Biografanmeldelse
28. juli 2020 | 12:01

Mælkekrigen

Foto | Mart Taniel
Inga (Arndís Hrönn Egilsdóttir) forsøger at bekæmpe et korrupt system fra sit lille mælkelandbrug, som hun nu står alene med.

Med islandsk lune og følsomhed går instruktøren bag Blandt mænd og får til kamp mod kapitalens udbytning og tyranni.

Af Wendy Ide

Der er en stille revolution i islandsk film, selv om de nordatlantiske øboere er lidt for tilbageholdende og nøjsomme i deres filmsprog til, at vi kan tale om noget så dramatisk som en nybølge.

Mælkekrigen er Grímur Hákonarsons seneste film efter succesen Blandt mænd og får. Den afspejler med islandsk lune og følsomhed befolkningens frygt for en globalisering, der udglatter markeder og tromler mennesker ned.

Historien udspiller sig i samme tyndt befolkede natur som instruktørens forrige og er fortalt i samme toneleje – et sted mellem gammelmandsbrok og knastør humor.

Tematisk er filmen nærmere Benedikt Erlingssons Kvinde på krigsstien. I begge film bliver en modig og moden kvinde en torn i øjet på en organisation, der er mere optaget af profit end af de lokales velbefindende.

Ligesom Blandt mænd og får er den tro mod sine personer: vejrbidte stoikere, der slider side om side med deres husdyr for at skaffe brød på bordet. Og der er en åbenhed og ærlighed i filmsproget, en ukunstlet kvalitet, som kun gør filmen stærkere.Begge film har gummistøvlerne solidt plantet i den vulkanske muld, men Mælkekrigen har en mere sober tone.

Fotograf Mart Taniel indfanger de spektakulære bjergvidder i slående billeder. De skaber en kontrast til et uromantisk, næsten banalt liv på gården.

Bygningerne er flade og enkle, og det samme er samtalerne mellem Inga og hendes mand Reynir. Efter en omgang lagengymnastik minder de hinanden om at ringe til inseminatoren samt bestille ny gødning. Det er et ægteskab fyldt med lange øjeblikke af tavshed, men rundet af gensidig respekt.

Som egnens andre bønder er Reynir og Inga del af den lokale andelsforening, der sælger udstyr til de lokale og senere sælger deres mælk videre til butikkerne.

På overfladen en god aftale, men foreningen forlanger overpris og straffer dem, der køber deres udstyr andetsteds med så alvorlige sanktioner, at det truer deres levebrød.

Reynir er viklet ubehageligt ind i andelsforeningen, men til et møde bryder han med dem – hvorefter han dør i et biluheld på vejen hjem.

Da Inga langsomt begynder at komme sig oven på tabet, overtager hun styringen af deres nu fallitramte gård. Hun indser, at hun ikke har noget at miste ved at sætte sig op mod andelstyranniet.

Så hun slår igen med sine eneste våben: ord og mælk.

I et rasende opslag på sociale medier sammenligner Inga andelsforeningen med en mafiaorganisation. Den forbindelse gøres eksplicit i filmens anden halvdel, hvis blæksorte skygger skaber en flygtig lighed med The Godfather.

Andetsteds dyrker kameraet det banales skønhed.

Siddende i en politicelle efter en demonstration har Inga hovedet viklet ind i et rødt halstørklæde med ansigtet oplyst af et vildfarent solstrejf, så hun et kort øjeblik ligner en tidløs skikkelse i et Vermeer-maleri.

I rollen som Inga demonstrerer Arndís Hrönn Egilsdóttir en fin balance mellem sine landsmænds ordknappe mådehold og sin egen stålsatte indre styrke. Det er en elegant præstation, der – som så meget i filmen – har en kerne af vital sandhed.

Når Inga taler magten imod, forsøger hun ikke blot at råde bod på en økonomisk ubalance. Hun prøver at vælte et restriktivt, patriarkalsk system.

Mælkekrigen er en mere beskeden protestfilm end Kvinde på krigsstien og ikke nær så bombastisk i sit politiske ærinde. Grímur Hákonarson leverer sit budskab afdæmpet, nogle gange bevidst udramatisk: Enkeltpersoner kan i fællesskab stå imod kapitalens udbytning og tyranni.

Og man behøver ikke altid slå i bordet for at blive hørt.

Trailer: Mælkekrigen

Kommentarer

Titel:
Mælkekrigen

Originaltitel:
Héraðið

Land:
Island, Danmark, Tyskland, Frankrig

År:
2019

Instruktør:
Grímur Hákonarson

Manuskript:
Grímur Hákonarson

Medvirkende:
Arndís Hrönn Egilsdóttir, Sveinn Ólafur Gunnarsson, Þorsteinn Bachmann

Spilletid:
92 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
30. juli

© Filmmagasinet Ekko