Noget af det første, som slår én, når man ser den nye spillefilmefterfølger til hitserien Peaky Blinders – med undertitlen The Immortal Man – er skønheden.
Fra tv-serien kender vi de skarpe jakkesæt, de markante kindben og – selvfølgelig – de spidse, såkaldte peaky-kasketter. De klassiske baker boy-caps, som disse ”blinders” bar – et udtryk for mænd med et iøjnefaldende udseende på deres lokale accent – kom endda på mode, da serien om den historiske gadebande fra Birmingham brød igennem.
Men i filmen får æstetikken endnu mere gas.
Filmen begynder med, at gangsterbossen Tommy Shelby (Cillian Murphy) nu – mange år senere i 1940’erne – har trukket sig tilbage og lever isoleret på landet.
Han sidder og skriver. Men bare rummet, han er i – vinduerne, tapetet, udsigten, interiøret og designet på hans trench coat – er nok til, at man falder i svime over kostumedesignernes arbejde. Alt er smukt og lækkert, men på en nærmest diskret måde.
Plottet er helt klassisk.
Patriarken i gangsterbanden har trukket sig ud af gadens kampe og overladt hele sit imperium til junior. Duke, som er Shelbys søn, spilles sammensat af den talentfulde Barry Keoghan (The Banshees of Inisherin).
Duke opfatter sig selv som rodløsheden i egen høje person, og da han bliver rodet ind i et drama, hvor han skal vælge mellem sin far og en skurk, slår han plat eller krone. Udfaldet kan man regne ud, når man kender seriens machismo-romantik, der kører på ære, familie og de forbløffende mange følelser, der kan være i mandeuniverser.
I dette tilfælde skruer historien sig op i en spids hævn, der bogstaveligt talt eksploderer til sidst. Det her handler om hårde negle, der er så barske, at de har følelser på indersiden og måske netop derfor ikke finder sig i noget som helst.
Filmen er både indholdsmæssigt og filmisk båret af kontraster. Fra de smukke visioner om et engelsk hus i edwardian style kan man gå direkte til en vild slåskamp i en svinesti, hvor Tommy presser Dukes hoved ned i svinenes efterladenskaber.
Grisene bruges i øvrigt til at bortskaffe lig med. Måske er det instruktør Tom Harper og manuskriptforfatter Steven Knights lille hilsen til Guy Ritchies Snatch, hvor lede Brick Top advarer om, at man altid skal ”være varsom, når en mand holder grise”. For deres tænder ”går igennem knogler, som var det blødt smør”.
Citatet fanger meget godt tonen også i denne film, der med sin høje energi faktisk kan minde om Ritchies.
Det er der også nogle tekniske grunde til. Den anakronistiske musik med en variation af Peaky Blinders-temaet af Nick Cave og originale sange fremført af Amy Taylor, Fontaines D.C. og Lankum danner, sammen med kopiversioner af Massive Attack-sange som Teardrop og Angel et fuldtonet lydbillede, som river publikum op med rode, når lyden brager ud i hovedet på dem.
Alt sammen er med til at skabe de kontraster, som skal støde sammen i højdramatik og tilspidset emotionel intensitet af bibelske dimensioner.
Da et familiemedlem dræbes, og Duke får skylden, udspiller det forventelige sammenstød med Faderen sig som et drama hentet direkte fra Bibelen eller de græske myter, fyldt med liv-og-død-konflikter.
Denne sort-hvide dualitet går igen i filmens visuelle stil. Den er skabt med desaturation, hvor nogle farver dæmpes, mens andre fremhæves, så billedet fremstår næsten sort-hvidt, selv om det stadig er i farver.
Farvepaletten er nøje afstemt mellem kolde og varme toner. De blå og grå nuancer signalerer industri og krig, mens de orange og gyldne toner fremhæver ild, magt og rigdom. Resultatet er et snavset, men intenst og levende udtryk.
Både Bonnie Stott og Ruby Ashbourne Serkis spiller godt ligesom flere andre yngre navne, man ikke umiddelbart genkender. Samtidig suppleres de af store navne som Tim Roth og Stephen Graham, der lyser op i mindre roller.
Filmen er en kronologisk forlængelse af serien om den vilde Birmingham-bande, men den kan sagtens ses i sin egen ret.
facebook
twitter
Kommentarer