One Battle After Another

Overvældende, fjollet, alvorsfuldt, tankevækkende og uforudsigeligt i samfulde 161 minutter. Paul Thomas Anderson har med One Battle After Another skabt et hæsblæsende mesterstykke. 

Det er historien om revolutionskampens pris i en lille familie, hvor en forpjusket Leonardo DiCaprio lægger sig solidt i Oscar-ræset med sin rolle som familiefaren og ekskrigeren Bob Ferguson, der iført morgenkåbe og forurettelse ligner The Dude-karakteren fra The Big Lebowski. 

Hvis man forestiller sig den militante øko-aktivistkreds Extinction Rebellion udsat for Coen-brødrenes situationskomik og suppleret med det 360-graders samfundsspiddende blik fra Ari Asters Eddington, ja, så har man tonen. 

Filmen begynder som lyn og torden og føles, som om den kun accelererer derfra. Plottet tager sit afsæt i Californiens immigrantcentre, hvor hemmelige aktivistmilitser slår til, og ender i et glaspalads hos den superrige elite – et billede på den indignation, der driver hele karussellen. 

Undervejs stiger nonner, agenter, latino-familier, Black Power-amazoner og high school-elever af og på. Instruktøren Paul Thomas Anderson (There Will Be Blood, Boogie Nights, Magnolia) kommenterer samtidig filmhistorien. Referencer til Gillo Pontecorvos Slaget om Algier og andre oprørsfilm trækker linjer til revolutionens billeder gennem tiden. 

Alligevel lykkes Anderson med to ting, som langt fra er givet på forhånd – hverken med hans ambitioner eller den valgte tone. 

Den ene er at holde historien tæt på mennesket. 

Bob er tidligere militant revolutionær i den multietniske guerillagruppe French 75. I slutningen af 00’erne var han sprængstofspecialist og placerede bomber i banker og på lysmaster i det sydlige Californien. 

Nu er han tilsyneladende fortabt i dagligdagens selvdestruktion. Men da hans datter Willa (Chase Infiniti) kidnappes, tvinges han tilbage i en verden af gamle kodeord, hemmelige netværk og militante alliancer. 

Leonardo DiCaprio bringer humor og dybde til rollen. Hans famlende panikhandlinger står i skarp kontrast til den inderlige, nærmest desperate kærlighed, han udstråler for Willa. Det er en præstation, hvor komik og menneskelig varme smelter sammen på virtuos vis. 

Willas mor Perfidia (Teyana Taylor) var French 75-gruppens ubestridte energikilde. Hun er kompromisløs, strategisk og farlig, og hun sætter i fortiden handlingen i bevægelse ved at handle på egne vegne. Først heroisk, sidenhen egoistisk. 

Hendes forræderi mod French 75 understreger, hvordan loyalitet i virkelighedens revolutioner ofte er flydende. Hendes svigt er dog også psykologisk underforklaret og måske filmens ene alvorlige brist. 

Sean Penns sadistiske Oberst Lockjaw fungerer som den groteske, men farlige modpol. Han jager French 75 og udgør en vedvarende trussel over en periode på seksten år. Hans indblanding i hvide ariske loger og hemmelige netværk er skræmmende, og Anderson tegner et billede af, hvordan magt og ideologi kan smelte sammen til noget, der er lige dele komik og rædsel. 

Påfaldende nok er ingen virkelige personer, partier eller bevægelser nævnt. 

Filmen er skudt med klassisk, analogt VistaVision-udstyr, mættet i farve og saftspændte billeder, og Andersons muskuløse filmsprog er sprællevende. Biljagter gennem bølgende ørkenlandskaber, razziaer og improviserede guerillaangreb bliver til en kinetisk poesi, og Jonny Greenwoods musik understøtter den nervepirrende rytme. 

Den anden store præstation er, at filmen ikke bliver politisk docerende. Den er ikke kun indigneret i én retning. Immigrantcentre, militser, skjulte højrefløjsnetværk og allehånde radikaliseringer danner tilsammen et billede af USA, hvor magt og frygt er konstant til stede. 

Man kan sige, at kampen også rummer et håb. Bob og Willa kæmper ikke kun mod ydre fjender, men også mod historiens skygger, generationernes arv og egne begrænsninger. Filmens paradokser – loyalitet, idealisme, menneskelig fejlbarlighed – spejler USA anno 2025. Et land, hvor polarisering og mistillid gennemsyrer alt fra politik til privatliv. 

Politisk set er filmen uhyggelig aktuel. 

Det kunne være blevet en mørk, tung og intellektuel film. Men One Battle After Another blander tragik og komik med en lethed, der både forfører og provokerer. Den får én til at le midt i desperationsorkanens øje. 

Filmen antyder med subtil elegance, at det næppe er ideologierne, der skal redde demokratiet.