La Grazia

Hærdet Beton. 

Det er øgenavnet, der har hæftet sig på Mariano De Santis, Italiens præsident. Regeringsfæller, lobbyister, paven, gamle venner og politiske spytslikkere kredser om ham. Alt preller af. Selv da et aldrende statsoverhoved på officielt besøg fanges af en vindkastet rød løber og falder pladask, står Hærdet Beton urokkelig og ser på. 

Marianos eneste last er en daglig cigaret, som livvagten smugler til ham. Fem minutters ægte lykke. Ellers opsøger han de samtaler, der interesserer ham. Med sin voksne datter, betroede venner, paven, den slags raffinerede, vittige og filosofiske udvekslinger, hvor følelser helst ankommer forklædt som anekdoter. 

Hvordan laver man en film om et magtmenneske, der tilsyneladende ikke rummer nogen sprækker? Paolo Sorrentino finder fire veje. 

Den første ligger i selve blikket. 

Gennem snart to årtier har han skabt en egensindig undersøgelse af den italienske magtelite. Ikke som politisk journalistik, men i en popkunstnerisk form fuld af slowmotion-optagelser, sirlig koreografi, storladne panoreringer, lydsider med lige dele techno og klassik samt symboltunge locations. 

I La Grazia er vi på marmorbalkonen, ridebanen, modtagelseslokalet og foran facader med latinske mundheld. 

Det er et vigtigt element af Sorrentinos film, at hans personer ikke bliver spiddet af hinanden i dramatiske opgør, men derimod gør det gennem instruktørens stiliserede skildring af deres ritualer. Som i Den store skønhed bliver de smukke omgivelser aldrig blot pynt, men afslører menneskets behov for selvbekræftelse. 

Den anden vej handler om nysgerrighed. 

I gennembrudsfilmen Il Divo gjorde Sorrentino den mangeårige premierminister Giulio Andreotti til en sammenkrøbet edderkop af politisk intelligens og et meget stilfærdigt hjemmeliv, men også med en quirky menneskelighed. 

I Silvio og de andre bekræftet han visse ting om fænomenet Berlusconi – som at han bruger forførelse som magtmiddel og er en gigantisk politisk selvbruner. Og alligevel kunne jeg lide ham bedre end mediebilledet af Berlusconi. Hans kone havde pænt fat om hans nosser, og han var ensom. 

Sorrentino er ikke fascineret af magthaverne, fordi de har magt. Han er fascineret af de former for selvdisciplin, selvbedrag og selviscenesættelse, som magten kræver. 

Med La Grazia fuldender han på sin vis trilogien. Denne gang er magtens ansigt en fiktiv præsident, hvis embedsperiode lakker mod enden. Vi møder ham det øjeblik, hvor magten ophører med at være en identitet. Og det er virkelig interessant. 

Den tredje vej hedder casting. 

Toni Servillo spiller Andreotti. Han spiller Berlusconi. Og nu spiller han Mariano. Det lyder som en dum og lidt fiks idé, men det er faktisk genialt. 

Ingen skuespiller kan som Servillo bære civilisationens maske. Hans kunst ligger i det minimale: et blik, en pause, en trækning, der måske er et smil. Med et hævet øjenbryn formår han at give Hærdet Beton et indre liv, hvor han famler efter evnen til forandring eller foryngelse. 

Og så kommer vi til filmens filosofiske kerne: spørgsmålet om ansvar. 

Ordet ”grazia” betyder både ynde, nåde og benådning. De tre betydninger fletter sig elegant ind i hinanden i Marianos arbejde og privatliv. I sine sidste uger som præsident skal han tage stilling til en lov om aktiv dødshjælp og to benådningssager. 

Men jura er ikke etik. Hvem bør have magten over eget liv? Hvem ejer vores dage? Han ved det ikke. Og det påvirker ham tilsyneladende mere, at han ikke ved det, end at han står med en befolknings lovmæssige fremtid i sine hænder. 

Derudover, og fandens ubelejligt, dukker et spøgelse fra fortiden op. En mand, Mariano mistænker for at have haft en affære med sin for længst afdøde hustru. Det bliver en sten i hans sko, der bare vokser. Den private gåde overskygger pludselig republikkens tarv. 

La Grazia er Sorrentinos mest eksplicit filosofiske film, hans mest ambitiøse – og en af hans mest vellykkede.