Send Help

En luksusrejse ender i katastrofe, og hovedpersonernes fartøj ender på havets bund, mens de redder sig i land på en øde ø.

Fanget på en stribe sand mellem hav og jungle er praktiske færdigheder mere værdifulde end professionel status. En undersåt forvandler ild, mad og husly til valuta og vender derved den sociale orden på hovedet, så han, der tidligere kunne udstede ordrer, nu må tigge om hendes gunst. 

Man forstår kvinden, da hun længere nede ad stranden ser en overraskende mulighed for at slippe bort fra øen. Det ville medføre en tilbagevenden til gamle hierarkier, og derfor holder hun det hemmeligt. 

Sam Raimis Send Help kunne være en remake af Ruben Östlunds Triangle of Sadness, for ovenstående synopsis passer på dem begge. To sorte komedier, der kaster et nådesløst blik på køn, klasse og berettigelse, når det sociale manuskript synker til bunds som et kappet anker. 

Og dog er de to film markant forskellige. Östlund navigerer inden for satirisk socialrealisme egnet til et arthouse-publikum, mens Raimi laver kulørte popcornfilm med særlig affinitet for dæmoner og superhelte. 

Send Help starter som et mildt lystspil med potentiel romantik mellem chefen og kontordamen a la Seks dage, syv nætter med Harrison Ford. Derpå bliver den gradvis mørkere og kulminerer som blodsprøjtende horrorkomedie. 

Som man da også har lov at håbe på, når vi taler om instruktøren af Evil Dead-filmene. 

Filmens to hovedroller spilles af vidunderlige Rachel McAdams og habile Dylan O’Brien, som gennem et langt forløb er de eneste personer på lærredet. Men det ikke noget problem, for Raimi hører blandt verdens mest visuelt begavede filmskabere og holder ubesværet filmen levende og attraktiv med tempo, humor og flotte billeder. 

Handlingen starter forholdsvis realistisk i kontormiljøet, hvor Linda Liddle (Rachel McAdams) efter syv års tro tjeneste som firmaets mest kompetente og uundværlige medarbejder regner med at blive forfremmet. 

Hendes nye chef, Bradley Preston (Dylan O’Brien), finder hende dog ikke tilstrækkeligt præsentabel. Hun har fokus på jobbet, ikke på sit ydre, og har tilmed madrester i mundvigen. Stilisten Raimi pointerer kontormiljøets personfejl med ekstreme nærbilleder. 

Så kommer flyulykken, hvor vi via et indslag af splattet galgenhumor for alvor begynder at mærke Raimis hånd på roret. 

På øen glider filmen midlertidigt over i eksotisk Robinson Crusoe-romantik og lægger alle illusioner om realisme bag sig med rejsebrochurebilleder som i en adventurefilm fra Hollywoods gyldne æra. 

Tilfældigvis er Linda fan af Survivor, den amerikanske variant af Robinson Ekspeditionen. Hun ved således alt om, hvordan man på en øde ø bygger læskure, tænder ild, opsamler drikkevand, jager vildsvin (iscenesat som blodig monsteraction) og fletter sig en hat. 

Hun skriger og jubler som et barn, der har fået et nyt legetøj, og blomstrer op, som man kun kan blomstre op, når det er film, og et makeuphold står klar i kulissen. Alt imens Bradley gør sig latterlig ved intet at kunne præstere ud over nytteløse forsøg på at spille chef. 

Traditionelt ville der her som optakt til kærlighed komme en scene, hvor han ser hende bade nøgen, men Send Help vender klichéen på hovedet og har desuden andre planer. 

Sidste akt er et sansebombardement af drabsforsøg, kastrationsangst, zombieuhygge, golfkøllevold og bræk i spandevis. Er man til film, hvor den dramatiske kurve begynder næsten fladt og ender i et brat styrtdyk som en bjergside, er dette lige sagen. Og ja – filmen rummer også en helt konkret bjergside, ideel til både at snuble ned ad og skubbe andre ud fra.

Som katalysator for den perfekte symbiose mellem Sam Raimis iscenesættelse og Rachel McAdams’ energiske spil er Send Help formidabelt fotograferet af Bill Pope (The Matrix, Spider-Man 2) og akkompagneret af musik fra Danny Elfman.

Finalens brug af Blondies One Way or Another – med det skadefro stalker-omkvæd ”I’m gonna get ya, get ya, get ya, get ya” – sætter et sidste, triumferende grrl power-smil på filmen.