Streaminganmeldelse
17. aug. 2025 | 16:31

Russians at War

Foto | Les Films à Cinq

Illegalt fulgte instruktøren Anastasia Trofimova i syv måneder i 2023 en bataljon russiske soldater på den østukrainske front.

Langt fra heroiserende propaganda skildrer dokumentar Ukraine-krigens traumatiserede russiske soldater, hvis egentlige våben er vodka og cigaretter.

Af Bo Tao Michaëlis

Hvad er en propagandafilm? Ret indlysende: en film, som propaganderer for en sag, en mission eller ideologi.

Umiddelbart er alle krigsfilm en form for propaganda. Også de film, som er imod krig. Noget af det første, Hitler gjorde, da han kom til magten, var at forbyde Lewis Milestones filmatisering af romanen Intet nyt fra Vestfronten. Nok den mest antikrigeriske film nogensinde.

Russisk-canadiske Anastasia Trofimovas skandaleombruste og famøse Russians at War er faktisk af flere udenlandske anerkendte filmkritikere blevet sammenlignet med Intet nyt fra Vestfronten. Men først efter at være bandlyst af ukrainere og deres allierede, som siden visningen på Venedig-festivalen i 2024 har fået den forvist fra diverse filmfestivaler, hvor den ellers var sat på programmet.

Det er blevet beskyldt for at være pro-Putin, forbigå russiske krigsforbrydelser og kun at vise krigen fra en russisk vinkel. Nu er det så muligt for 5.99 dollars at se den via russiansatwar.com.

Illegalt fulgte Trofimova i syv måneder i 2023 en bataljon russiske soldater på den østukrainske front. I filmen skildres inspirationen til denne udflugt med døden som et møde med en russisk-sindet ukrainer i Moskvas metro på vej til fronten.

Instruktøren følger selv efter og lever tæt op ad disse soldater, der i realiteten mest er lejetropper, som er gået i krig for Rusland på grund af lønnen, som i øvrigt alt for ofte er længe om at blive udbetalt.

I det hele taget skildres den russiske hær meget langt fra nogen heroisk fremstilling om efterkommere af Den Røde Hær. Tværtimod udstyres de traumatiserede soldater – hvis reelle våben er en flaske vodka og en pakke smøger – med forældet krigsmateriel fra Sovjettiden.

Felttoget ind i Ukraine er mere tintet af håbløs defaitisme end patriotisk gåpåmod. Der er soldater, som forsvarer krigen, men dette sindelag synes enten at være båret af et forsøg på at give soldaterlivet mening eller et resultat af Putins indenrigspolitiske hjernevask. Og til alle tider har soldater forsøgt at give deres morderiske metier en rationel mening.

Anastasia Trofimovas stil er inspireret af russiske Vertovs Kino-Pravda, den sandfærdige og tilsyneladende ustrukturerede film. Fluen på væggen a la cinéma vérité.

Alt er realistiske indtryk her og nu, nærmest uden plot. Dialogen er blot mænds traumatiserede smalltalk efter at have set kammerater blive dræbt og samtaler om, at Vesten er skurken i denne borgerkrig mellem slaviske brødre.

Første Verdenskrigs nådesløse maskingevær er afløst af droner, som anonymt slår ihjel fra oven. Man ser en stakkels såret russer forgæves forsøge at undgå en dronebombe.

Det er den mest barske scene fra filmen, som dyrker krigens kedsommelige trivialitet med døden som spontan skæbne. Ellers er felttoget en lang mandehørm med druk og smøger i nedslidte huse og mellem ruiner.

Russians at War slutter med sørgende og grædende russere i konfrontation med deres døde sønner og døtre. Hvis man mener, at humanistisk medfølelse med en fjende kan kaldes for propaganda, er det her, filmen er stærkest og allermest forførisk.

At filmen undslår at vise den russiske skyld i krigen er i mine øjne en moralsk stillingtagen med argumenter uden for filmens kontekst. Filmen er antikrigerisk i sin intention. At den sender sit budskab fra Rusland, kan kritiseres, men signalementet af Putins hær og hans stakkels befolkning kan næppe siges at være prorussisk ud over den menneskelige faktor.

Filmens nøgterne portræt af sølle soldaterkammerater, som ender med at tro på regimets løgne om krigens årsag, kan næppe kaldes for målrettet politisk propaganda.

Trailer: Russians at War

Kommentarer

Titel:
Russians at War

Land:
Canada, Frankrig

År:
2024

Instruktør:
Anastasia Trofimova

Manuskript:
Roland Schlimme, Anastasia Trofimova

Medvirkende:
Anastasia Trofimova

Spilletid:
134 minutter

Premiere:
12. august på russiansatwar.com

© Filmmagasinet Ekko