No Good Men

Sexismen er kvælende i det Kabul, vi møder i Shahrbanoo Sadats Berlinale-åbningsfilm, No Good Men. 

Da et offer for hustruvold ringer til et talkshow på den kanal, hvor fraskilte Naru arbejder, lyder rådet: ”Gå med rigeligt makeup!” 

Da hun scorer en god tjans som kameraoperatør til et interview med en Taleban-talsperson, ringer en stjerneintervieweren straks for at kræve ”en rigtig kameramand”. 

Og da interviewet går i vasken, og hun bliver sendt ud for at interviewe folk på gaden om Valentins dag, er kvinderne enige med hende: Der findes ikke én god mand i hele Afghanistan. 

”Altså, lige bortset fra …” hører man nærmest for sig selv. 

For ganske som No Good Men skildrer et samfund fyldt med nedarvet, kulturelt accepteret kvindeundertrykkelse, lægger filmen som en ægte romcom op til et modeksempel. 

Naru imponerer intervieweren Qodrat med sin evne til at få kvinder til at åbne op, og han imponerer hende, da han efter et andet scoop – en grum massevoldtægt – insisterer på at dele æren med hende. 

De mødes over drinks og delte holdninger. Det udstiller et generationsskel mellem den unge kvinde og tyve år ældre mand, som i øvrigt er familiefar i et livslangt, lidenskabsløst ægteskab. 

Naru vil have forandring og har social samvittighed nok til at sige fra, når det gælder. Ikke mindst over for sin besidderiske eksmand, som hun ikke tør blive skilt fra af frygt for, at han får forældremyndighed over deres treårige søn. 

Qodrat er elsket for at tale magten imod, men har også livserfaring nok til at vide, at tandhjulene bevæger sig langsomt. 

Har man set Shahrbanoo Sadats tidligere film, ved man, hvordan Qodrat har gjort sig de erfaringer. No Good Men er den tredje af fem planlagte film om Afghanistan, og foreløbig har Qodrat figureret i dem alle. 

Wolf and Sheep foregår blandt børnehyrder i Afghanistans bjerglandskaber, hvor kvindeundertrykkelse – barnebrude og flerkoneri – er gået ubrudt i arv gennem generationerne. En magisk-realistisk trykkoger, hvor landsbyspændingerne spejles i den snarlige invasion af mujahideen-krigere, der med amerikansk hjælp står parat til at vælte det sovjetvenlige styre i Kabul. 

Her er Qodrat blot ét barn blandt mange i en smuk, men løs historie fordelt over mange fortællere. I Mit barnehjem i Kabul er han mere i centrum, den unge knøs med en mor langt væk og en martyrfar i paradis. Han finder sig til rette på et børnehjem i overgangstiden, hvor den pro-sovjetiske regering falder for islamistiske Taleban. 

Begge film er inspireret af dagbøger skrevet af Anwar Hashimi. I No Good Men spiller han selv Qodrat med furet ansigt, rigeligt med charme og flirtende kemi med Shahrbanoo Sadat. 

Instruktøren trådte selv til som Naru i ellevte time, efter at hendes hovedskuespiller trak sig fra filmen. Og hun spiller stærkt, med alle frustrationer fremme og en såret følsomhed lige bag den professionelle maske. 

Scenen, hvor hendes frigjorte veninde kommer på besøg fra USA med en dildo som skilsmissegave, er en kostelig fuckfinger til konservative normer. Og når Narus kønspolitiske tirader grænser til det belærende, er det værd at have in mente, at filmen især er tiltænkt et afghansk publikum. 

No Good Men er ligefrem den første afghanske film, der viser et kys! 

Shahrbanoo Sadats tre film foregår alle i stilheden før stormen inden talebanernes magtovertagelse. 

Tragedien bag den seneste er, at 35-årige Shahrbanoo Sadat denne gang kan trække på sine egne erfaringer, da hun i 2021 blev evakueret med sin familie fra Kabul. 

Instruktørens historie og karriere er et produkt af det hårdt tilkæmpede civilsamfund, der trods krig og korruption fandtes i Afghanistan under amerikanernes tyve år lange krig i landet. Og deres tilbagetrækning ligger som en lurende katastrofe, der kommer stadig mere på tværs af filmens spirende romantik. 

Toneskiftene er særligt i sidste akt så bratte, at komik, romantik og drabelig alvor kommer i konflikt med hinanden. Helhedsindtrykket er broget, men enkeltscener skiller sig så markant ud, at filmen er svær at ryste af sig. 

Det er rigtigt nok, at der ikke er meget dansk på Berlinale-programmet i år. Men No Good Men er som alle Shahrbanoo Sadats film produceret af Katja Adomeit, den tysk-danske producer, som længe har været en fjer i hatten for den danske filmbranche. 

Denne gang faldt pointkabalen for EU-støtte ud til fordel for Tyskland som co-producerende land, måske især fordi det nu er her, instruktøren lever i eksil. Men lad os håbe, at Shahrbanoo Sadat fortsætter sin filmserie om det andet Afghanistan. Og at Det Danske Filminstitut spytter lidt mere i kassen næste gang.