Calle Málaga

Markedet i Tanger, Marokko, ligner noget, der ikke har ændret sig i 100 år, da Maria Angeles en lun morgen tager på indkøb. Ingredienserne udvælges nøje fra hver sin bod, og der udveksles smil med samtlige sælgere.

Hjemme i den hyggelige lejlighed med pladespilleren, træ-uglerne og alt det andet nips tæsker hun krydderierne og hvidløget til en lækker masse med sin mormors gamle morter.

Festmåltidet er til ære for datteren Clara, der kommer på besøg fra Madrid. Hun kvitterer desværre med dårlige nyheder.

En skilsmisse har lagt Clara ned, og for at få livet med sine egne børn på sporet igen skal Marias lejlighed, som Clara ejer, sælges. Maria kan flytte med datteren – ”så kan du jo også se mere til dine børnebørn” – og ellers er det afsted til plejehjemmet.

Der er noget brutalt over begyndelsen på Maryam Touzanis Calle Málaga, opkaldt efter gaden i Tanger, hvor den spanske familie har boet i generationer.

Mange flyttede dertil på grund af uroligheder i Spanien i forbindelse med Francos regime, forklarer filmens prætekst. Flere blev hængende og gjorde Nordafrika til et elsket hjem. Men nu er det ud på røv og albuer for Maria.

Maryam Touzani har skrevet manuskriptet med sin mand Nabil Ayouch, som hun arbejder fast sammen med. De skiftes til at instruere og kan tilsammen regnes som Marokkos førende filmskabere. Senest bag det meget velspillede musikdrama Alle elsker Touda og før det Den blå kaftan, om en homoseksuel skrædder.

Selv om Calle Málaga starter med et sørgmodigt nyreslag, udvikler den sig til en lysere film end de to forrige.

Maria indfinder sig først på et nydeligt, marokkansk plejehjem, men i haven får hun øjenkontakt med et fastbundet æsel, som hun føler sig alt for spejlet i.

Flugten går tilbage til den nu tømte lejlighed, hvor hver en fiber af møblementet må tilbagekøbes hos en firkantet, men retskaffen antikvar.

Carmen Maura – kendt for sin Cannes-prisvindende præstation i Pedro Almodóvars Volver – er skøn som Maria. Hun var 78 år under optagelserne til Calle Málaga og giver sin forbløffende ungdommelighed til hovedrollen.

De store øjne og meget elastiske øjenbryn kan vise Maria som uskyldig og stakkels, når scenen kræver det. Men også som en snarrådig forretningskvinde, da hun beslutter at tage penge for at vise La Liga-fodbold i sin stue med tapas til priser, som caféerne ikke kan matche.

Hun serverer endda også øl, hvilket er uhørt hos konkurrenterne i Tanger.

Mens Maria klinger sig fast til fortiden i lejligheden, får hun også en trodsig, ekstra ungdom på åbenlyst lånt tid. Lejligheden er stadig ved at blive solgt, og Maria må gemme sig, når der kommer potentielle købere på besøg.

Handlingen glider uanseeligt afsted med flere små grin undervejs og udvikler sig til en alderdomsfortælling, som er opløftende uden at blive blødsøden.

En mørk skygge hænger over udskejelserne i form af datteren, fremstillet kynisk af Marta Etura, der i frustration over sin egen økonomi udnytter, at morens lejlighed står i hendes navn.

Marias vækkelse er et slags omvendt teenageopgør mod datteren, inklusive en romance med antikvaren, spillet med et bedårende genert smil af Ahmed Boulane – selv en kendt instruktør i Marokko.

Begær hos den ældre del af befolkningen er i gang med en tilbagelænet aftabuisering i film og medier lige nu. Her får vi et ualmindeligt hedt bidrag til processen med en velinstrueret, øm sexscene og en efterfølgende ganske grafisk beskrivelse af begivenhederne.

Det er lige fjollet nok, når Maria teenageagtigt beskriver sin orgasme til sin stille nonne-veninde, som reagerer med store øjne, inden der klippes til stegningen af en meget fallisk churro.

Scenerne, hvor den halve by råber og skriger over fodbolden, der ses på lejlighedens komisk lille fladskærm, er charmerende, og den danske premiere er godt timet med verdensmesterskaberne i Nordamerika.

Til slut går der lidt grus i dramaets tempo, og slutningen er lovligt brat, selv om den er modig i sin alvor.

Det er en kliché at kalde alderdomsfilm for ”forfriskende”, og selv om Calle Málaga bestemt læsker i sommervarmen er dens største bedrift at tage alderdommen alvorligt med al dens fortrydelse, umyndiggørelse, fornøjelse og begær.