sig på ryggen på husets halvtag. Ikke for at se op på stjernerne, selv om Perseiderne også kan ses fra Atlanta, men for at læse om dem. Derfor kan hun nu ved hjælp af viden fra Carl Sagan udfolde en teori om rejser i tid og rum via såkaldte ormehuller dannet af lys. 

Disse Einstein-Rosen-portaler visualiseres i filmen som glødende bobler – temmelig uinspireret sammenlignet med den psykedeliske tunnel, der har samme rolle i den første af Star Trek-biograffilmene. 

Filmen er produceret af J.J. Abrams, og den pludselige, massive manifestation af menneskeædende monstre kan minde om hans found footage-hit Cloverfield fra 2008. Filmen har dog en langt roligere, traditionel billedstil, idet dens primære inspirationskilder er tv-serien Twilight Zone og cowboys-versus- Allosaurus-klassikeren The Valley of Gwangi. 

Ligesom i Jurassic Park-serien er effekterne lavet af Industrial Light & Magic. Udfordringen er som sædvanlig at levere kæmpeøgler, vi nok har set før, men på en måde, der stadig føles ny. Det opnår filmen til en vis grad ved at beklæde sine dinoer med fjer og dun, hvorved de fremstår endnu mere fugleagtige, end vi er vant til. 

Særligt uhyggelige er de ikke, men der er talrige flotte scener. Som da en vredladen nabo på sit tag angribes af flyveøgler, og en storslået, virkelig imponerende actionscene, hvor familien – bevæbnet med salonriffel, flitsbue og forhammer – forsøger at overleve en sulten Tyrannosaurus rex. Det ender chokerende brutalt, og i skildringen af den efterfølgende sorgbearbejdelse leverer Anne Hathaway filmens bedste skuespilpræstation. 

Vi er kommet for at se dinosaurerne, og ligesom i zoologisk have får vi lov at opleve dem som led i naturens cyklus. Ikke blot skider de, men der indgår dinosaurussex, hvilket jeg ikke mindes at have set på film siden tegnefilmen Skøre øgler fra 1980. Det er filmens absolutte højdepunkter, skildret naturalistisk med både humor, charme og god smag. 

Sammen med Paw Patrol: Dino filmen er The End of Oak Street en af hele to biografaktuelle dinosaurusfilm. 

Mod slutningen invaderes familiens hus af en kvælerslange så stor, at den ved at glide langs korridorer og trapper ender med at fylde hele huset. Der må være tale om en Titanoboa, også set i 1976-udgaven af King Kong. Den kunne blive op til femten meter lang! 

Overraskende meget falder på plads i en fiks tidsparadoks-finale, som man kan klø sig i hovedet over under slutteksterne. Når jeg i nat ser det første stjerneskud, vil jeg ønske mig en mere uhyggelig toer.