Biografanmeldelse
19. feb. 2014 | 20:00

Pinocchio

Foto | Angel Films
Den italienske version af Pinocchios moralske dannelsesrejse er en smuk, men noget mere alvorstung affære end Disneys fra 1940.

Disneys løgnagtige trædreng vender hjem til Støvlelandet i Enzo D’Alòs Pinocchio. Toscana er mageløst tegnet, men historien fortælles kluntet og uden humor.

Af Felix Rothstein

I 1893 skrev den italienske børnebogsforfatter Carlo Collodi Pinocchios eventyr. Siden er det blevet til en bunke film – blandt andet den helt store Disney-klassiker fra 1940 – og nu altså en italiensk tegnefilmversion.

Instruktøren Enzo D’Alò (Superkatten Zorba) lægger sig endnu tættere op ad Carlo Collodis børnebog end Disney-versionen. Pinocchios næse vokser stadig, når han lyver, han bliver nok engang forvandlet til æsel i Slaraffenland, og han genforenes med Geppetto i hvalfiskens bug.

Også Stromboli, dukkefører og teaterimpresario, er med. I Pinocchio hedder han bare Mester Ildsluger som en direkte oversættelse af figurens oprindelige italienske navn Mangiafuoco. Til forskel fra Disney-filmen – og i lighed med Collodis roman – er han ikke ond, men faktisk en storsindet og ærlig mand.

Men hvorfor hedder Jesper Fårekylling nu pludselig Jakob? Det er ikke, fordi han på italiensk hedder Iacopo eller noget i den retning. Nej, fårekyllingen hedder faktisk bare Il Grillo Parlante – Den talende fårekylling. Med det nye navn trækker også den danske oversættelse væk fra Disneys univers.

Et væld af farverige væsner dukker op i løbet af filmen, blot for at fordufte igen tilsyneladende uden forklaring. Det sker også for Jakob Fårekylling, som taler Pinocchio til ro tidligt i filmen, hvorefter han helt forsvinder. Til sidst dukker han op igen som læge (!) i et pinligt rap-nummer.

Samme slags gæsteoptrædener har både Mester Ildsluger og den smukke pige med det blå hår, som ellers begge spiller afgørende roller på Pinocchios rejse.

Det er særlig ærgerligt, fordi bifigurerne faktisk er filmens mest interessante. Især Mester Ildslugers to korrupte og sleske håndlangere, Ræv og Kat, er fantastiske. Som Pinocchios falske venner prøver de at franarre ham fire guldstykker og ender med at forsøge en brutal mordbrand! Rikke Bilde og Peter Røschke leverer stemmerne til de to pelsdyr, og det gør de helt suverænt. Ræv er snu og indsmigrende, mens Kat er fantasifuldt veltalende på bedste Filurkat-maner. Det svindlende makkerpar er uden tvivl filmens bedste (og værste) bekendtskaber.

Pinocchio fremstår som en mere eller mindre vilkårlig samling af enkeltbegivenheder, ulykker og forviklinger. Historien fortælles kluntet og uden sans for at holde sammen på filmens store persongalleri.

Derfor er baggrundstegningerne også en af filmens største attraktioner. Lorenzo Mattotti, der står bag filmens design, sætter scenen med en gnidret og meget ekspressiv streg. Toscanas rullende bakker og gamle bjerglandsbyer bliver levende og varme på en måde, som Pinocchio, Geppetto og alle deres bekendtskaber aldrig rigtig bliver.

Pinocchio er Enzo D’Alòs forsøg på at føre den ikoniske trædukke tilbage til en italiensk tradition. Der er tydelig inspiration fra 1500-tallets commedia dell'arte-teater med besøg af figurer som Harlekin og Pulcinella.

Desværre bidrager det kun til at gøre udtrykket mere prætentiøst og selvhøjtideligt. Det kan være en stor styrke i en børnefilmat holde igen på komikken. Ikke alt behøver at være jokes og slapstick. Men med undtagelse af Ræv og Kat mangler Pinocchio simpelthen humor. Filmen svælger i det tragiske uden at give komikken den plads, som fortællingen kræver – Pinocchio bliver bare for lækkert sørgelig.

Kommentarer

Land:

Italien, Belgien, Frankrig

År:
2012

Instruktør:
Enzo D’Alò

Manuskript:

Enzo D’Alò og Umberto Marino

Medvirkende (danske stemmer):

Mads Dueholm, Nis Bank-Mikkelsen, Rikke Bilde, Søren Sætter-Lassen, Jens Jacob Tychsen

Spilletid:

75 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for børn over 7 år

Premiere:
20. februar 2014

© Filmmagasinet Ekko