Biografanmeldelse
12. sep. 2012 | 12:00

Moonrise Kingdom

Foto | Niko Tavernise
Kara Hayward og Jared Gilman i Moonrise Kingdom

Excentrisk, skævt, sjovt og følsomt – mesteren Wes Anderson viser sprudlende topform i Moonrise Kingdom.

Af Lars Bukdahl

Jeg tænker, at jeg må starte med at forsvare, at jeg som en selvfølgelighed giver det optimale stjerneantal – 1, 2, 3, 4, 5, 6 – til Moonrise Kingdom, amerikanske Wes Andersons nye film. Som hos alle store instruktører er genren rent individuel-egensindig, og denne gang er det en kulørt, karikeret 60’er-sæbeboble, den omhyggelige urmager nitter sammen og stikker hul på.

Den eneste anden film, jeg har givet seks stjerner, er David Lynchs Inland Empire, og det var, fordi en stor og brandoriginal yndlingsauteur udsyret, men umiskendeligt gik helt fra koncepterne. Moonrise Kingdom skal have seks stjerner, fordi en stor og brandoriginal yndlingsauteur hyperkoncentreret og umiskendeligt holder sig til koncepterne og igennem denne hyper-koncept-koncentration frisætter og elektrificerer et vidunderligt kunstnerisk overskud.

Lad mig nævne to emblematiske eksempler på dette overskud og dets vilde nysselighed – efter at jeg, okay, som en god anmelderdreng har skitseret et referat: To tolvårige outsidere, den forældreløse spejder Sam (Jared Gilman) og den forældretrætte hipster-pige Suzy (Kara Hayward), løber væk med hinanden på en ø ud for New Englands kyst i sommeren 1965, bliver fundet af myndigheder og forældre og stikker af igen under stadig mere dramatiske omstændigheder.

Og det nysselige overskud:

1. Fortælleren. Filmen har ikke en voice-over-fortæller, men en faktisk live-action-fortæller. Han bliver kosteligt pokerfjæs-spillet af Bob Balaban i rød anorak og dukker op fra tid til anden for at fortælle eller måske rettere docere om øens historie og geografi og om den perfekte storm, som kun han, den alvidende fortæller, ved, at det trækker op til. Den fortæller vil jeg aldrig for mit liv undvære, selvom han er inderligt og komplet overflødig – ud over som primitiv suspense-opvigler, en funktion, der står i total modsætning til hans værdigt barokke væsen og fremtoning.

2. Suzys sci-fi-romaner. Blandt mange andre rammende ting, Suzy har medbragt til sit og Sams flugtforsøg, er en række af hendes yndlingsbøger, alle sammen ungdoms-science fiction-romaner, som både hun og Sam på forskellige tidspunkter læser op af. Disse romaner har Anderson inklusive titel, omslag og tekststykker komplet (fået) kreeret til filmen. Det lykkedes mig at notere tre af titlerne, lige genuint læse-forjættende (for den tolvårige pige, vi alle sammen har indeni): The Francine Odyssey, The Girl from Jupiter og The Light of Seven Matchsticks. Romanerne gør lykkelig både som konkret, minutiøst personkarakteriserende stråleglans omkring Suzy og som crazy generøs umage smidt i grams.

Filmen vil aldrig få seks stjerner i danske aviser – dette er et væddemål! Dertil er den for excentrisk og for kunstfærdig, for skæv og for sjov. Men hvis nogen giver fem stjerner, vil det højst sandsynligt være, fordi de mener at stå over for en ny, øm følsomhed hos perfektionisten Anderson i skildringen af både ubændigt renhjertede Sam og Suzy og alle de koksede, kun halvt forstenede voksne, der fumler rundt omkring dem: Bill Murray og Frances McDormands forælderpar, Bruce Willis’ politimand og Edward Nortons spejderleder.

Men Andersons kantede personer har altid været fulde af øm følsomhed. Max fra Rushmore er ikke mindre inderlig i sin umulige gøren kur til en børnehavelærer end Sam i sin måske faktisk mulige romance med Suzy.

Det er altså ikke kun i den håndgjorte detaljerigdom, den stiliserede mise en scene, de sirlige stop-and-go- kamerabevægelser og den minutiøse musikbrug (denne gang især den lige så pilne, engelske komponist Benjamin Britten), at Wes Anderson i Moonrise Kingdom ligner sig selv. Det er overalt. Men han har aldrig lignet sig selv så tæt og fint og lystigt, og det er sådan en totalt tindrende identitetsperfektion, seks stjerner er opfundet til, så værs’go’, Wes!

Trailer til Moonrise Kingdom

Kommentarer

Instruktør:
Wes Anderson
USA 2012

Manus:
Wes Anderson og Roman Coppola

Medvirkende:
Jared Gilman, Kara Hayward, Bruce Willis, Frances McDormand, Bill Murray, Edward Norton

Spilletid:
94 min.

Premiere:
13. september

© Filmmagasinet Ekko