Cph Pix 2021
09. nov. 2021 | 23:07

Red Rocket

Foto | Drew Daniels
Mikey (Simon Rex) er en vaskeægte sjuft, der for en tid søger helle hos ekskonen Lexi (Bree Elrod) i Texas, men snart er han på jagt efter den næste fidus.

Sean Baker har begået et hylemorsomt portræt af en falleret pornostjerne, der med glat tunge og ukuelig narcissisme forsøger at hustle sig til et comeback.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Da vi første gang møder Mikey Saber, blunder han med hovedet mod en busrude og halen mellem benene, mens NSYNC’s hit Bye Bye Bye fra årtusindskiftet brager på lydsporet. 

Mikeys ansigt er fuldt af blå mærker, og det varer ikke længe, før man tænker, at han nok har fortjent dem. 

Da han banker på ekskonen Lexis afskallede fordør i det udtjente, texanske industrikvarter, han engang forlod, truer hun med at ringe til politiet. Hun rejste med ham mod Hollywood med pornostjernedrømme i øjnene – blot for et par år senere at flytte forslået hjem til sin mor og en tilværelse, der kredser om rygeheroin og reality-tv. 

Men Mikey er en ukuelig narcissist, og med en blanding af smiger, ynk og anklage lykkes det ham at indlogere sig på sofaen. Det kan godt være, livet har givet ham en blodtud, men han er snart på benene igen. 

På jagt efter den næste fidus. 

Tvunget til at betale husleje slæber Mikey sig afsted på en stribe jobinterviews, som går galt, fordi han stolt insisterer på, at chefen skal google hans pornokarriere. Inden længe vender han tilbage til sit skolejob med at sælge tjald, mens han nasser sig til lift af nabosønnen – en af de få i nabolaget, han formår at imponere. 

Og da Mikey støder på den smukke, syttenårige Strawberry – ”legal as an eagle!” jubler han – begynder han at groome hende som scenepartner til sit pornocomeback. 

Sean Baker var en stjerne inden for amerikansk independentfilm, allerede inden han brød igennem med den hæsblæsende Tangerine, en nattelivsfilm optaget på en iPhone om transkønnede sexarbejdere i Los Angeles. 

Han fører an ind i miljøer, de fleste af os hurtigt ville passere forbi. Det har fået flere til at beskylde ham for poverty porn, idet det hævdes, at han udstiller sine fattige karakterer. 

Personerne, vi møder i Sean Bakers film, er vrængende, overgearede og simpelthen for meget, men de har for travlt med at leve livet til at have ondt af sig selv. 

Instruktøren er fuldt allieret med den rasende Sin-Dee, hvis kæreste har været hende utro i Tangerine, og med lille Moonee, der i The Florida Project finder på narrestreger med de andre børn på det billige motel, hvor hun bor med sin mor. 

Og selvfølgelig også med antihelten Mikey, der snakker fanden et øre af med en naturligt coket energi, som selv ikke den fedeste joint kan slide på. 

Simon Rex, en birollespiller med Scary Movie og MTV-vært øverst på cv’et – og onanist i bøsseporno fra 90’erne allernederst – er et fund i hovedrollen, hvis den da ikke ligefrem er skrevet med ham for øje. 

Da jeg selv så filmen i London, havde Sean Baker i hvert fald svært ved at få et ord indført i den korte videointroduktion, fordi hans hovedrolleindehaver speedsnakkede ind i mikrofonen. 

Der er også ufokuserede passager i Red Rocket – som i øvrigt er opkaldt efter et slangudtryk for en hunds erigerede penis – hvor man kunne ønske, at Sean Baker ville tage mikrofonen fra Mikey. 

Men Simon Rex spidder også den nervøsitet, der ligger bag Mikeys ustandselige plapren. Som da han insisterer på, at han kunne være løbet fra den fyr, der gav ham en røvfuld. Eller da han forsvarer sine pornopriser for bedste oralsex med, at det jo er ham, der peger kvindens ansigt mod kameraet. 

Woke er Mikey ikke. Han har tværtimod en uforlignelig evne til ikke at se sig selv udefra, og da han forsøger at manipulere Strawberry med sig ind i den fornedrende pornoverden, kan man kun håbe, at han mislykkes. 

Men Sean Baker komplicerer også forholdet mellem de to. Hvem siger, at Strawberry ikke også udnytter ham? De leder begge efter en vej væk fra udkants-Texas, og hvis den fører mod rampelyset, så meget desto bedre. 

Man kan spørge, om den outsiderhistorie har brug for det ekstra politiske lag, det giver at lade historien udspille sig under præsidentkampagnen i 2016. Skingre Fox News larmer fra enhver fjernsynsskærm, men ingen lader til at følge med, og man fornemmer, at de næppe heller har tænkt sig at stemme. 

Porno og politik er en bizar blanding, og det er også sjovt at lade Mikey sole sig i Trumps skygge. For hvor ulidelig og amoralsk han end er, er det svært at få blikket fra den plaprende pornoplattenslager.

Trailer: Red Rocket

Kommentarer

Titel:
Red Rocket

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Sean Baker

Manuskript:
Sean Baker, Chris Bergoch

Medvirkende:
Simon Rex, Suzanna Son, Bree Elrod, Ethan Darbone

Spilletid:
128 minutter

Premiere:
11. november på Cph Pix

© Filmmagasinet Ekko