No Other Choice

At miste sit drømmejob er at få sin tilværelse rykket op med rode. Og familiefaren Man-soo har et så rosenrødt småborgerliv, at man hurtigt gruer for, hvor langt han vil gå for at beskytte det. 

Et amerikansk selskab opkøber den papirfabrik, hvor Man-soo har excelleret som mellemleder og hælder nu samtlige medarbejdere ud på gaden. Et år senere står han stadig uden arbejde, opsparingen er brugt op, børnene har fået nok af ham, og konen har taget småjobs som sekretær hos en flot, yngre tandlæge. 

Efter en ydmygende afvisning fra en tidligere ansat – hvis SoMe-perfekte mellemlederliv Man-soo har stirret sig blind og blodtørstig på – beslutter han sig for at fjerne ham og overtage hans stilling. 

For at blive drømmekandidat må han dog lokke sine nærmeste konkurrenter med en falsk jobannonce og plaffe dem én for én med sin fars gamle pistol fra Koreakrigen – en snedig plan, han klodset eksekverer. 

No Other Choice er både bidsk kapitalismekritik og sydkoreansk farce med skæve grimasser, store armbevægelser og et uforligneligt formsprog. 

Park Chan-wook brød igennem med sin nådesløse hævntrilogi, hvor midterkapitlet Oldboy står som en af 00’ernes mest velsmurte og chokerende genrefilm. Han har siden lavet den udspekulerede film noir Decision to Leave og det perverterede mesterværk The Handmaiden. 

Blandt sine landsmænd er han kynisk som Kim Ki-duk (Bin-jip – Tomme huse) og klassebevidst som Bong Joon-ho (Parasite), men med en sans for sindrige forviklinger og stiliserede billeder, der overgår dem begge.

Man-soos desperat klodsede mordtogt udspiller sig med mindelser om Ealing-komedien Kind Hearts and Coronets, imens ofrene udfordrer hans egen stædige omstillings-uparathed: den alkoholiserede hanrej Goo Beom-mo og den venlige Go Si-jo, der mut har sadlet om til skosælger og samtidig leder efter et nyt papirjob. 

No Other Choice er baseret på amerikanske Donald Westlakes roman, filmatiseret i 2005 med tør galgenhumor på fransk under titlen Papirmanden af grækeren Costa-Gavras, som Park Chan-wook hylder først i rulleteksterne. 

Det er en tidløs historie, men den sydkoreanske version er også en film til tiden. For her er det i sidste ende hverken sammenlægninger eller outsourcing, der er den største trussel mod middelklassens levebrød, men de hastigt fremstormende og eksistentielt foruroligende AI-robotter. 

Den pointe serveres med ond ironi som rosinen i pølseenden af en grumt skadefro, korrumperet moralfortælling. 

Man-soo mener, at han blot følger markedets morderiske logik, men det snedige manuskript føjer lag til fatalismen ved at stille spørgsmålstegn ved de valg og fravalg, han selv tager. Samtidig er Man-Soos bekymrede kone Mi-ri hele tiden på nippet til at opdage, hvad han har gang i. 

Lee Byung-hun leverer som Man-soo en komisk suveræn præstation med sit forbavsede gummiansigt og et yderst fimset overskæg. Son Ye-jin matcher ham som Mi-ri, især i en dristigt morsom scene, hvor han vil snuse til hendes trusser for at afsløre utroskab, mens hun insisterer på at tjekke hans ånde for sprut. 

Kærlighed og kontrol følges ad, og bag den forlorne familielykke træder sporene frem: en stedsøn, der stjæler mobiltelefoner, og en stum datter, som kun har en stemme gennem sin cello. 

No Other Choice er forrygende tænkt og eksekveret med vilde, opfindsomme billeder, stort opsatte bravurscener og en tjept vekslende tone mellem suspense og kulsort komik. 

Alene det modernistiske hjem, Man-soo har brugt sit liv på at bygge, og som han nu dræber for at beholde, er et filmarkitektonisk mesterstykke med dets skjulte udkigsposter og mørke krinkelkroge. Det bliver symbolet på hans maskulinitetskrise og en rammende metafor for den samfundssatire, Park Chan-wook udfolder med djævelsk præcision.