Løvehjerte

Bandefilmen har efterhånden overtaget det greb om dansk action, som besættelsesfilmene længe havde. Fra Pusher og Nordvest til Underverden og Hele vejen. 

Det er ikke Gestapo, der banker på døren, inden skyderiet går i gang, men et bandemedlem i dunjakke, som skal inddrive gælden for en forsvunden sending kokain. 

Det nyeste eksempel er den Cavling-vindende journalist og dokumentarist Nagieb Khajas spillefilmdebut Løvehjerte. 

Her har 29-årige Luan, hvis navn betyder løve på albansk, tilbragt det meste af sit liv i en bande. Men efterhånden er prisen for livsstilen blevet for høj. Angstanfaldene har indhentet ham, og nu drømmer han om noget så eksotisk som et arbejde og en hverdag uden at skulle kigge sig over skulderen. 

Så nemt går det selvfølgelig ikke. 

Det er ikke verdens mest originale historie, men det interessante er, hvad Nagieb Khaja vælger at gøre med den. Hans baggrund og dokumentariske blik gør ham usædvanligt godt rustet til opgaven. 

Khaja har lavet dokumentarer fra miljøer, som de fleste helst holder sig langt væk fra. Siden er han sprunget ud i fiktion og vandt sammen med Jesper Fink og Charlotte Sieling en Bodil for bedste manuskript med Vejen hjem. 

Hvor mange af genrens forgængere lader konflikterne eskalere i vold, interesserer Khaja sig mere for de følelsesmæssige konsekvenser, der driver fortællingen frem. 

Løvehjerte går ikke så langt ind i bandens maskinrum, men til gengæld helt ind i hovedet på Luan og hans tilbagevendende angst. Det er især i en festscene, at Khajas blik for menneskene bag kriminaliteten kommer til sin ret. 

Bandemedlemmerne er samlet til musik og dans sammen med deres mødre. Pludselig er de her drenge også nogens sønner. Bag kriminaliteten findes et fællesskab, som Luan har været en del af det meste af sit liv. Samtidig prøver han at genoprette forholdet til sin mor (Ermela Dhimitri), der har slået hånden af ham. 

Det er ikke kun kriminaliteten, han skal frigøre sig fra, men også et helt liv og en identitet. 

Besir Zeciri, kendt fra Pigen med nålen og vinder af Ekko Shortlist Awards for bedste mandlige skuespiller i 2021, er fremragende i sin første hovedrolle i en dansk spillefilm.

Hans spil er præget af stor tilbageholdenhed. Selv de værste bøller har en familie og en akilleshæl. Luans svage punkt er hans bedste ven Issa (Mohamed Djeziri), der legemliggør alt det, han forsøger at lægge bag sig, men også har svært ved at give slip på. 

Det smukke makkerpar sættes på prøve, da Luan er ved at finde fodfæste som portør på Hvidovre Hospital. En slags alternativt exit-program. Bjarne Henriksen er formidabel i rollen som den jordbundne portørchef Ole. Filmskaberne har taget den forfriskende beslutning at gøre Ole til en vaskeægte Hvidovre-dreng i klaphat og fodboldtrøje som kontrast til resten af universet, der holder sig tæt til klassisk pusher-æstetik. 

Nagieb Khaja har igen skrevet manuskript sammen med Jesper Fink, der selv er fra Hvidovre og sikrer autenticiteten i filmen, som er tydeligt lokalt forankret. Bellahøj og Hvidovre føles i Løvehjerte som steder, hvor mennesker rent faktisk bor, frem for kulisser, hvor filmfolkene aldrig har sat deres ben før første optagedag. 

Fotograf Henrik Bohn Ipsen bringer sin store dokumentariske erfaring til filmen. Han har før arbejdet sammen med instruktøren på Mit Afghanistan, og i den nye film hviler hans kamera på menneskene frem for omstændighederne. 

Netop det menneskelige blik adskiller Løvehjerte fra den gennemsnitlige bandefilm. Enkelte af konflikterne er lovligt bekvemt skruet sammen, men for det meste er pansere og kokain sat på laveste blus. Et knivstikkeri følges ikke til dørs med blå blink, men til gengæld er der fyret op for Luans indre følelsesliv. 

Det kræver større mod at finde håb i et miljø, der sjældent levner plads til de store smil, end at affyre endnu en skudsalve. Det mod besidder Nagieb Khaja i allerhøjeste grad.