Lige så åbenlyst Klovn-konceptet er tyvstjålet fra den amerikanske successerie Curb Your Enthusiasm, lige så tydeligt har Klovn næsten fra dag ét i 2005 været sin egen.
Vi ler af en umiskendeligt Hvam’sk og Christensen’sk vinkling på det amerikanske forlæg. Vi er helt knækkede over danskernes dumhed, akavethed og skamfuldhed. Vi griner af os selv.
Det er i sig selv en bedrift at holde en tv-serie i live i ti sæsoner – jep, der er jubilæum i den kreative overklasse i år – men at den holder hele vejen er endnu mere imponerende. Imidlertid er det også sandt, at den er ved at køre træt.
Det er sjovt, vi griner, og det er gjort kreativt. Men vi har også set det hele før. Nærmere bestemt ti gange før plus de tre spillefilm.
Konceptet kører bare derudaf. Det er det samme år efter år. Vi møder Casper Christensen og Frank Hvam i et parallelunivers, hvor der gøres tykt grin med de liv, vi ved, at de lever i virkeligheden.
Det er fed 90’er-ironi.
De er rige, men de er også mega kiksede. De er kendt af alle og enhver, men de kan ikke finde ud af, hvem de selv er. De har fundet en solid kærlighed – eller i hvert fald en lang række lækre hook-ups – men alt er samtidig hele tiden galt, og ingen bliver rigtigt lykkelige.
Mia Lyhne er bitter på tiende år. Casper Christensens scoring nummer ti – eller 60 – er sprudlende af håb, positive tanker og fremtidsdrømme. Men det hele er fis i en hornlygte, forlorent og don juan-agtigt. Eller så tæt på nærmest lykkelig, at man kan blive frustreret over, hvorfor Frank og Mia dog ikke bare kan elske hinanden, sådan som de er.
I den nye sæson er det fuldkommen samme model som tidligere, og det er så velgennemspillet, at fornemmer man, at afviklingen efterhånden er lidt for rutinepræget.
Her er de skæve karakterer som den storkriminelle revisor-Kurt, spillet skønt af Kurt Dreyer, der har sat alle Franks aktiver i Mias navn. Det opdager Frank først, da Mia vil skilles og pludselig kan rende med det hele.
Her er indslagene med kendte kolleger som komikeren Heino Hansen – ”de går aldrig efter de handicappede,” siger han med henvisning til, at han er skeløje – eller Rockers by Choice-fænomenet og rapperproduceren Chief One, hvis borgerlige navn er Lars Pedersen.
Særligt sidstnævnte historie er ret sjov. Lars er blevet hjerteløber, men må pludselig ufrivilligt løbe, fordi han skal ud og heppe på FCK, der skal møde Brøndby. Frank og Casper fingerer en anmeldelse af et hjerteanfald med adresse på en Brøndby-bar. Og da Lars kommer forbi, render han durk ind i løvens hule. Senere hører vi, at han nær havde mistet livet!
Som altid lever serien mest i det helt nære og toppinlige. For det er da meget sjovt, at Frank Hvam laver white russian-cocktails a la The Dude i kultfilmen The Big Lebowski ved at hælde Kahlúa og 38 procent ren piskefløde over to isterninger, der viser sig at være nedfrossede sædklodser leveret af Peter Ganzler, som vil redde menneskeheden, hvis russerne kommer.
Det vulgære har altid været et element i serien. I samfulde tyve år har det moret os. På samme måde er det da også meget sjovt, når vi igen og igen skal høre om swingerklubber og frivilligt cølibat i månedsvis.
Vi skal åbenbart under bæltestedet for at få alle husarerne med, men sjovest er det lange, seje træk med Mias fætter Andreas (spillet megairriterende af Roger Kormind), som flytter ind i parrets millionvilla, fordi han er ved at blive skilt.
De skrigende sjove og monsterkiksede scener med den invaderende egotripper er ubetalelige. Samtidig med at Andreas spiller offer, har han nemlig bildt sin kommende ekskone Miriam ind, at han bor i sommerhuset, som han imidlertid kækt har udlejet på Airbnb, imens han bor gratis hos Frank og Mia.
Til sidst skændes Frank og Andreas selvfølgelig om, hvem der skal have den gode tv-stol eller rense afløbet. Det er i den slags små udfoldelser af alle tænkelige muligheder i en konflikt, at serien for alvor lever.
Spørgsmålet er, om vi snart har fået nok af konceptet? Man skal stoppe, mens legen er god. Ellers ender man som regel med at stå og ligne … en klovn.
facebook
twitter
Kommentarer